"langsomt" poems
Som programmerede robotter søger vi efter drenge
For vi vil gerne glemme at vi er robotter
Stivnede stål i en tid fuld af uopdaget blødt guld
Men guldet er sjældent hvor vi er nu
Sammen ruster vi i vores bløde senge
Værelser med kvindetøj og madrasser
Som at glemme hvem der kunne være
Og hvad vi ér udenfor sengene
Vi er ramt af en tid hvor ure går bedre end os
Og hvor vi langsomt irre og bliver grønne
Nu, er nu hvor vi må elske unge
Fordi guld ikke ruster
Kampklar
Dec 9, 2014
Dec 9, 2014 at 3:33 PM UTC
Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?
Dec 29, 2015
Dec 29, 2015 at 7:44 AM UTC
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles
langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,
og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
Jan 8, 2015
Jan 8, 2015 at 5:19 PM UTC
*Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...
Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...
Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...
Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...
Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...
For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...
Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...
Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...*
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC
Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC
Snigende kommer efteråret.
Året efter, selvom det knapt er en måned
Mørket får tiden til at gå langsomt
Som lange lyse nætter, men omvendt
Venter på lys i min tankerække
Rækker ud efter dig, men du er væk
Vækker mig selv om natten, kun mig.
Jeg er alene. Uden nogen rustning, alene.
Snigende kommer efteråret.
Sep 14, 2015
Sep 14, 2015 at 4:24 PM UTC
Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 9:25 AM UTC
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.
Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.
For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
Nov 19, 2017
Nov 19, 2017 at 8:51 PM UTC
Hvad gør vi med regnen
i hendes øjenkrog
med fugten der
langsomt spreder sig
til smilehullet
Hvad gør vi med
oversvømmede kældre og alle hendes
brændte fingrerspidser
med de gamle fotografier af Hende
der svømmer rundt nedenunder
Fortæl mig, hvad gør vi med
falmende hænder
der længes efter hinanden
når det regner
Sep 1, 2014
Sep 1, 2014 at 7:48 AM UTC
det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker
(Marolle)
Nov 29, 2015
Nov 29, 2015 at 8:39 AM UTC
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
da vi først mødtes
plantede du liljer
på min altan
og roser
i mit sind
og over sommeren
kom du gerne forbi
for at pleje og vande dem
og elskede
at se dem vokse
men det blev oktober
og ikke alle blomster
kan klare kulden
og langsomt visnede alt
nu
er liljerne
faldet sammen
og jeg går ikke ud
på min altan længere
rosenbladene
er faldet af
der er kun torne
tilbage i mit sind
og jeg kan mærke
at jeg slår rødder
Oct 10, 2014
Oct 10, 2014 at 2:17 AM UTC
angsten
den fanger mig, låser mig inde
langsomt kvæles jeg og
bliver drænet for kræfter
den overtager mit sind
min krop
og mit liv
Dec 1, 2014
Dec 1, 2014 at 4:38 PM UTC
hvad mon
du og jeg ville betro
hinanden i en af de der intime og
livsbekræftende snakke man
har med et menneske tidligt om
morgenen
i det mørke efterår
hvor resten af verden drømmer
og det eneste der er
vigtigt
er du og jeg
og vores sårbare slør af
følelser
jeg spekulerer ofte
over det
også
den nat hvor jeg spankulerede hen over trægulvet langsomt
og forsigtigt som var
det beklædt med blanke
glasskår fra knuste vinglas
hen til den lukkede dør
på den anden side af trappen
hvor jeg ved du er
men jeg tøver i det
jeg skal til at banke på
som om det virker
meningsløst
så jeg går tilbage
hen over gulvet uden at trække
vejret for de mange skår
af glas
er kommet under huden
og følelserne
bløder fra mine fødder
til der ikke er mere
tilbage og jeg håber
du vil gå den samme tur
over gulvet til den anden
side af trappen til der
hvor jeg er og bløde følelser
fra dine fødder så vi
en nat kan føle alting
sammen
mens resten af verden
drømmer
Oct 14, 2014
Oct 14, 2014 at 7:25 PM UTC
tomheden spiser dig
den kommer stille og roligt
langsomt og næsten
ubemærket
den overtager dig
fryser dig ned og sørger for
