"lys" poems
Spanish
Debout sur mon orgueil je veux montrer au soir
L'envers de mon manteau endeuillé de tes charmes,
Son mouchoir infini, son mouchoir noir et noir,
Trait à trait, doucement, boira toutes mes larmes.
Il donne des lys blancs à mes roses de flamme
Et des bandeaux de calme à mon front délirant…
Que le soir sera bon.. Il aura pour moi l'âme
Claire et le corps profond d'un magnifique amant.
English
Forsaking my pride, I want to show the night
The inside of my cloak, plunged in mourning for your charms.
Its infinite handkerchiefs, its handkerchiefs black and black,
Piece by piece, tenderly, will drink all my tears.
The night lays lilies upon my burning roses
And cool cloths upon my feverish brow…
How good the evening will be! It will have, for me,
The luminous soul, the profound body, of a magnificent lover.
6.7k
My heart is like a singing bird
Whose nest is in a water'd shoot;
My heart is like an apple-tree
Whose boughs are bent with thickset fruit;
My heart is like a rainbow shell
That paddles in a halcyon sea;
My heart is gladder than all these
Because my love is come to me.
Raise me a dais of silk and down;
Hang it with vair and purple dyes;
Carve it in doves and pomegranates,
And peacocks with a hundred eyes;
Work it in gold and silver grapes,
In leaves and silver fleurs-de-lys;
Because the birthday of my life
Is come, my love is come to me.
5.4k
Pour savoir le jour et l'heure
Où tu es plus portée à l'amour
J'ai entrepris la lecture des Secrets de l'Amour, du poète Koka
Et je sais désormais que tu es femme-lotus
Volupté Parfaite comme il n'en existe qu'une sur un million
Tu me provoques, tu me charmes, tu me fascines
Tu me subjugues, tu es ma Muse, ma courtisane de haut rang
Tu possèdes les soixante-quatre arts libéraux
Et les trente-deux modes musicaux de Radha,
Amante de Krishna,
Tu es multiple de huit, ma biche-jument-éléphante
Tu es magique et ensorceleuse
Tu t'appelles Padmini, Ganika
Tu es espiègle , tu es folâtre, ma Nanyika
Avec toi je peux m'unir sans péché
Ma pudique impudique
Car tu sais tout ce qu'on peut faire
Quand les lumières sont éteintes
Et les passions enflammées.
Tu sais apprendre à parler aux perroquets et aux sansonnets
Tu pratiques les combats de coqs, de cailles et de pigeons
Tout comme les combats de la langue
Tu sais faire un carrosse avec des fleurs.
Je ne sais encore si je suis homme-bleu, Homme-lièvre ou homme-cerf
Moi qui me croyais homme-raccoon,
Homme-orphie et homme-mangouste
J'ai baisé l'image de ton ombre portée
Sur l'oreiller rose ce matin
Un baiser de déclaration
Un plaisir sans merci et sans trève
Que ton ombre m'a rendu
En me besognant
De la langue, des mains et des pieds
Et de toutes nos parties honteuses comme honnêtes
Baiser pour baiser,
Caresse pour caresse,
Coup pour coup,
Corps pour corps,
Yoni pour lingam !
Que d'égratignures tu m'as infligées de tes ongles acérés
La patte de paon et le saut du lièvre
Me marquent à jamais
Et je t'ai imprimé sur ta chair la feuille de lotus bleu.
Et de morsures en morsures
J'ai saisi avec mes lèvres tes deux lèvres
Tandis que tu jouais à me saisir la lèvre inférieure.
Si tu rêves comme moi d'impudiques amours
Si tu rêves comme moi d'écrire un nouveau chapitre
Aux huit cents vers du Ratira-Hasya,
Les Secrets de l'Amour, du poète Koka,
Retrouvons nous en congrès, veux-tu,
Avant que l'été ne s'achève
Au congrès de la femme-lynx-lotus et de l'homme-raccoon-mangouste
Si tu rêves d'impudiques amours
Si tu veux que je chante ta semence d'amour
Ton kama solila, mélange de lys et de musc.
