"lidt" poems - Hello Poetry

drømmesind februar måned - langt væk og lige om lidt før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning tilbageblik, koldt vinterferien: amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag et koldt hjem vejrmøller at vågne fra en dyb søvn søndagssind

0

Nov 15, 2015

Nov 15, 2015 at 4:42 AM UTC

en-anonym-skikkelse

sindstilstande

drømmesind februar måned - langt væk og lige om lidt før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning tilbageblik, koldt vinterferien: amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag et koldt hjem vejrmøller at vågne fra en dyb søvn søndagssind

11

på en varm juni nat i vor tids paris dansede jeg rundt på brostenene i dine arme til lyden af 20'ernes jazz fra en pladespiller i et åbent kældervindue og livet smagte af champagne og luften var fyldt med kærlighed, latter, og den aftagende duft at læbestift og chanel og jeg følte mig lidt som daisy gjorde det i gatsbys arme og vi gentog fortiden på ny men det grønne lys forsvandt også fra os og det værste er at det har jeg altid vidst inderst inde men jeg danser stadig hen af brostenene når fortiden indhenter mig endnu engang

0

Nov 13, 2014

Nov 13, 2014 at 3:05 PM UTC

emilie-s-jensen

gatsby og daisy

på en varm juni nat i vor tids paris dansede jeg rundt på brostenene i dine arme til lyden af 20'ernes jazz fra en pladespiller i et åbent kældervindue og livet smagte af champagne og luften var fyldt med kærlighed, latter, og den aftagende duft at læbestift og chanel og jeg følte mig lidt som daisy gjorde det i gatsbys arme og vi gentog fortiden på ny men det grønne lys forsvandt også fra os og det værste er at det har jeg altid vidst inderst inde men jeg danser stadig hen af brostenene når fortiden indhenter mig endnu engang

17

Ingen ****** med mig, en københavner For jeg er immun over røgen fra de Gule og blå kameler - selv når Du presser dem ned med din tunge, Og du fortæller mig hvor skøn du Synes min kolde krop er. Du euforiserer dig selv med Hash fra Christiania. Og lidt *** fra Vesterbro Ingen ****** med mig, en københavner Imens jeg dækker øjnene til, og Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej Når jeg bander og svovler, over idioterne i Deres benzinslugende miljøforurenende biler Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen En fredag aften. Ingen ****** med mig, en københavner Når jeg tager et sip af min lunkne Latte Og læser min egen halvkvalmende poesi Om mit efterårskolde kærlighedsliv På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end De andre poetiske narcisister Fra Nordjylland Ingen ****** med mig, en københavner For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du Bliver grøn af misundelse For jeg er storbyens dronning Så kan du bare fucke hjem til Dit provinshul.

0

Dec 7, 2014

Dec 7, 2014 at 3:43 PM UTC

holkenfeldt

Ingen ****** med mig, en københavner

Ingen ****** med mig, en københavner For jeg er immun over røgen fra de Gule og blå kameler - selv når Du presser dem ned med din tunge, Og du fortæller mig hvor skøn du Synes min kolde krop er. Du euforiserer dig selv med Hash fra Christiania. Og lidt *** fra Vesterbro Ingen ****** med mig, en københavner Imens jeg dækker øjnene til, og Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej Når jeg bander og svovler, over idioterne i Deres benzinslugende miljøforurenende biler Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen En fredag aften. Ingen ****** med mig, en københavner Når jeg tager et sip af min lunkne Latte Og læser min egen halvkvalmende poesi Om mit efterårskolde kærlighedsliv På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end De andre poetiske narcisister Fra Nordjylland Ingen ****** med mig, en københavner For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du Bliver grøn af misundelse For jeg er storbyens dronning Så kan du bare fucke hjem til Dit provinshul.

32

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os. *** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende. *** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde. kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.

0

Mar 14, 2015

Mar 14, 2015 at 2:38 PM UTC

FrederikBartho

Koffein

*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os. *** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende. *** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde. kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.

4

Jeg er helt alene og forladt, når jeg er sammen med folk. Gående mod strømmen Når vi går i samlet flok. Ensomheden gør at jeg er Hungrende kærlighedsliderlig Savlende efter bekræftelse I desperate forsøg, stadigvæk Klamrende til dine mange - Gamle beskedne beskeder. Vi kender hinanden godt Du ved hvem jeg er bedst For engang var vi tætte - nu Kan jeg virke lidt fremmed. Selvom vores hænder matcher Vores kroppe hører sammen. Og vores hjerterytmer slår i takt. I hvertfald lidt endnu.

