"mindet" poems
Ikke flere tårer
ikke mere smerte
kun mindet
om den syvende december
Dec 10, 2015
Dec 10, 2015 at 5:32 AM UTC
Døde blikke,
der vandrer rundt,
som zombier på Dommedag,
eller en tiger i bur.
Ingen kan glemme,
hvorfor vi er her,
endda i det næste årti,
vil mindet sidde fast,
sort på hvidt,
i bogen der.
Og de er her alle sammen,
store som små,
arm i arm,
de gå.
Hovedet holder de højt,
i et forsøg på,
at stoppe det,
de ikke kender,
selvom de godt ved,
at man med terror
sjældent bliver venner.
Paris' gallionsfigur,
er nu ændret,
fra Eiffeltårn til blyant,
"Je suis Charlie"
Vi håber ytringen en dag bliver fri
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 3:45 AM UTC
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles
langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,
og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
Jan 8, 2015
Jan 8, 2015 at 5:19 PM UTC
drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være
(Marolle)
May 13, 2015
May 13, 2015 at 4:23 PM UTC
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
Jul 20, 2014
Jul 20, 2014 at 10:06 AM UTC
Tager toget den forkerte vej
så vi kan snakke syv minutter mere
men du er en snyder
og pludselig står jeg i centrum
bliver et lille bymenneske
der køber mad og kaffe
jeg gemmer mig
blandt byens ansigter
kører over langebro i bus
aftensolen er min svaghed
jeg ønkser at bussen vil blive ved
med at køre
skrive
føre mig
men med et skal jeg af
og jeg er efterlandt med mindet
om de syv lange sekunder
du fastholde mit blik
Sep 21, 2014
Sep 21, 2014 at 3:22 PM UTC
det var måske meget sundt for mig at
du alligevel ombestemte dig
og indså at jeg ikke var værd at bruge tid på
for det dumme naive smil klæder mig alligevel ikke
jeg ser smukkest ud når jeg ikke kan trække vejret
og endnu engang fik du bare bekræftet mig i at
jeg ikke kan elskes af nogen eller noget
mine gener er forbandede og mit hjerte er
så ******* knækket og det her var sidste gang
jeg åbnede mig for en der udgav sig for at være
noget han ikke var
så det var nok alligevel meget sundt for mig at
blive mindet om at jeg ikke er værd at elske
for jeg er dømt til at være alene og nyde min
ensomhed
Nov 17, 2015
Nov 17, 2015 at 4:07 PM UTC
De forlader mig aldrig, trods modstand
En evig modstand, en evig påmindelse
En påmindelse om, at jeg eksisterer
Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem
For mindet om min eksistens
Giver mig liv, holder mig i live
De er som Vivaldis symfonier
Vintermåneden
Dominerende, skiftende, fængende
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 3:52 PM UTC