"kunne" poems - Hello Poetry

Jeg svarer dig ikke længere på snapchat (uanset hvor meget det frister) For jeg vil godt have noget med dig (men jeg er bare pisse bange for at det ender som sidst) Det knuste mig fuldstændigt (og jeg ville ikke kunne klare endnu en omgang) Så i stedet ligger jeg her (og tænker på alt det der måske kunne ske) Hvis jeg svarede dig på snapchat

0

Jun 11, 2015

Jun 11, 2015 at 4:36 PM UTC

laura-kragh

Noget om snapchat

Jeg svarer dig ikke længere på snapchat (uanset hvor meget det frister) For jeg vil godt have noget med dig (men jeg er bare pisse bange for at det ender som sidst) Det knuste mig fuldstændigt (og jeg ville ikke kunne klare endnu en omgang) Så i stedet ligger jeg her (og tænker på alt det der måske kunne ske) Hvis jeg svarede dig på snapchat

9

*Jeg elsker dig Selv efter alt hvad der er sket Så vil følelsen ikke forsvinde Og det er lige meget hvad jeg gør... Jeg har forsøgt at hade dig, Men dette får mig kun til at græde. Jeg har svinet dig til, Men det sårer mig kun i sidste ende Jeg har forsøgt at glemme dig, Men alt omkring mig, Minder mig om dig. Kaffe kan jeg ikke drikke, For selv det sætter minder i gang. Jeg har mistet lysten Til at gå i skole Fordi jeg kan risikerer At se dig... Gad vide om hypnose vil kunne hjælpe, Så jeg kan glemme, Alle de minder, Der involvere dig. For lige meget hvad jeg prøver, Så elsker jeg stadigvæk dig...*

0

Mar 24, 2016

Mar 24, 2016 at 6:18 AM UTC

HeidiHenriksen

Jeg elsker dig...

*Jeg elsker dig Selv efter alt hvad der er sket Så vil følelsen ikke forsvinde Og det er lige meget hvad jeg gør... Jeg har forsøgt at hade dig, Men dette får mig kun til at græde. Jeg har svinet dig til, Men det sårer mig kun i sidste ende Jeg har forsøgt at glemme dig, Men alt omkring mig, Minder mig om dig. Kaffe kan jeg ikke drikke, For selv det sætter minder i gang. Jeg har mistet lysten Til at gå i skole Fordi jeg kan risikerer At se dig... Gad vide om hypnose vil kunne hjælpe, Så jeg kan glemme, Alle de minder, Der involvere dig. For lige meget hvad jeg prøver, Så elsker jeg stadigvæk dig...*

23

Som programmerede robotter søger vi efter drenge For vi vil gerne glemme at vi er robotter Stivnede stål i en tid fuld af uopdaget blødt guld Men guldet er sjældent hvor vi er nu Sammen ruster vi i vores bløde senge Værelser med kvindetøj og madrasser Som at glemme hvem der kunne være Og hvad vi ér udenfor sengene Vi er ramt af en tid hvor ure går bedre end os Og hvor vi langsomt irre og bliver grønne Nu, er nu hvor vi må elske unge Fordi guld ikke ruster Kampklar

0

Dec 9, 2014

Dec 9, 2014 at 3:33 PM UTC

annastorm

Rust

Som programmerede robotter søger vi efter drenge For vi vil gerne glemme at vi er robotter Stivnede stål i en tid fuld af uopdaget blødt guld Men guldet er sjældent hvor vi er nu Sammen ruster vi i vores bløde senge Værelser med kvindetøj og madrasser Som at glemme hvem der kunne være Og hvad vi ér udenfor sengene Vi er ramt af en tid hvor ure går bedre end os Og hvor vi langsomt irre og bliver grønne Nu, er nu hvor vi må elske unge Fordi guld ikke ruster Kampklar

13

Undskyld undskyld at jeg ikke var der undskyld at jeg var væk tilgiv mig, for jeg har syndet men synd er nu så let undskyld at jeg ikke kunne undskyld at jeg ikke ville tilgiv mig for at jeg aldrig turde forsvare dig men jeg har altid været den stille undskyld at du skulle være den stærke undskyld at jeg har været en last tilgiv mig for mine fejl jeg troede aldrig der var plads til mig undskyld Emilie kan du tilgive mig?

