*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage

livet passerer gennem spejlet
drager parallel
hudløs uærlighed, den halve sandhed
vi skriver uden at tænke os om, hvorfor
tidlig bustur, fastfood-køb; pludseligt indblik i en andens hverdag
forbløffelse er en mærkelig størrelse
en skikkelse personificerer tanken om en andens liv
at føle sig tiltrukket af ideen om, at have kendt dem i en anden sammenhæng
det magiske hvis
bearbejdet, gennemtænkt, finpudsning
et øde ***, drænet for mennesker, lagt øde (ødelagt)
at kultivere kulturarven
ønskebarnets strabadser
et savnet ord

Rimen har lagt sig
Fjorden er gemt
I smug ryger jeg
Hellige substanser
?Du bryder mit tabu?
èn chance for at leve
Mine hemmeligheder strømmer
Ud på hver en læbe
Efter at røbe hendes sorg
Fordærvede jeg mig selv
Djævlen lod jeg tage over
Mit sind
Og min sjæl
Nu itu  
Er de begge
Men hellige substanser
Ryger jeg i smug
For de nu
Kan fortælle min historie videre
Til enhver der tør lytte
Til de hellige substanser
Jeg ryger i smug

Alt man ser er en refleksion
af det som andre mennesker føler,
eller tænker.
vejskilt, navneskilt, næsten skilt
Hvad tænker du på?
Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt?
Man kan aldrig vide hvorfor,
før alt er overstået
Slå dig fast
Slå dig ned, med hovedet først
Hænder af rustent  stål
Blod af billigt Rynkeby
Knogler af knuste tænder
Hvad er det du vil?
Skyerne ligner cigaretrøg
Disen minder mig om mit åndedrag
Forsvundet eller vendt tilbage
Man mister aldrig hvis man aldrig
Hiver vejret, hiver håret, hiver væk

Og der låg jeg så
Ødelagt, af din mangel på ord
Jeg ville græde, men det kunne jeg ikke
Så himlen gjorde det for mig
Med fødderne ude fra dynen
Så jeg kunne mærke kulden, jeg genkendte fra dig
Den kulde jeg troede var lagt som et sjal om dig, viste sig at komme fra dit dybeste kammer
Jeg kiggede på mine fingre, og de mindede mig om de mange gange jeg ville ønske de var svøbet om dig, som en baconsvøbt pølse, fra vognen ved Nørreport.
Du lærte mig at elske de små ting i livet, selvom du selv var stor
Lille som jeg er, må jeg vel bare forlade den tanke om os, jeg så standhaftigt holder mig fast ved

--Berörd--
Som att röra din hud
egentligen är jag den berörda

-- Avundsvärld --
inte alltid kunde jag känna stillheten
havet brusar också vintervilt nu
som om jag lagt mina tankar där

-- Vilse --
Jag känner din andedräkt
då du inte är här
så var är jag då?

verden smelter under solen
jeg smelter uden solen
ingen kan læse hinandens tanker men alle vil prøve
vi smiler men med aggression under huden
tyngdekraften har lagt sin tunge hånd på mit bryst, skubber mig mod jorden
jorden, som smelter

Jeg kommer med fred
Er her for at passe på dig
Du er en kirke og jeg har fralagt mig alle mine fordømmelser i våbenhuset
og stillet mine sko ved døren
Jeg ved godt dem før mig har sået en mistillid til andre hjerter, helt inde i dit eget
Jeg har godt lagt mærke til hvordan du tjekker om du har låst døren ti gange inden vi sover
Det er bare blå mærker, skat, de gør kun ondt hvis man trykker
og jeg har øvet mig i at ligge helt stille når jeg holder om dig