"lade" poems
Chamakte -damkate chehro main bhi
Uski thi pahchan mujhe
"Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe
Wo pagal thi meri hokar'
Wo roti thi mujhse lad-kar'
Jaan waan toh baate thi""
Wo kehti thi ( humsath) mujhe '
Ek sanwli ladki se tha pyar mujhe
Wo ladti' kuch kuch kahti thi mujhe
Par aah karu Jo toh samjh leti thi mujhe..
Uske pyar ka ikraar tha mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe
karu Jo khata toh tok deti thi mujhe
Par jaane se pahle ROK leti thi mujhe ..
Main hasta tha""uske dil main kahi toh basta tha
Ye ahsas tha mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe ...
Par
Kab duri badhi,kab wo badle
Kab hum aade or wo lade
KUCH abhaas nahi mujhe ..
Chalo phir bhi ...
Uske dil pe dastak di
Kae baar minnat ki ke geenti tak na yaad mujhe ...
Ek sanwli ladki se tha pyar mujhe ...
Waqt ne kuch or karwat li
Sari kasme todi ***
Meri yaado ko bhulaya"
Pyar,waade,wafa ko jalaya"
Uske hatho se mili bas raakh mujhe
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe
U toh uska ab kuch pata nahi ""
Beete kai saal toh rahi na kuch baate yaad mujhe ..
Par
ek dhadkan, ek saans, or uski aakhiri baat hain yaad mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe ..
Naaraj hua Jo ladta khudse ..
Tum kyu ** ab bhi yaad mujhe..
Kyu usse tha or abhi bhi hain ye anchaha sa pyaar mujhe ......
Ek sanwali ladki se (hain) pyar mujhe
Apr 21, 2018
Apr 21, 2018 at 8:55 AM UTC
Ye sab sach hai, geet nahi hai
Tadpan, peer, udaasi, aansoo,
baichaini, upwaas, amawas,
ajab preet ka mausam man mein patjhar hai,
nayano mein pawas,
is almast jugalbandi se bahar,
kuch bhi preet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai….
Log mile kitne angaaye,
kitne ulajh ulajh suljhaaye,
kitni bar darane pahunche,
aankhon tak kuch kaale saaye,
jo in ka yugbodh na samjhe,
sathi hoga meet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai…..
Apmaano ki saras kahani,
jag bhar ko hai yaad jubaani,
aur vijay ke udghoshon par ,
duniya ki yun aanakaani,
khud se alag lade yuddhon mein jeet mili,
par jeet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai….
Dec 5, 2017
Dec 5, 2017 at 5:53 AM UTC
With values life will get aid
And illicit, bad, nature preyed,
Without them we remain maid
Who follow like weeds swayed.
Are we void of them paid?
Yes, but temporarily laid,
Laid with burden and stained.
With values we are under shade,
Poor, deprived but sin is out lade.
Values get immorality out flayed
Like an IT officer criminal raid.
Hence values – an important shade
Never let us or world be afraid
And always scale on our grade.
So let values reign the world jade
Precious and treasured be it made.
Aug 14, 2017
Aug 14, 2017 at 6:11 AM UTC
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon
Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
Oct 26, 2014
Oct 26, 2014 at 12:00 PM UTC
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
Jun 7, 2015
Jun 7, 2015 at 2:47 PM UTC
Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.
Jan 5, 2015
Jan 5, 2015 at 1:57 AM UTC
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
Mar 13, 2016
Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC
En skide forretning jeg kun har sat fødderne i siden vi fik én Sodastream,
for regelmæssigt at købe nye smagsvarianter
De sælger blendere og glas at drikke af, batterier
og blinkende lyskæder når det er sæson for det
En røvsyg butik, der alligevel formår at vække noget i live dybt inde i mig
Det gipper i mig når jeg passerer deres butiksvinduer
Det tager al modet i mig at ture lade mine øjne lede efter dig bag kassen derinde
med din uniform på, i form af dine
selvvalgte adidasbukser og forpligtet sorte t-shirt
med logo trykt på ryggen
Forpulede ALSTRØM
Du er bare en fandens isenkræmmer der sælger lette hårde hvidevarer og diverse ting til husstanden
så hvorfor både frygter jeg for dig, skønt går en omvej i centeret bare for at krydse dig?
Dec 29, 2014
Dec 29, 2014 at 2:26 PM UTC
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
Ohh,on the moonlight fair
a ditty doth whispers
thou straws embellish
wooed with a plenty pomps
Not a wight to claim thou
Sleight to quench mine thirst
abhored to thine crown and core
whence a haggard smile jail
My gracious, none can love thee
disposed to flighty cadents
jealous lame merchants
that consumeth and benn
Thine heart heavy, hardn'd
mine virginity grabbed
Possess'd by lade vultures
Packthread for none hath mine love
Jun 27, 2016
Jun 27, 2016 at 6:38 PM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
in a serene pose she lay, on her passing day
life's brow creases did fade, on her passing day
all of her suffering went away, to death's tranquil bay
sleep eternal being made, when she drifted on the day
her hands clasp as if to pray, repose's psalm did so say
departing for heaven's glade, peaceful was her day
rest perpetual in array, a quietude still of stay
the face beautifully bade, with an expiring day
a body hushed of May, her forever allay
profound the slumber's lade, Ada's final day
Mar 5, 2017
Mar 5, 2017 at 6:15 AM UTC
Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes
Oct 8, 2014
Oct 8, 2014 at 1:04 AM UTC
the middle life of hands
say poverty could possess a doll whose favorite and only outfit a schoolteacher mends while picturing
two pieces of chalk which become the late life ******* of the ghost mother who cannot cradle the crucified yet travels to the many scenes of crucifixion to lade the Christ pale glove onto the hands men think they’ve touched.
sibling talent
my sister rubs cigarette ash onto her palms. her lips could kiss a mime and get away with it. I can’t walk on my hands at night without having my father come home mid-day to find my mother on her knees scrubbing the kitchen floor with circus cloth.
husk bearing
the bath a baby pool for the barren. I turn the knobs, hear nothing, and call to my mother. call with ma, and then ma again. most made of one silence but she of two. my right ear at the door and my other patient. her knees sound like my father’s cheekbones. the tears in them he says are shrapnel. of course I don’t believe this. when I wanted to paint my treehouse yellow mother straightened me and asked for stillbirth yellow. then poverty yellow. for another example you would have to believe my bout with chicken pox left a yellow basket stranded on the still river of my tongue.
listen. the buzz on a delay
but bee
arrives.
Jun 27, 2013
Jun 27, 2013 at 2:32 PM UTC
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget
din tid går
min står stille
jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar
og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig
de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
Apr 16, 2015
Apr 16, 2015 at 3:30 PM UTC
Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning. Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.
Oct 25, 2014
Oct 25, 2014 at 11:09 AM UTC
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig
bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund
jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt
Mar 5, 2015
Mar 5, 2015 at 5:46 PM UTC