Aug 21, 2019
Aug 21, 2019 at 5:58 AM UTC
Friday- the most promising day of all.
The beginning of the weekend, but the one day that will spark appall.
Down on Mainstreet all the girls
In their fringed dresses, pouting their foxy lips and their hair waving in short messes.
The hags frown as the winged ladies pass by- displaying their carriages a little sly.
Oh, but Jane's favourite speakeasy was 'The Back Room' down on Norfolk Street: the place where the lost creatures meet.
Tin ceilings, velvet wallpaper, plush thrones and back in that dark corner, there is the sound of low moans.
'A whiskey, neat, please' as a shadow in a tuxedo walked towards her and he whispered 'Hi,' in a sensual purr.
'Who are you?' he stirred,
'Oh, I'm Miss Doe' and he lept into the stool with a swift flow.
And the jazz trumpets married the spontaneous harmonies and the saxophone created sublime melodies.
So they sat as idle as ghouls in the dim spotlights, until Jane asked Mr Buck:
'D'you fight in the war?' And he whined 'Cambrai, Amiens and Lys' - his lips seemed a little sore.
'I'm sorry - do I know you?' His face looked as familiar as Jay to Nick. A brief pause in time at that smile.
That was the final chord to the "lick".
He drove her down to Roslyn- to his replica of Versailles and Jane looked intensely shy.
'Oh, do come in,' the desperado soughed. And she walked into the gilded palace which Cupid's presence bowed.
'I have a favour to ask of you, Miss Doe. Would you be as kind to wash away my woe?'
And as they congressed under diamond chandeliers, his comrades gathered around the bed in amorphous silhouettes; watching disgustedly.
As for Mr Buck he was an alien, skin-to-skin with a haunted beauty and Miss Doe- a labourer on duty.
Jun 24, 2017
Jun 24, 2017 at 6:32 AM UTC
Alice and I were fudged fruiting inside Falstaffian freakish fleur–de–lys:
She inside a quack–aztec–tattooed tank,
Me inside a pendulous magenta harness with polydactyl–perverted plumes bespattered into it.
In the ****** **** of that kaput flophouse
We creosoted our conks all the cockatrices of the gorge–de–pigeon,
Inside crotches, Jacuzzis and homocentric Action Men.
Alice, with the pornographic bend sinisters in the teeth of her poltergeistish fajita crocodile,
Smacked of the plug–ugly poofter of a south–south–west by south sackful sandbank.
I cemented the jaundiced dangler of an ostrich to my prick.
With that and my uncut fiddlestick of knobs
I was the idiosyncratic and wholehogging sadomasochistic slapper!
We banged the bush streaming proboscis in tentacle
Through smorgasbords of hermaphrodites and high muck–a–mucks
While Ravi Shankar’s idioglossias and cockchafers juddered our titbits.
Our Moonies were classically cracked flabelliform by the time we disinterred them.
Alice managed to fornicate incognito white elephant on behalf of myself
And we were passionately on the back of the dingdong, naked as our Moonies.
We kept one’s pecker up wrapped up in the shadowgraph
Athwart ever-strangling girdles of formaldehyde, ozone, fomenter and widow’s weeds,
Athwart polytetrafluoroethylene–pricked precipices and then down to the butts
Where we both came to a sticky end on our jockstraps and leered at the ballet dancers
That we then penetrated rhythmically by elongating tumescent our gang banging tentacles.
Through comfortable French knickers I burped, “Thank you for ****** me everywhere, Alice”.
In the soporific honeypotspunk, aped on the ooze,
I could smell that her **** had made her ******* type soap flakes break the sound barrier,
Splashing out a ***** whale seed skirting her jowls.
“You’re fragrant, flypaper”, she rapped.
The Government gabble that little green men who hammer out the sexagenarians weren’t on board.
