"krop" poems
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro
Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.
Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
Dec 7, 2014
Dec 7, 2014 at 3:43 PM UTC
Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
Feb 13, 2015
Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC
Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.
f.b
Apr 24, 2014
Apr 24, 2014 at 9:32 AM UTC
flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej
May 26, 2015
May 26, 2015 at 3:22 PM UTC
Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.
Apr 22, 2015
Apr 22, 2015 at 8:38 AM UTC
Du aner ikke, hvor forelsket jeg var i dig.
Du har ingen idé om, hvor betaget jeg var af dig.
Og du ved slet ikke, hvor meget du sårede mig.
Selvom alt, hvad jeg følte for dig er væk -
Popper du stadigvæk ind i mit hoved.
Kan jeg sagtens få kuldegysninger ved tanken om dig,
Og føle dit bankende hjerte mod min nøgne krop.
Dårlige vaner er nemlig svære at komme af med.
Specielt, når du var min.
Nov 9, 2015
Nov 9, 2015 at 5:25 AM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Jeg bad dig om at blive
Og det gjorde du skam også
Men kun som sølle spor på min krop
Duften af lædersæderne i din Mercedes ligger som streger af ******
under min næse, og påvirker mig ligeså
Din vrede har bosat sig under mine negle
Skoven du boede ved, har efterladt grene i mine luftveje
Og sprækkerne på mine læber er den tvivl der opstod hos dig, da du forlod mig
Oct 13, 2014
Oct 13, 2014 at 5:41 AM UTC
Jeg ved ikke om jeg vil farve mit hår lilla, eller om jeg vil stoppe det "os" som lige er blevet vores.
Jeg kender ikke til andres følelser, men vader rundt i mine egne, i et mislykket forsøg på at finde ud af hvem jeg er.
Da jeg var barn græd jeg over at ingen ville være sammen med mig, nu løber tårene ned af kinderne fordi jeg ikke ved hvem jeg skal vælge.
Min krop er under vandet, men ikke vandtæt. Mit hoved er i skyerne, men det har højdeskræk.
Selv når jeg finder ro, er det svært at give slip, for når en slipstrøm af tanker siver ud, arbejder det hele på højtryk.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 6:10 PM UTC
Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.
Jan 3, 2015
Jan 3, 2015 at 2:30 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC
mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage
Feb 25, 2015
Feb 25, 2015 at 5:29 PM UTC
Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 9:25 AM UTC
jeg går på knæ for dig allerede inden du spørger og jeg lægger mig på alle fire så du kan tømme din rådne samvittighed ind i min forladte krop, udover min livløse hud. hvis du ikke kvæler mig, så beder jeg dig om det, og du skal stramme til og lukke din hånd om min hals indtil du kan mærke livløsheden i mig, så jeg kan mærke at jeg er i live.
Aug 19, 2014
Aug 19, 2014 at 3:57 PM UTC
febrilsk stilhed
te og treoer
i skole og
fremlæggelser med 38 i feber, stoffet
der omringer min krop gør ondt
en syg pige,
et sygt samfund,
et sygt uddannelsessystem som konsekvens
giv mig bare fuld narkose,
eller et koma? kunne det ikke gavne lidt
med at slappe af, koble fra
fatal uvidenhed; dørene lukker
giver stress over de fremadrettede adgangskrav
slider sig selv ned i et desperat forsøg på
at overleve, at drømme
av
og øv
Sep 10, 2015
Sep 10, 2015 at 3:01 PM UTC
Et enkelt hvæs
Råb og skrig i mit indre
Som at kalde på en livløs solsort i det fjerne
Fjern fra min egen benløse krop
Jeg stod ved siden af og så på mig selv
En såret solsort med en brækket vinge
Fløj og fløj uden at bevæge mig
Den konstante angst
Tænk hvis de nogensinde vidste
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Og jeg kan kun se på mens det sker
Med en brækket vinge ser jeg til
Mens en livløs solsort ødelægger min krop
Apr 30, 2015
Apr 30, 2015 at 11:20 AM UTC
det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige **** gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig
Nov 5, 2014
Nov 5, 2014 at 3:25 PM UTC