0

Dec 1, 2015

Dec 1, 2015 at 4:51 PM UTC

holkenfeldt

Helt alene

Jeg er helt alene og forladt, når jeg er sammen med folk. Gående mod strømmen Når vi går i samlet flok. Ensomheden gør at jeg er Hungrende kærlighedsliderlig Savlende efter bekræftelse I desperate forsøg, stadigvæk Klamrende til dine mange - Gamle beskedne beskeder. Vi kender hinanden godt Du ved hvem jeg er bedst For engang var vi tætte - nu Kan jeg virke lidt fremmed. Selvom vores hænder matcher Vores kroppe hører sammen. Og vores hjerterytmer slår i takt. I hvertfald lidt endnu.

18

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Nemmere

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

18

kom med mig bare bliv i nat du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt hvad forventer du at jeg skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du tager min hånd og siger du har ændret dig men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke fordi for dig er det hele bare et spil så bare forfør mig nu for tiden har gjort mig stærk jeg er begyndt at komme videre jeg siger det her nu du har haft din chance og du ved jo godt at det er lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent jeg var ung og forelsket jeg gav dig alt hvad jeg havde men det var aldrig nok og nu vil du pludselig have kontakt du ved jo godt at det er lidt for sent gå hjem til din kæreste jeg slipper dig fri jeg elsker mig selv du har et problem men kom nu ikke og spørg mig om hjælp for du ved jo godt at det er lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent jeg kan elske med hele mit hjerte jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give men med en player som dig der har jeg mistet troen det er ikke den måde jeg skal leve mit liv det er bare lidt for sent det er bare lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent du ved jo godt at det er lidt for sent

0

Jan 3, 2016

Jan 3, 2016 at 5:11 PM UTC

ungdomspoet

aldrig har too little too late været mere passende

64

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

0

Mar 2, 2015

Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter II

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

22

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset. Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

0

Dec 8, 2014

Dec 8, 2014 at 5:43 PM UTC

llcb

Balance

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset. Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

1

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

0

Jan 22, 2015

Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

(selv)-Erkendelse

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

15

I mit livs sommer er jeg Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider. I mit livs vinter lever jeg ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

0

Jan 25, 2015

Jan 25, 2015 at 2:55 PM UTC

llcb

I mit livs sommer

I mit livs sommer er jeg Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider. I mit livs vinter lever jeg ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

4

jeg faldt (for dig) en aften i december lige ned i dine arme, faldt jeg og luften føltes ikke længere helt så kold. vi så hinanden i øjnene lidt for længe til at vi to bare kunne være venner, og jeg vidste at du var den jeg skulle drikke sød kaffe og plukke solsikker med. men nu er jeg faldet over min kærlighed og over mig selv og mit sikkerhedsnet af dig er borte jeg forstår ikke hvad det var der var så forkert ved det jeg gjorde så jeg er holdt op med at spørge og renser desperat mit hjerte i sprit for at det ikke skal blive betændt men i mit indre brænder dog et håb om at vi vil mødes igen en aften i december og vi vil se hinanden i øjnene lidt for længe til det kan være forbi og du vil falde (for mig) på ny

0

Sep 1, 2014

Sep 1, 2014 at 6:05 AM UTC

emilie-s-jensen

en aften i december

jeg faldt (for dig) en aften i december lige ned i dine arme, faldt jeg og luften føltes ikke længere helt så kold. vi så hinanden i øjnene lidt for længe til at vi to bare kunne være venner, og jeg vidste at du var den jeg skulle drikke sød kaffe og plukke solsikker med. men nu er jeg faldet over min kærlighed og over mig selv og mit sikkerhedsnet af dig er borte jeg forstår ikke hvad det var der var så forkert ved det jeg gjorde så jeg er holdt op med at spørge og renser desperat mit hjerte i sprit for at det ikke skal blive betændt men i mit indre brænder dog et håb om at vi vil mødes igen en aften i december og vi vil se hinanden i øjnene lidt for længe til det kan være forbi og du vil falde (for mig) på ny

25