Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Terry O'Leary Dec 2013
Ill-fated crowds neath unchained clouds: the Silent City braved
against a sudden flashing flood, unleashing lashing waves,
which stripped its stony structures, blown with neutron bursts that laved.

Its barren streets, although effete, resound of yesterday
with chit-chat words no longer heard (though having much to say)
since teeming life (at one time, rife), surceased and slipped away.

Within its walls? Whist buildings, tall... Outside the City? Dunes,
which limn its frail forgotten tales, in weird unworldly runes
with symbols strung like halos hung in lifeless, limp festoons.

Above! The dismal ditch of dusk reveals a velvet streak,
through which the winter’s wicked winds will sometimes weave and sneak,
and faraway a cable sways, a bridge clings hushed and bleak.

Thin shadows shift, like silver shafts, throughout the doomed domain
reflecting white, wee wisps of light in ebon beads of bane
which cast a crooked smile across a faceless windowpane.

Wan neon lights glow through the nights, through darkness sleek as slate,
while lanterns (hovered, high above, in silent swinging gait),
whelm ballrooms, bars, bereft bazaars, though no one’s left to fete.

Death's silhouettes show no regrets, 'twixt twilight’s ashen shrouds,
oblivious she always was to cries in dying crowds –
in foggy neap the spirits creep beyond the mushroom clouds.


No ghosts of ones with jagged tongues will sing a silent psalm
nor haunt pale lips with languid quips to pierce the deathly calm,
nor yet redress the emptiness that shifting shades embalm.



The City’s blur? A sepulcher for Christians, Muslims, Jews –
Cathedrals, Temples, vacant now, enshrine their residues,
for churches, mosques and synagogues abide without a bruise.

No cantillation, belfry bells, monastic chants inspire
and Minarets, though standing yet, host neither voice nor crier -
abodes and buildings silhouette a muted spectral choir.

A church’s Gothic ceilings guard the empty pews below
and, all alone amongst the stones, a maiden’s blue jabot.
The Saints, in crypts, though nondescript, grace halos now aglow.

Stray footsteps swarm through church no more (apostates that profane)
though echoes in the nave still din and chalice cups retain
an altar wine that tastes of brine decaying in the rain.

Coiled candle sticks, with twisted wicks, no longer 'lume the cracks -
their dying flames revealed the shame, mid pendant pearls of wax,
when deference to innocence dissolved in molten tracks.

Six steeple towers, steel though now drab daggers in the sky!
Their hallowed halls no longer call when breezes wander by –
for, filled with dread to wake the dead, they've ceased to sough or sigh.

The chapel chimes? Their clapper rope (that tongue-tied confidante)
won’t writhe to ring the carillon, alone and lean and gaunt –
its flocks of jute, now fallen mute, adorn the holy font.


No saints will come with jagged tongues to sing a silent psalm
nor bless pale lips with languid quips to pierce the deathly calm,
nor pray for mercy, grace deferred, nor beg lethean balm.


Beyond the suburbs, farmers’ fields (where donkeys often brayed)
inhale gray gusts of barren dust where living seed once laid
and in the haze a scarecrow sways, impaled upon a *****.

Green trees gone dark in palace parks (where kids once paused to play),
watch lifeless things on phantom swings (like statues made of clay)
guard marbled tombs in graveyards groomed for grievers bent to pray.

And castle clocks, unwound, defrock with speechless spinning spokes,
unfurling blight of reigning Night by sweeping off her cloaks,
and flaunting dun oblivion, her Baroness evokes.

The sun-bleached bones of those who'd flown lie scattered down the lanes
while other souls who’d hid in holes left bones with yellow stains
of plaintive tears (shed insincere, for no one felt the pains).

The wraiths that scream in sleepless dreams have ceased to terrify
though terrors wrought by conscience fraught now stalk and lurk nearby
within the shrouds of curtained clouds, frail fabrics on the sky.

And fog no longer seeps beyond the edge of doom’s café,
for when she trails her mourning veils, she fills the cabaret
with sallow smears of misty tears in sheets of shallow gray.

The City’s still, like hollowed quill with ravished feathered vane,
baptized in floods of spattered blood, once flowing through a vein.
The fruits of life, destroyed in strife... ’twas truly all in vain.


No umbras hum with jagged tongues nor sing a silent psalm
nor lade pale lips with languid quips to pierce the deathly calm –
they've seen, you see, life’s brevity, beneath a neutron bomb.