at du ikke føler noget
udover den
ingen glæde
ingen sorg
kun
tomhed
Oct 25, 2014
Oct 25, 2014 at 1:00 PM UTC
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
bliver til en dis, en stemning, en følelse
når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
Jan 25, 2016
Jan 25, 2016 at 4:28 PM UTC
Jeg plejer altid at være forelsket når det er forår
Forelsket i foråret
Men i år kommer foråret langsomt
Og dagene er stadig kolde
Selvom solen skinner
I år er jeg ikke forelsket i foråret
Men i den samme vinter jeg var forelsket i sidste år
Og året før det
Men vinter bliver til forår og forår bliver til sommer
Og min vinter er kommet videre
Det er forår og du er forelsket
I den varme unge sommer
Og jeg er det blæsende regnende efterår
Du er forelsket i en der ikke er mig
Apr 17, 2015
Apr 17, 2015 at 3:00 PM UTC
Vandet flød langsomt
Ned i hullet
Væk fra mig
Efterlod min krop
Nøgen og kold
Ligesom du
Der varmede hele mit legeme med
Din kærlighed
Og nu siver du
Ud
Og jeg er alene
Nøgen og kold
Nov 11, 2013
Nov 11, 2013 at 1:57 PM UTC
Små spidse og aflange rugkerner
Snorer sig ind i de små tandsprækker
Prøver at passe ind
Ikke for bred til at tilpasse sig det lille næsten usynlige mellemrum som alle kender
Dog heller ikke for spinkel til at smutte sin vej lige igennem og væk fra besværet
Udefra ses det som en normal og hverdagsnødvændig handling uden ord
Ingen ligger mærke til din inderste smerte af de små kerner som langsomt river dit dyrebare lyserøde tandkød op
Feb 5, 2015
Feb 5, 2015 at 8:16 AM UTC
Blide men hastige toner
Fra hendes lysebrune guitar
Minder mig om egetræet i min gamle have, som falmer langsomt
Ligesom sangen man har hørt
For mange gange
Noderne slynger sig ind i øregangen
Har lyst til at blive
Men triller hurtigt ud igen
Afvist
Alt for mange gentagelser af toner
Som første gang var det eneste rigtige
De eneste man kunne holde ud
Men eftersom tiden løber ud
Falmer tonerne
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 8:22 AM UTC
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
Dec 3, 2015
Dec 3, 2015 at 5:04 PM UTC
det er vel noget man skal,
drikke altså
noget vi skal,
for at få det bedre,
for at glemme livet,
for at blive glade
men ligenu,
kan jeg ikke tænke på andet end smerten ved hud der splitter,
og at gemme mig for verden
men det er vel noget man skal,
dulme de tanker,
med smagen af sprit der langsomt løber ned i halsen,
og renser kroppen for grimme tanker
åben svælget,
og slug
Dec 27, 2014
Dec 27, 2014 at 2:07 PM UTC
nogle gange glemmer mit hjerte at slå
når tiden pludselig står meget stille
jeg ligner mest af alt et spøgelse
der lister rundt på glasskår af knuste ***** flasker
mens livet langsomt bliver suget ud af min tomme blege krop
men der findes også dage som suser forbi hvor
mit hjerte pumper dobbelt så meget blod ud som det burde
til mine blå vener er ved at sprænges
og jeg kan mærke at det banker helt oppe i halsen
mit hjerte banker for dig
og når du forlader mig
så er der ikke længere noget at banke for
det vil aldrig være besværet nok at arbejde så hårdt
blot for at holde mig i live
så hver gang du forlader mig dør jeg en lille smule
Dec 19, 2015
Dec 19, 2015 at 7:38 PM UTC
hele min krop skælver
myrepatter
min porcelænshud krakelerer
bider mine lange hekse negle
hvordan skal jeg kunne konsentrere mig om et essay
når jeg ved at du har kysset en anden
mit hjerte banker i ukoordinerede rytmer
og mine årer mister langsomt deres blå farve
når jeg ved at du søger efter en som ikke er mig
mine øre bløder
min hjerne græder og jeg får blodpropper lavet
af mistillid og frygt
teenage piger og kærlighed
nogle har den ene bejler efter den anden
og andre
laver ikke andet end at spænde ben for sig selv
men jeg er klodset, så jeg falder
og selvom du lovede som den eneste at du ville gribe mig
faldt jeg lige igennem dine usynlige fingre
jeg endte som den
******* smadrede vase*
Mar 19, 2015
Mar 19, 2015 at 3:18 PM UTC
Danser rundt i neonlys
imens månen synger godnatsange for mig
mine øjne begynder langsomt at lukke ned
men søvn
blev det ikke til
bare endu en drøm
jeg har knæstrømper på
du er i mine tanker
jeg bliver ved med at danse
solens stråler skinder ind på mine lår
mit hår er blåt.
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 6:10 PM UTC