"ligesom" poems - Hello Poetry

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

0

Feb 6, 2016

Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC

holkenfeldt

Dengang vi ejede hele verden

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.