EPILOGUE

Beyond the Silent City’s walls, the victors laugh and play
while celebrating PEACE ON EARTH, the devil’s sobriquet
for neutron radiation death in places far away.
Laura Dec 2014
det er svært synes jeg,
at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt
at holde det nede,
det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
men hvad så når man vil bruge det,
bruge det imod dig
så virker det dumt,
for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være
og så går det galt,
og så er det svært
fordi spørgsmålet er jo,
om jeg er ked af det
eller om jeg leder efter opmærksomhed,
opmærksomhed kun fra dig
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
og bruge det imod dig,
at du er ligeglad,
men hvad skulle du ellers være,
når jeg virker ligeglad
jeg vil så gerne læne mig op ad dine skarpe knogler,
der stikker ud fra blege skuldre, og gør mig en smule nervøs
jeg vil så gerne
lade dig røre mit hår som den eneste
lade dig spise mine fingre, når jeg bevæger beskidte hænder
op mod dit milde ansigt  
jeg vil så gerne danse rundt i sne
med dig
og
lade dig
ryge mine cigaretter
jeg vil bare helst ikke forelske mig
i
dig
men slet ikke i nogen anden
Jane Deer Oct 2014
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
ROHIT YADAV Apr 2018
Chamakte -damkate chehro main bhi
Uski thi pahchan mujhe
"Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe

Wo pagal thi meri hokar'
Wo roti thi mujhse lad-kar'
Jaan waan toh baate thi""
Wo  kehti thi ( humsath) mujhe '
Ek sanwli ladki se tha pyar mujhe

Wo ladti' kuch kuch kahti thi mujhe
Par aah karu Jo toh samjh leti thi mujhe..
Uske pyar ka ikraar tha mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar  mujhe

karu Jo khata toh tok deti thi mujhe
Par jaane se pahle ROK leti thi mujhe ..
Main hasta tha""uske dil main kahi toh basta tha
Ye ahsas tha mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe ...

Par

Kab duri badhi,kab wo badle
Kab hum aade or wo lade
KUCH abhaas nahi mujhe ..

Chalo phir bhi ...

Uske dil pe dastak di
Kae baar minnat ki ke geenti tak na yaad mujhe ...
Ek sanwli ladki se tha pyar mujhe ...

Waqt ne kuch or karwat li
Sari kasme todi ***"
Meri yaado ko bhulaya"
Pyar,waade,wafa ko jalaya"
Uske hatho se mili bas raakh mujhe
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe


U toh uska ab kuch pata nahi ""
Beete kai saal toh rahi na kuch baate yaad mujhe ..
Par
ek dhadkan, ek saans, or uski aakhiri baat hain yaad mujhe ...
Ek sanwali ladki se tha pyar mujhe ..

Naaraj hua Jo ladta khudse ..
Tum kyu ** ab bhi yaad mujhe..
Kyu usse tha or abhi bhi hain ye anchaha sa pyaar mujhe ......
Ek sanwali ladki se (hain) pyar mujhe
xxx xxxxxx Jun 2015
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os
- et knækket stemmebånd og for mange hv-ord
Ye sab sach hai, geet nahi hai

Tadpan, peer, udaasi, aansoo,
baichaini, upwaas, amawas,
ajab preet ka mausam man mein patjhar hai,
nayano mein pawas,
is almast jugalbandi se bahar,
kuch bhi preet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai….



Log mile kitne angaaye,
kitne ulajh ulajh suljhaaye,
kitni bar darane pahunche,
aankhon tak kuch kaale saaye,
jo in ka yugbodh na samjhe,
sathi hoga meet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai…..