Inside spleen of the spliffs, inside spleen of my gangrenous Pollyanna, I will over one’s dead body evacuate.
I will over one’s dead body evacuate.
Mar 22, 2010
Mar 22, 2010 at 4:09 PM UTC
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Feb 6, 2016
Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC
Les jours passent si rapidement quand la vie est à l'arrêt
Un flou de gris et de bruns
Créer un fanées bouquet incomplète
Une fois qu'ils ont donné la beauté lys blancs et des violettes magnifiques
Puis il y avait une rose
Puis il n'y avait rien
Arpenter rythme rythme rythme
Fleurs sur le plancher de la chambre
Couleur dans la poussière, les pétales en gris
Fondu la décoloration à la décoloration à la cendre
Coincé dans les images
Se cacher dans les rêves
Nuits passent si lentement quand la vie est la fugue
Courir courir courir
Laissant mon bouquet fané.
Days pass so quickly when life is standing still
A blur of grays and browns
Creating a withered, incomplete bouquet
Once they gave beauty, white lilies and magnificent violets
Then there was a rose
Then there was nothing
Pacing, pacing, pacing, pacing
Flowers on the bedroom floor
Color into dust, petals into gray
Fading, fading, fading to ash
Lingering in pictures
Hiding in dreams
Nights pass so slowly when life is running away
Running, running, running,
Leaving my withered bouquet.
Nov 22, 2011
Nov 22, 2011 at 9:56 PM UTC
København.
Jeg elsker dine lyse nætter.
Det rødlige skær der siver ind mellem gardinerne når jeg slukker mit lys.
Biler der kører forbi, sirener i det fjerne og lyden af folks liv der passerer mine vinduer.
jeg sidder i et lyst mørke og tænker
det her er mit hjem
jeg vil aldrig hjem igen
Oct 27, 2014
Oct 27, 2014 at 3:00 PM UTC
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
Nov 13, 2014
Nov 13, 2014 at 3:05 PM UTC
I have no store
Of gryphon-guarded gold;
Now, as before,
Bare is the shepherd’s fold.
Rubies nor pearls
Have I to gem thy throat;
Yet woodland girls
Have loved the shepherd’s note.
Then pluck a reed
And bid me sing to thee,
For I would feed
Thine ears with melody,
Who art more fair
Than fairest fleur-de-lys,
More sweet and rare
Than sweetest ambergris.
What dost thou fear?
Young Hyacinth is slain,
Pan is not here,
And will not come again.
No horned Faun
Treads down the yellow leas,
No God at dawn
Steals through the olive trees.
Hylas is dead,
Nor will he e’er divine
Those little red
Rose-petalled lips of thine.
On the high hill
No ivory dryads play,
Silver and still
Sinks the sad autumn day.
1.9k
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon
Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
Oct 26, 2014
Oct 26, 2014 at 12:00 PM UTC
Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.
De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.
Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.
Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.
Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.
Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 5:32 PM UTC
Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.
Jan 13, 2016
Jan 13, 2016 at 2:36 PM UTC
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Jan 31, 2015
Jan 31, 2015 at 7:06 AM UTC
dont need relief from cluster headaches, hopefully i never will
i don't need pink blotting paper
i don't want anxiety to the point where I can't breathe
i don't want to rhyme anymore
i just want to understand why the man in the toll booth
annoys me to any extent
i hear something as i walk past him
maybe its his thoughts, or just the physical
presence, of him tapping the metal siding
maybe he's an introvert that's come out of hiding
maybe i just lied about not rhyming, i can't decide
i honestly can't decide anything anymore, it's beyond indecision
its bent derision of vision
it's beyond confusion, because the confused know that they are
im confused about whether im even confused in the first place
i am... urges, i am... impulse, im not...progress, or it seems that way
i could be progressing in relative terms, that's if einstein was right
but who the hell knows if he was
humans have been on earth for 5 million years, a drop
in the geological bucket, **** it
where's motivation when all collected knowledge
could "in itself" be progressing in the wrong direction
at that point we are the id and nothing more
we have nothing to offer microbial nature
on any other planets nomenclature, mars for instance
has a higher knowledge, their +1, we're -100
im just talking this system, god knows what's just 4 lys away
probably nothing, but nasa still wants to take more pictures of uranus
kiss it *****
Apr 2, 2012
Apr 2, 2012 at 10:21 AM UTC
Tout est pris d'un frisson subit.
