"lignende" poems - Hello Poetry

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

0

Apr 12, 2018

Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC

HazelLamb

Horn(minder).

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

12

jeg nyder morgentimerne og kaffe i efterårsmørket og bliver ikke sendt ind i en depressions lignende tilstand jeg danser og glædes ånder og lever som før trækker vejret og mærker den ætsende syre forsvinde hvor kom det fra hvad er det der sker når jeg lige at tænke før du står i døråbningen og får mine hjerteskår til at smile og jeg husker hvorfra det kom

0

Oct 14, 2014

Oct 14, 2014 at 6:58 PM UTC

emilie-s-jensen

skræmt

jeg nyder morgentimerne og kaffe i efterårsmørket og bliver ikke sendt ind i en depressions lignende tilstand jeg danser og glædes ånder og lever som før trækker vejret og mærker den ætsende syre forsvinde hvor kom det fra hvad er det der sker når jeg lige at tænke før du står i døråbningen og får mine hjerteskår til at smile og jeg husker hvorfra det kom

21