Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler
- digte om alt det, der skete dengang
mikecccc May 2016
Twisted maker
with a muse of wrath
is that what you are
oh mangler
or are you just
incompetent
you saw beauty
you wanted to recreate
but you can't
you haven't the knack  
you haven't the heart
we may never know
we may not care
your art
does have a certain
macabre appeal.
no  silly
AnnaStorm Dec 2014
julemusikken går i ring på mc D
Julen er musik på en fastfood restaurant
Platte pop numre blusser glæden frem i mig
Og selvom jeg ikke vil, nynner jeg med i mit hoved
Hvad er jul uden plastik og dårlig samvittighed?
Hvad får bjælder til at ringe hvis ikke de blev spillet i radioen?
Jeg sidder her på det falske lædersæde og drikker cola
Og venter på sne
For for mig og alle andre på mc D
er sne det eneste der mangler
når det er søndag morgen, og solen skriger så skingert mod dine silkebløde øjenlåg
håber jeg
bare i ny og næ
at du vil føle, du mangler
noget, der kan fuldende dit
efterårshjerte
for  sommerforelskelser holder
alligevel aldrig
- digte om det, der aldrig skete
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
anonymous Jan 2015
min far har altid sagt at jeg skulle tage det sure med det søde
at jeg skulle nyde livet, og de morgner som er røde
dog så jeg kun natten sort, jeg så det hele galt
mit spørgsmål er, hvordan jeg kunne ende så fortabt og fatalt
ikke et barn, endnu ikk’ en voksen, døde øjne og coked op på lykkepiller
hvor længe lever jeg endnu
og fortæl mig, hvornår er det tågen forsvinder?
jeg prøver at ånde ud fra den røgsky jeg mig befinder
men det er bare som om jeg mangler en stifinder
kærlighed, siger de
kærlighed, håber vi
men idag er det penge og analsex
og selv de fattigste i DK har råd til et kompleks
vi er bundet på hænder og fødder
skatter og politi,
for de første ord vi snakker i dk er
egoisme og “pansersvin”
selvorienteret, disorienteret
vi er alle født så uendeligt privligeret
opvokset med en guldske i røven,
vi spiller alle så fandens civiliseret


-Cathrine Berendt
Anna Feb 2015
vi to var ligesom et puslespil med 2000 brikker
det tog lang tid for os at samle alle stykker sammen til én helhed
og når vi gav op prøvede vi bare at presse to komplet forskellige brikker sammen
selvom vi begge to vidste det ikke kunne lade sig gøre
men hvorfor er det så at jeg sidder her
med et puslespil
hvor halvdelen af brikkerne mangler?
jeg troede vi sammen skulle finde de rigtige pladser til hver brik
men istedet fuckede du spillet helt op
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
#l
ungdomspoet Oct 2015
du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig
AnnaStorm Dec 2014
Det er blot ord på papir
Men ord der skal skrives
Og røg fra min mund
Men røg der skal ind og ud
Har ingen mening, ingen tanke bag
Men ingenting fylder alt for meget
Fordi mit liv fylder for lidt
Drukner jeg i intetheden
Og lader mine tanker forsvinde i ordene
Som ikke bliver talt men skrevet ned.
Jeg mangler at åbne op
Men istedet strammer jeg op
Lukker i for verdenen omkring
Og skriver blot ord på papir
Skønnere har *** aldrig været end nu hvor jeg ser hende gennem et rødvinsglas.
Hendes læber der leger tagfat med de smukke dråber og hendes øjne der betaget kigger ud i intetheden.
Hendes lange, slanke fingre der holder om glasset med en sådan ligegyldighed.
Det er nu i de lange dage og korte nætter jeg for første gang ser hende klart.
Det er nu hvor håret bliver lysere og kjolerne bliver kortere at jeg ser hendes ynde og elegance. Det er nu, hvor intetheden tager over mig og den tomme flaske står på bordet at jeg indser, at *** er alt hvad jeg mangler, og alt hvad jeg aldrig får.
Hazel Sep 2017
Du er så LIIIIGE til
Men   så LIIIIGE, alligevel ikke!
Dine      tilfældighedsvalgte synonymer
som jeg tilfældigvis har  læst
stolpe op og stolpe ned, læst
igen          og            Igen
har bragt følelser til mine tårekanaler.
Men jeg har alligevel vekslet mellem kanal
4                og                    37. . . . . . . . .
Tilfreds dog utilfreds
For selvom sporten i dine ord fascinere
og realit(y)eten i dine fortællinger skræmmer
Har jeg stadig svært ved at gennemskue,
                                   DIG
           LIIIIGE til er du altså ikke
Du er LIIIGE så langt fra, som du er tæt på,
men du mangler bare LIIIIGE…
-Hazel
Laura Amstutz Dec 2018
Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden
llcb May 2017
Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.
Wk kortas Apr 2017
He is in his rooms in the Kenmore Hotel,
Once-gracious lady favored by the ancient city’s elite,
Now tired old harlot patching and spackling with powders and rouges
In a vain attempt to camouflage the slide toward oblivion,
Only fit for unwitting out-of-towners
And those with short-term business transactions to ply
(He stays there out of nostalgia, perhaps,
Or possibly because they’d let him through the door without question
Back when that was far from a given,
Or maybe because it was the trumpet players’ place,
The story being that Bunny Berigan had once left a horn
As payment for an outlandish and fabulously overdue bar tab.)
He is holding court with a local features writer,
Another interview in another town,
(Ostensibly a one-on-one sit-down,
But his suite more like Sears the weekend before Christmas:
Band members doing walk-through warm-ups,
Friends old and new darting in and out,
Lucille frantically mother-henning the whole process)
Juggling many hats as he speaks,
Part-time salesman for semi-herbal quasi-diet aids,
Mirthful mangler of malapropos,
All rolling forth with with an air of street-level entrepreneurship,
But there is a more stolid, settled quality about him now,
The assumption of the mantle of icon
(Bestowed upon him by a continent
Far from his birth, but still)
And the time comes for him to begin the warm-up,
Starting with a high note here, a low note there,
Until he finds one note, that note,
A thing not constrained by lead sheets, acoustics,
Indeed any human construct at all.
On the street outside, two young men,
All stingy brimmed hats, narrow ties,
And not-quite top-line silk mohair suits
(Flipped in and out of the pawn shop
Any number of times, but still)
Shoes shined to a military gleam,
Walking with a gait which implies
That they are hustlers, yes,
But men of substance, nonetheless.
One of them hears the note,
And wonders aloud,
Man, who’s got a horn like that
Around this neighborhood?