Apmaano ki saras kahani,
jag bhar ko hai yaad jubaani,
aur vijay ke udghoshon par ,
duniya ki yun aanakaani,
khud se alag lade yuddhon mein jeet mili,
par jeet nahi hai,
ye sab sach hai,
geet nahi hai….
jeg vil bare gerne bade i saltvand
med dig
spise blomster fra din bedstemors have og
lade planter gro ud af min hovedbund
jeg vil bare gerne drukne i dine vinrøde øjne,
jeg vil spille klaver for dig til morgensolen
vågner og drikke kaffe med dig lige før,
vi skal sove
jeg vil spise croissanter i Paris, skrive digte i Venedig,
male portrætter i Dubai og danse i Florida
med dig
- digte om det, der aldrig skete
emma Dec 2014
og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.
i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord
- digte om et papmachesind
Ksjpari Aug 2017
With values life will get aid
And illicit, bad, nature preyed,
Without them we remain maid
Who follow like weeds swayed.
Are we void of them paid?
Yes, but temporarily laid,
Laid with burden and stained.
With values we are under shade,
Poor, deprived but sin is out lade.
Values get immorality out flayed
Like an IT officer criminal raid.
Hence values – an important shade
Never let us or world be afraid
And always scale on our grade.
So let values reign the world jade
Precious and  treasured be it made.
I am developing a new style of writing poetry where ending words of a line rhyme with one another, at least in last sound. I named it Pari Style. Hope readers will like it. Thanks to those invisible hands and fingers which supported and inspired me to continue my efforts in my new, creative, artistic and innovative “Pari” style. Thanks for your inspiring, kind, soft fingers.
er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler
- digte om alt det, der skete dengang
Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.
når alt du ønsker er at blive sammenlignet med kokain.
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
nana nilsson Dec 2014
En skide forretning jeg kun har sat fødderne i siden vi fik én Sodastream,
for regelmæssigt at købe nye smagsvarianter
De sælger blendere og glas at drikke af, batterier
og blinkende lyskæder når det er sæson for det
En røvsyg butik, der alligevel formår at vække noget i live dybt inde i mig
Det gipper i mig når jeg passerer deres butiksvinduer
Det tager al modet i mig at ture lade mine øjne lede efter dig bag kassen derinde
med din uniform på, i form af dine
selvvalgte adidasbukser og forpligtet sorte t-shirt
med logo trykt på ryggen
Forpulede ALSTRØM
Du er bare en fandens isenkræmmer der sælger lette hårde hvidevarer og diverse ting til husstanden
så hvorfor både frygter jeg for dig, skønt går en omvej i centeret bare for at krydse dig?
jeg ved godt hvorfor jeg gør dette. jeg gør det for at se, om han er på arbejde. for at se ham.
LJ Jun 2016
Ohh,on the moonlight fair
a ditty doth whispers
thou straws embellish
wooed with a plenty pomps

Not a wight to claim thou
Sleight to quench mine thirst
abhored to thine crown and core
whence a haggard smile jail

My gracious, none can love thee
disposed to flighty cadents
jealous lame merchants
that consumeth and benn

Thine heart heavy, hardn'd
mine virginity grabbed
Possess'd by lade vultures
Packthread for none hath mine love
in a serene pose she lay, on her passing day
life's brow creases did fade, on her passing day

all of her suffering went away, to death's tranquil bay
sleep eternal being made, when she drifted on the day

her hands clasp as if to pray, repose's psalm did so say
departing for heaven's glade, peaceful was her day

rest perpetual in array, a quietude still of stay
the face beautifully bade, with an expiring day*

a body hushed of May, her forever allay
*profound the slumber's lade, Ada's final day
ikke tage livet så tungt blot lade sig
bevæges lade det ske
som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven
eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum
med kropsløse eksistener
hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig
mit skælvende hjerte er selvklæbende vi
tvinges til at definere til at
fortolke og forstå
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Barton D Smock Jun 2013
(3)
the middle life of hands

say poverty could possess a doll whose favorite and only outfit a schoolteacher mends while picturing

     two pieces of chalk which become the late life ******* of the ghost mother who cannot cradle the crucified yet travels to the many scenes of crucifixion to lade the Christ pale glove onto the hands men think they’ve touched.    



sibling talent

my sister rubs cigarette ash onto her palms.  her lips could kiss a mime and get away with it.  I can’t walk on my hands at night without having my father come home mid-day to find my mother on her knees scrubbing the kitchen floor with circus cloth.      




husk bearing*

the bath a baby pool for the barren.  I turn the knobs, hear nothing, and call to my mother.  call with *ma
, and then ma again.  most made of one silence but she of two.  my right ear at the door and my other patient.  her knees sound like my father’s cheekbones.  the tears in them he says are shrapnel.  of course I don’t believe this.  when I wanted to paint my treehouse yellow mother straightened me and asked for stillbirth yellow.  then poverty yellow.  for another example you would have to believe my bout with chicken pox left a yellow basket stranded on the still river of my tongue.  

     listen.  the buzz on a delay

but bee
arrives.
Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes
katewinslet Oct 2015
Konsumenten häufig Verzweiflung Recht, nachdem sie entdecken the Pflegeversicherung ist nicht zu Abdeckung eine fabelhafte assis Hörgerät . Dies ist wirklich ein groß Auswirkungen wenn yourrrve gewesen kämpft mit verlieren Hören und Sehen . Es einfach Blätter diese Emotion hilflos da sie erscheine abgelehnt Lebensart durch gehandhabt werden und in der Lage, beschäftigen a regelmäßigen Leben wie jeder andere . Bedeutet, dass Vorteil und dann gut zu bestimmen, Leute zu machen Zulagen zur Oberseite Lade klinischen Geräte zB einem Hörgeräte . Sie werden informed täglich dass Sie kümmere diese Arten von Dienstleistungen with Supervisor rekrutiert medizinische Versorgung . Eine andere lieber Ratschlag ist, dass Sie muss Öffnen a health Sparkonto zu verbringen Objekte die einschließen assis Hörhilfegeräten .