L'hiver s'enfuit et se dérobe.
L'année ôte son vieil habit ;
La terre met sa belle robe.
Tout est nouveau, tout est debout ;
L'adolescence est dans les plaines ;
La beauté du diable, partout,
Rayonne et se mire aux fontaines.
L'arbre est coquet ; parmi les fleurs
C'est à qui sera la plus belle ;
Toutes étalent leurs couleurs,
Et les plus laides ont du zèle.
Le bouquet jaillit du rocher ;
L'air baise les feuilles légères ;
Juin rit de voir s'endimancher
Le petit peuple des fougères.
C'est une fête en vérité,
Fête où vient le chardon, ce rustre ;
Dans le grand palais de l'été
Les astres allument le lustre.
On fait les foins. Bientôt les blés.
Le faucheur dort sous la cépée ;
Et tous les souffles sont mêlés
D'une senteur d'herbe coupée.
Oui chante là ? Le rossignol.
Les chrysalides sont parties.
Le ver de terre a pris son vol
Et jeté le froc aux orties ;
L'aragne sur l'eau fait des ronds ;
Ô ciel bleu ! l'ombre est sous la treille ;
Le jonc tremble, et les moucherons
Viennent vous parler à l'oreille ;
On voit rôder l'abeille à jeun,
La guêpe court, le frelon guette ;
A tous ces buveurs de parfum
Le printemps ouvre sa guinguette.
Le bourdon, aux excès enclin,
Entre en chiffonnant sa chemise ;
Un oeillet est un verre plein,
Un lys est une nappe mise.
La mouche boit le vermillon
Et l'or dans les fleurs demi-closes,
Et l'ivrogne est le papillon,
Et les cabarets sont les roses.
De joie et d'extase on s'emplit,
L'ivresse, c'est la délivrance ;
Sur aucune fleur on ne lit :
Société de tempérance.
Le faste providentiel
Partout brille, éclate et s'épanche,
Et l'unique livre, le ciel,
Est par l'aube doré sur tranche.
Enfants, dans vos yeux éclatants
Je crois voir l'empyrée éclore ;
Vous riez comme le printemps
Et vous pleurez comme l'aurore.
1.5k
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
Gammel kærlighed ruster aldrig
siger de.
Så vi overvander potteplanterne
Gøder platantræerne
for at få dem til at blomstre.
Prøver at slå gnister.
Tænder en flamme
Eller bryder ud i lys lue
Men der sker ikke noget.
For, havde vi kærlighed?
Var det bare spænding
Mellem benene?
Eller var det bare to venner,
som kedede sig?
Mar 22, 2015
Mar 22, 2015 at 1:06 PM UTC
de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys
men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind
de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre
de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom
men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig
Feb 27, 2015
Feb 27, 2015 at 8:59 AM UTC
Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
Han var alene, selvom han var sammen med en anden.
Oct 25, 2015
Oct 25, 2015 at 7:06 AM UTC
DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE
DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE
May 2, 2016
May 2, 2016 at 5:28 PM UTC
Snigende kommer efteråret.
Året efter, selvom det knapt er en måned
Mørket får tiden til at gå langsomt
Som lange lyse nætter, men omvendt
Venter på lys i min tankerække
Rækker ud efter dig, men du er væk
Vækker mig selv om natten, kun mig.
Jeg er alene. Uden nogen rustning, alene.
Snigende kommer efteråret.
Sep 14, 2015
Sep 14, 2015 at 4:24 PM UTC