Jeg kravlede gennem dine snævre årer
da dit hjerte gik i brand
og krampede ind til
en krævende muskel
selv disse blodrøde læber
der kyssede dig indefra
kvæles i din hjerteåre der
er ikke plads til mig her og
du var den største løgner da
du sagde at
jeg var kommet hjem

*** havde skarpe øjne, der
reflekterede i plantager fra sin
mormors have
da *** kyssede mig, var mine
øjne rødvinsrøde, og mine
øjenlåg var lavet af hvide roser
åh, *** havde årer som havet
blå og flydende, som strandens
fugtige promenade
*** havde brun mascara og gul
neglelak på
hendes knogler skar mod mine
ribben, da *** lænede sig op ad
min milde krop
*** sagde ikke noget
faktisk
har jeg aldrig hørt hendes stemme,
men hver nat
drømmer jeg om genlyd fra hendes
barnekrop
og hendes lydløse
barnefrustrationer

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.  
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
*Han var alene, selvom han var sammen med en anden.

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

En prins kom op af vandet
Og kyssede min skygges pande
Og gift blev de også
Min skygge er viet bort
Til skyggedrengen

hende du aldrig glemmer
hende du kan glemme i en dag
kun for at huske hende igen

hende du aldrig kyssede
hende du ville ønske du kyssede
kun for at kysse hende igen

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed.
Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig.
Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op
men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham.

*f.b

du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

men tanken om at det i stedet er hende
der får din varme
uskyldige kys i nakken
i mørke soveværelser
hendes fingre flettet ind i dine
hende, der fjerner dit tøj
og rører dig
hende, der hører dig når du så passioneret spiller
blid musik
hende, der hører dine inderste tanker
på dovne søndagsmorgener

jeg håber *** ved
at *** ligner mig
og jeg håber *** er klar over
at det før var mig der før hørte dine historier
delte din musik
og arret over dine læber

jeg håber *** ved
at jeg var der først
at det var mig der sov i dine arme
holdt dine hænder
kyssede dine læber
samlet i timevis

jeg håber du husker
de magiske stunder
stille nætter i stormvejr
kys under fyrværkeri
og i nattens mørke
efter ungdommens fester

bliver jeg mon hos dig
bliver jeg gammel med dig
i dine tanker
som du vil blive i mine
for du var der først

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm
blomstrede der roser i din mund
som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde
og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal
jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser
forblindet narkoman
en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler
men en dag visnede blomsterne i din mund
og dine skæve tænder kom til syne
duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde
men den kolde vinter fik mig til at fryse til is
hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder
en snefnug landede på min grædende kind
jeg er færdig med afvænning
du flyder ikke længere rundt i mine åre
så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner
det mønster min løbende mascara malede på
min hvide kinder
efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting
om mit skrøbelige væsen
men alligevel ville du ikke lukke mig ind
i dit sind lavet af glas
hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med
klar ***** og døsende rødvin
så kiggede du på mig med et blik som sagde
hvor jeg dog elsker dig
men du kunne aldrig sige det
og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid
på at rende rundt efter dig og behage dig
da du endelig kyssede en anden
og kiggede i hendes unge funklende blå øjne
istedet for mine grove safir grønne øjne
at jeg havde spildt min tid
på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele
så nu har jeg lært
at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint
og ikke kan finde mig
jeg kan ikke få dig til at elske mig
hvis du ikke gør det
og nu har jeg givet op på dig
hvis dine lange fingre en dag
skulle lange ud efter mig
så skærer jeg dem af din ubetydelige krop

Kravler tilbage til ham
på tredje gang

Efterhånden gør min nakke ondt
af tusindevis
af kilo
af tanker
af ham.
Hele tiden,
konstant,
24/7,
3 om natten,
17 om dagen,
lige nu
og
om 5 minutter.

Og han frustrerer mig.
Lad mig være
eller lad mig være din
sagde jeg
den aften i bilen,
hvor en grå himmel lå
som en dyne
over os.
Lad mig tænke
sagde han
og kyssede mig,
og jeg lod ham gøre
begge dele.

Han var forelsket i mig,
han var nok bare mere forelsket
i nøgne piger.

Jeg kysser nu
mine cigaretter
i vindueskamme
på loftet
imens jeg tænker
at jeg burde have ladet vær
med at lade ham være.

Bedende øjne og knuste hjerter,
sprang over det hele
som sultne hunde
tiggende efter spildte følelser
som da du slog mig
med din dunklende pik
og det fløj med stjerner,
som i en dårlig tegneserie
og børnene nede på gaden,
når de snakker om kærlighed
og gudskelov for det,
at de snakker om det
for det gjorde vi aldrig,
men dine følelser hang
udenpå tøjet, som udsalg
i Superbrugsen
i konstrast til mine, gemt
som papmache figuren,
jeg lavede i 4 klasse,
da du hviskede fortryllende ord
i mine lukkede ører;
for tre år siden,
sagde du at du elskede mig;
i dag, da du kyssede mig,
sagde jeg det næsten igen

jeg drømte om dig i nat
jeg så dig og
jeg mærkede dig

det er forkert
det må ikke ske

men det var bare en drøm

vi kyssede ikke men
vi holdt i hånd
vi holdt af hinanden

du lukkede mig ind
du viste mig rundt
du virkede interesseret

han kyssede mig og så gik verden i stykker
jeg vil lime den sammen igen
men jeg kan ikke finde min limstift

jeg tror han tog den med sig
da han gik

lyset danser og
vi er stadig vågne

natten, afslører alt det
vi ikke er

så en dag, i dag
nu
er du nær og de ting

jeg ikke forstod
som når solen kyssede dit ansigt
og jeg var varm og lys og
du var lys og alt var
lyst

du var solen

men i dette tusmørke
findes ingen ild

og der lå jeg
med to drenge
jeg kyssede med ham
men tænkte kun på dig

Jeg havde et mararidt den aften, så du hentede mig fordi jeg var bange for at sove igen. Kl 2 den onsdag kunne man se os køre langs vandet mens du kiggede på mig med glade øjne og coldplay talte til os. Vi stoppede og sad under en paraply mens vi talte stjerner, og du talte om pigen du var sammen med i lørdags, og jeg drak øl og lagde mærke til at dine øjne kunne smile tydeligere end din mund. Du fortalte at du nok udnyttede hende og jeg lyttede bare. Kiggede lidt på dit ansigt. Det regnede egentlig ikke, men vi havde det rart under den mørkeblå paraply. Vores egen lille himmel af polyester. Jeg fortalte dig at mine fregner var min yndlings fejl og du smilte til mit ansigt uden at sige noget. Jeg tror du prøvede at tælle dem. Alle mine små fejl. I bilen kyssede du min næse og sagde at jeg skulle drømme sødt denne gang, og jeg luntede op ad trapperne imens jeg så stjerner gennem opgangsvinduerne. Himlen havde jo fregner ligesom mig.

Nu er jeg stadig bange for at sove;
Men det er nok mere fordi jeg er bange for at sommerfuglene i min mave
kommer fra mere end de øl jeg drak.

han vågnede og sagde han havde drømt at ham og jeg var i thailand
jeg gabte
han kyssede mig
jeg var glad