Dazu gehören all great Vorschläge die Theorie Günstige Samsung Galaxy S6, aber was sollten Sie tun jedoch, wenn einige von denen Wahlen sind keineswegs possible für Sie persönlich über finanziellen Zwänge ein zusätzliches Gründe ? Sie übernehmen Investitionen in der Umstand und versteifen a Griff beschäftigen Samsung galaxy s6 edge 64GB, sich herausfinden, , um eine zu bekommen kostenlose Hörgeräte für Ihre eigenen Nutzen oder möglicherweise ein partner Hilfe angewiesenen . Zusammen mit perseverance sowie Aufwand es möglich, entdecken verschiedene Arten Zum einen haben 100% assis Hörgerät . Sobald Sie verwalten fremde Hilfe weisen darauf hin, Leute vom idealen Anleitung . Nie Sustain Restful , Fragen Sie nach Hilfe Sie können finden Hörgeräte Finanzinstitutionen Konzentration auf Sanierung zum Einsatz assis Hörgeräte das ist eine Möglichkeit, erhalten völlig kostenlos assis Hörhilfegerätes. Ein zweites firm die wird versuchen auf eine sichere Null-Kosten assistive Anhörung Hilfe-Gerät für Sie, wenn Sie wollen Personen a Tiger Club-Sets rundum Die Nation. Entdecken Sie die im Lions Club-Sets erzeugen Dienstleistungen mit diesem um Anhörung inable Menschen und erreichen eine Anwendung . Mehrere Anbieter Über assis Hörgeräte Erleben Sie ein Outreach gebaut Technik und mai Nutzen viele Leute . Die besondere Miracle-Ear Ihr Kind Basis versteht for it , dass Ihre Junge oder Mädchen benötigen Kapital werden 100% assis Hörgerät . Ein zusätzlicher Agentur zu helfen Sie auf jeden Fall erwerben kostenlos Hörgeräte kann die Starkey Sehen und Hören Zeitrahmen Samsung galaxy s6 edge+. Eine neue assis Hörgerät ist wichtig ,

Ihnen zu helfen niemandem erträgt Schäden Erleben ; so wird es sein definitiv wert Anstrengung und harte Arbeit Zum einen sehen Auflösung diese Herausforderung. Es gibt Ministerien was sein kann, näherte . Die große Mehrheit der , wenn überhaupt die Haushalt nicht bekommen Medicaid und damit nicht möglich erhalten kostenlos assis Hörgerät . Ein Ursprung , um für die Verwendung a kid das ist kompliziert mit einbezogen erleben kann die Hochschule der Youngster besucht erfüllt. Akademische Einrichtungen haben Zugänglichkeit Fakten , vielleicht ein Kinder Rehabilitative Unternehmen Strategie. Entdeckung einem freien ein kostenloser assis Hörgerät wenn Ihre primäre Geld nicht immer strecken Sie Ihre Muskeln , um die hohen Kosten ein . Profitieren Sie von jeden letzten Lernressource erhältlich Zum einen sehen Ansatz diesem Problem .
Relate Articles:

http://samsungphone.thendvr.com
Samsung galaxy s6 edge+
weaver May 2015
Tom said that my name sounds like an exotic flower meets medicine.
Tom said the love he witnessed in me gave him hope.
Tom said he'd make it to my wedding, because I promised he would be the flower boy.
Tom said he had a dream that I was kidnapped and he was trying to save me.
That was the last thing Tom said to me.

And I'm writing about him because I don't know what else to do to remember him;
to give him some sort of tribute of my emotion outside of clutching my chest;
to even allow myself to think about him at all.
But writing is how we met, so this is where I will keep him alive.

Tom had a full name that sounded like an old-fashioned fancy inventor.
He spoke with quick Irish wit, and every time we messaged I would imagine the day
that I could ask him to get on the phone with me so I could hear that accent for myself,
and I tried to picture his face from the two pictures I ever saw of it,
and I daydreamed about seeing a kooky smile while he held out his arms yelling,
"Duckie!!!"
He never called me anything else,
and I never came up with a nickname for him quite as splendid.