(Neither of them deign to look up toward the hotel,
As, for them, threat and opportunity
Is something that exists strictly at street-level)
But his partner grunts dismissively,
Never even breaking stride,
Man, just some old **** fool
Playin’ some old tom’s records
.
Sophia Granada Jul 2016
I loved being me,
I liked knowing where the boundaries
Between myself and others were.
Lord Apollo has no boundaries,
Especially not with women.
Can you blame me for running from him?
Big game hunter,
Bright like the sun,
Widely praised as having
The most fabulous hair?
When he met me, he said
"I'm Apollo,"
And that's it.
He looked at me expectantly,
I barely knew what he wanted.
He was trying to bleed over into me,
And I'm not into that.
Yeah he knows what people think of him,
And he agrees,
And I don't know if I want
To hang out
With people who don't know others' worth
As well as their own.
Lord Apollo doesn't,
Cause he's chasing me like I'm a deer,
Worth a trophy,
Like the ones that line Zeus' banquet hall.
No thanks,
I'll have no part of
Motionlessly
Watching over others' happiness
For eternity.
He's still behind me when I turn to look back,
And he keeps shouting out the name of love,
But it's Ares' eyes,
Not Aphrodites',
That I see leering at me through the trees.
This isn't courting,
This is a War of Attrition.
He'll chase and he'll chase even if,
At the end,
He'll only have caught up to my dead body,
Stretched out in exhaustion,
Tongue lolling out.
No matter, he'll just
Hoist me up by the antlers
And take a picture.
I call out to my father,
Because who else do we trust to
Run off our unwelcome suitors?
He says there's little he can do
To curb the lust of a man who so outranks him.
Because that's all that matters among men, right?
So I say "what's the little you can do?"
And he says,
"Fight fire not with fire,
But with the things that grow plants:
Water, time, and patience."
And I feel a seed sprout in my stomach.
Yes!
Trees are notoriously unfuckable!
I still have to outrun Apollo for a little while,
But the transformation is already starting,
And what's a better way to evade ****,
Than  just not being a woman?
It's getting hard to run,
My lungs are already wooden,
And when my knees bend, they creak.
I have to stop now or I'll certainly crack and break,
But it feels lovely to take root,
Feet pushing down into the soil and
Becoming feet no more.
Oh, but here comes Apollo,
And he melodramatically sighs,
"Oh! To behold the transformation that now
Ends your lovely life!"
What a stupid person,
I'm not ending,
I'm becoming.
He's finally caught me,
And for a few seconds,
Flesh touches flesh,
But, thankfully,
I become a tree before he can get a ***** in.
I settle into the bark walls I have made part of myself,
And get ready to eat sunlight for a near eternity.
If I still had a face, it would be smiling,
That is,
Until Lord Apollo,
His most highly unsubtle deer-mangler,
Rips a ******* limb off of me.
Now my consciousness is split
Between myself the tree,
And myself, the laurel wreath trophy,
Which Lord Apollo wears,
And Heroes, in his name, wear.
Oh, I should have known that to
Him
And men like him,
Whether I was a woman or a tree did not matter,
They only wanted to use me,
And they were Hellbound to find a way.
anna charlotte Sep 2014
tankeløs
kærlighedsløs
dig-løs

du er det eneste jeg mangler
jeg kunne ikke være mere bedøvende ligeglad
om alle de andre fyre
for det er dig jeg vil have
selvom jeg ikke er meget for at sige det
for jeg har først selv fattet det nu

tankeløs
ærlighesmanglende
os-løs
nytnytnyt med selvopfundede ord ahah
Emma Aa Nov 2014
Og det er som om, at mit liv smuldre i mine hænder.
Som en dej uden væske, mangler jeg ingrediensen til at hænge sammen.
Du var den, og jeg tabte dig på gulvet ved en fejl.
anna charlotte Aug 2016
jeg siger det er okay at han glemmer mig
for jeg glemmer jo også at sende min far en indkøbsliste
men jeg ved jo godt jeg er mere værd end en besked hvori der står at jeg mangler couscous
mikecccc May 2016
Remind me of home
just be something
I can hold
to keep the memories
from floating away
I lost or broke
the other things
dam mangler hands.

— The End —