det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige "****! gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig

mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage

hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt

hvorfor sove når man kan lave skolearbejde???!??

    lad os blot synke i dette mudder af ligegyldighed og

                                         falde ind i vanernes vold,


kan man undslippe? kan man forsvinde fra Det Skemalagte Liv?


       et klip-selv-ud liv, masseproduceret lige præcis til dig og dine behov
                            skal vi ikke sige det i hvert fald. det er    n e m t


            nemt      
                            konformt, kedeligt, gråt

Vi var da ved Gud et tilfælde af størst mulig uorden. Det var aldrig nemt for os. Tragisk, faktisk. Jeg havde vel bare svært ved at forestille mig, at noget så stort kunne ende uden at det skulle være i kærlighed. Svært ved at forstå, at det at gerne ville, virkelig ville, ikke altid er nok til at trodse omstændighedernes rammer. Min idé om kærlighed er måske bare for sentimental.

hvem definerer hvad?       sætter du dig over en anden person

                godt så siger vi det!!!        det er jo så ganske nemt for dig
    når det ikke er dig, det går ud over
hvad  er  hele  ideen  med  
                        idolisering, forhøjning af ganske
almene mennesker

    alle    er    egnede
barriererne er  dine

    hvordan gør man?    det ved jeg ikke - sådan her, vel

INGEN HAR STYR PÅ DET!! det er bare noget man bliver nødt til at lære (at leve med)

   ingen plads til at flyve, tænke, idealistisk

                  vi er på jorden:

   på     r e g n e a r k e t

Livet for mig

Livet for mig er ikke nemt
Lige meget hvad der sker, for mig er det slemt
Jeg græder i søvn, jeg sover om dagen
Om natten er jeg vågen og ringer med skæbnen

Det dig, siger skæbnen, kun dig der skal til
Tag et skridt ud af døren og vær klar over hvad du vil
Jeg ved hvad jeg vil og jeg vil have det nu
Så sig til mig skæbne hvorfor lyver du

Husk dog bare skolen, mit job og mit liv
Jeg havde drømme og venner, din frygtelige tyv
Men jeg kan ikke slås, hverken med dig eller mig selv
Min sjæl er klar til at betale denne gæld

Undskyld skæbne, ved at jeg elsker dig
Hvis en har taget fejl så var det sikkert ikke dig
Jeg må jo først leve livet før livet lytter
Endelig kan jeg se at min livsfrygt ikke nytter

Din kærlighed er uendelig og det min dumhed ogs’
Kan du huske dengang jeg tænkte vi to skulle slås?
Jeg skal nok forstå hvor jeg skal hen og hvorfor
Indtil da er jeg taknemmelig for alt det jeg får

du ser på mig med øjne, jeg kun kan genkende hos børn
du hader alle, men elsker mig
det har jeg nemt ved at forstå

jeg har ikke lyst til at være voksen jeg orker ikke ansvaret for mig selv
så nemt at dvæle ind i arbejdsopgaver og ansvar lederskab osvosvosv
naturlig leder
det ene gode råd som forlader min tunge efter det andet de klæber sig fast på vinden og blæser alle andre veje end ind i mit eget hovede
hvis du vil blive til noget skal du tage dig sammen min kære men hvis jeg ik bliver til noget er jeg jo ikke til, alle bliver jo til noget - eller har du allerede bestemt dig for hvad noget er?
hvis jeg vil blive til noget må jeg glemme alle omkring mig men ikke blive egoist eller ‘ufeminin’ jeg må også glemme ham… det har jeg egenligt også tror nærmere det en fixation end kærlighed, jeg kan kun huske hans grin og hans lugtende armhuler, nu ville jeg gerne indsætte en emoji men jeg er jo tidsløs eller noget
jeg skal grave ind siger mine lære, de siger at de tror jeg inderst inde er lidt vanvittig hvilket jeg hat valgt at tage som et kompliment, given the circumstance’s
men så ville et manuskript nok bare blive en lang pærevælling med mine små idéer om følelser

gider ikke mere
1, 2, 3 væk
så kunne vi begge slippe
uden mig
dig, helt dig selv
uden mig


gør det nemt
gør det kort
gør det sikkert
skal intet kigge på, for jeg vil være væk
forsvundet i det blå
har sat mig selv på et alt for højt sted
jeg vil ned

jeg kan ikke gå fra dig
så jeg må finde en anden vej
ved godt det er tarveligt
men jeg har det dårligt
jeg kan ikke genkende mig selv
jeg vil ikke genkende mig selv i det her
jeg vil dig
men jeg vil ikke mig