0

Dec 19, 2014

Dec 19, 2014 at 4:36 PM UTC

jane-deer

Undskyld Emilie

Undskyld undskyld at jeg ikke var der undskyld at jeg var væk tilgiv mig, for jeg har syndet men synd er nu så let undskyld at jeg ikke kunne undskyld at jeg ikke ville tilgiv mig for at jeg aldrig turde forsvare dig men jeg har altid været den stille undskyld at du skulle være den stærke undskyld at jeg har været en last tilgiv mig for mine fejl jeg troede aldrig der var plads til mig undskyld Emilie kan du tilgive mig?

16

“There are two basic motivating forces: Fear and Love.” ~ John Lennon Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

0

Oct 26, 2014

Oct 26, 2014 at 12:00 PM UTC

jane-deer

Frygt

“There are two basic motivating forces: Fear and Love.” ~ John Lennon Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

3

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

0

Jan 20, 2015

Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Vinter

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

16

Jeg lever bag lukkede mure Riv mine mure ned Inden jeg forsvinder helt Dybet trækker i mig Jeg er bange for at blive væk i mit indre Her er intet fred Hvis bare jeg kunne skrige det væk Lade verden vide at den er forkert Jeg er en huleboer af natur Benægter min afhængighed af hverdagens luksus Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk Skylle væk i drømme utopi I illusioner og falske fortællinger Om en verden af rigtige mennesker Riv mine mure ned De bliver tykkere hver eneste dag Jeg lever alene Her er ingen andre end mig og lydløse skrig Den konstante angst De sorte penselstrøg Jeg har mishandlet solen Lugten af morgenangst breder sig Natten har narret mig Søvnen er ovre Riv mine mure ned

0

Jun 7, 2015

Jun 7, 2015 at 2:47 PM UTC

InvisbleMoon

Sorte penselstrøg

Jeg lever bag lukkede mure Riv mine mure ned Inden jeg forsvinder helt Dybet trækker i mig Jeg er bange for at blive væk i mit indre Her er intet fred Hvis bare jeg kunne skrige det væk Lade verden vide at den er forkert Jeg er en huleboer af natur Benægter min afhængighed af hverdagens luksus Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk Skylle væk i drømme utopi I illusioner og falske fortællinger Om en verden af rigtige mennesker Riv mine mure ned De bliver tykkere hver eneste dag Jeg lever alene Her er ingen andre end mig og lydløse skrig Den konstante angst De sorte penselstrøg Jeg har mishandlet solen Lugten af morgenangst breder sig Natten har narret mig Søvnen er ovre Riv mine mure ned

25

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

Jeg frygter en verden uden dig Jeg er bange for om solen vil skinne, og om blomsterne vil blomstre. Vil min verden kunne fungere? For når du spørger mig om, hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle. Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder, Finder ud af at der er mange smukke mennesker Og at jeg bare bliver en forvildet del, Af den fortid, som alle glemmer.

0

Apr 7, 2015

Apr 7, 2015 at 8:19 AM UTC

holkenfeldt

En verden uden dig

Jeg frygter en verden uden dig Jeg er bange for om solen vil skinne, og om blomsterne vil blomstre. Vil min verden kunne fungere? For når du spørger mig om, hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle. Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder, Finder ud af at der er mange smukke mennesker Og at jeg bare bliver en forvildet del, Af den fortid, som alle glemmer.

10

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

0

Mar 13, 2016

Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC

holkenfeldt

For evigt for mange

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

23

*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os. *** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende. *** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde. kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.

0

Mar 14, 2015

Mar 14, 2015 at 2:38 PM UTC

FrederikBartho

Koffein

*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os. *** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende. *** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde. kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.

4