Tom told me to find him a Russian man.
He told me he had a dream that he had an unreciprocated crush on me.
(I told him I would never be so rude about it, though.)
It was apparently meant to be, however, when he "accidentally flirted" from autocorrect once.
One time he messaged me at 2am just to ask what "totes" meant.
He sent me terribly-drawn doodles of me, him, and ducks (of course)
that made him laugh so hard at himself he could hardly type,
and those times were my favorite.
I'm thinking about putting one of them on my wall, but it makes me sad to think I couldn't tell him about it.

I never did tell you what I do in the mornings, about the things I hate the most, or about all my tiny ticks.
If I wasn't so ill, I might have remembered to message you more -
then again, I figured we had the rest of our lives for our friendship.
That phrase feels sickeningly familiar in my mouth.
Colorado is where my friends go to die, it seems.

"How's your lade?"
"You are the dotiest together."
"You two are my sunshines."
"Your love gives me hope in the world."

Late nights filled with panic and unease, the kind only love can instill in you,
and calm messages back from him that told me to keep doing what I'm doing -
she's going to be alright.
And I'm trying to believe that, Tom, I'm trying to believe that with all my heart
but you're six feet under from the same thing that threatens to take my beloved from me
so I'm not sure how to believe you now.
You don't know what I would give to hear from you tonight,
to hear, "she's going to be alright, you're doing all the right things"
to hear, "I'm going to be alright, you're doing all the right things."
I told you I would fight for you with all I have, but I knew what I have isn't a lot right now.
I couldn't do much for you.
I hope with all my might it's enough for her.
(and finally, since the night I was told they pulled the plug, I can cry.)

I didn't get to say goodbye. two weeks before you took yourself from me,
I sent you "goodnight" and "I miss you" and "sleep good" and "we'll talk soon"
…I suppose all but the last is close enough.
(I'll probably always carry a pocket of regret that six days before that,
I never received a notification to your reply.)

you once wrote to me about love and small fonts
and I will never forget the first time i read it and my heart stopped
because you Knew, you understood when I have never even told you.
I'm chasing so many tails of uncertainty now, my dear,
but I will try to remember I can find that I am Loved.
he would expect me to write about this.
I miss you, Tom. I am still so thankful for this gift from you.
twitter.com/rambleonover/status/379372436434587648

twitter.com/cunningweaver
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne
Vi lå afklædte i din seng
og du hviskede i mit øre du ikke vil dø
Længe lå vi og stirrede op i loftet i fuldkommen stilhed
Jeg kiggede på dig og små sommerfugle fløj rundt i din mave
Jeg kyssede dig så inderligt at himlen pludselig virkede besynderligt nær
Uden at sige et ord, konstaterede jeg for mig selv
du aldrig ville dø
for jeg skrev jo lange digte om min længsel og om dine store øjne
Jeg ville ikke lade dig dø
Jeg ville gemme den bedste samling af ord om dig
og lægge den i en æske og sende den direkte til evigheden
ungdomspoet Sep 2015
jeg ved ikke hvor denne pludselige
hjertebanken kom fra
det var som om at den lune august-vind
førte følelser med sig, som jeg aldrig
havde tænkt at jeg kunne føle for dig
og det skræmmer mig mere nu end
nogensinde før
for jeg har efterhånden prøvet alt
og endt med at sluge mine egne ord
jeg har skåret mig på glasskår af knuste
hjerter og brændt mig på en lidenskab
så vild at du sjælendt vil finde mage
men med dig er det som om jeg er genfødt
jeg føler mig som en lille uskyldig pige
som ikke kan lade være med at fnise
og angsten for at du ikke vil have mig
gror i mig, som en vild plante
snor den sig rundt om mit hjerte og
fanger mine følelser
så jeg ikke længere har mod på at åbne
min blødende mund, der dufter af kaffe
for du er mere end blot end dreng
du er min bedste ven og du kiggede på
mig som ingen anden dreng har gjort før
og du rørte ved min nøgne krop, så min
verden i et kort sekund stod stille
følelserne inden i mig er uforklarlige
og jeg nægter at sige det højt
jeg ville aldrig kunne indrømme det
men jeg tror jeg er ved at falde for dig
og det får mig til at føle mig mere i live
end jeg har været i utrolig lang tid
og selvom mit hjerte stadig bløder
tror jeg måske du ville være den rette
til at sy mig sammen igen
Abelonia Oct 2014
Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning.  Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
ungdomspoet Mar 2015
forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden

— The End —