drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind

ordene maser sig ud og krøller sig sammen og dumper ud af munden; triller ned af kinderne og bliver efterladt på den kolde, hårde asfalt. alene

verden er stille og jeg er alene, endelig

forladt,
    alene,
         fredeligt



                                          koldt men klart

     efterlad mig på asfalten,        vil gerne være alene

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

blot et par måneder siden, ville selv det mindste tegn på oprigtighed vise sig ved sentimentalitet
Vi ville grine og nyde sommeraftener sammen, vi ville skåle for vores dybe samtaler svøbt i champagne
vi ville fortælle sandheder og hvide løgne, og ingenting ville kunne males ovenpå det lærred af glæde og kreativitet vi havde formet
Men når det kom til stykket
Ville vi ikke dele oplevelser eller indre tanker, end ikke når det var vinter og det regnede og var koldt
Vi ville ikke drikke kakao sammen, og varme os ved pejsen
Nej, om vi ikke ville sprede selviskhed og irritable toner
Fordi at tiden heler ikke sorg, den lindrer bare og vi fortrænger
Hvilket er det jeg tror der skete
Vi fortrængte minderne
Og det kan vi ikke gøre noget ved

jeg bevarede roen
lige indtil jeg river mine
nye nylonstrømper
på et rusten søm
husk dit pas og
husk din frakke
det kan være koldt
og måske vil det
regne men vi
ved det ikke så
husk også en paraply
jeg drukner i ord
om blå sygesikring
kommafejl og fejlagtige
billeder på snapchat
med misforståede ord
så jeg sætter mig
på tæppet
og er ligeglad
mens jeg ser mine
følelser gå
op i røg
og slukker
for min
kaos maksine

DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE

DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE

kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord

Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.

og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.

På ydersiden er der så frygteligt
Koldt
På indersiden er der så frygteligt
Goldt

Jeg bærer præg af
Smerte
Jeg bærer nag i mit
**hjerte

hælder koldt vand i kanden
hælder kogende vand i koppen
hælder kogende vand i koppen i kroppen
hælder kroppen i din abstrakte virkelighed
hælder din virkelighed ud ad vinduet

hver gang du forlader mig
føltes det som at lave sne-engle
blødt koldt og skrøbeligt
jeg græder indeni
min rådne hjerne vil ikke tillade mit hjerte
at starte op igen
for så ved den at det vil banke for dig
så lige nu er mit hjerte slukket
jeg er for bange til at tænde det
for jeg vil ikke græde mere
men det er svært
for uden et hjerte
er man tom for blod
tom for liv
og jeg kan ikke få vejret
hver gang du forlader mig

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

jeg kunne mærke dig
du ikke led af den samme besættelse som før
din afhænghed af mig, var aftaget
din påtagenhed var indsunket og var nu mere uigenkendelig end hidtil før
dit kolde blod var steget dig til hovdet, og holdte dit hjerte så koldt som en lukket fryser
jeg kunne mærke, at det jeg før fandt irriterende og påtrængende
nu var gået hen og blevet et savn for mig
du var det jeg savnede
du var den som jeg altid ledte efter, som en travl kvinde der ledte efter sine nøgler
du var ham der holdte mig oppe, også når jeg ikke selv vidste det
og nu kan jeg mærke at du er ham der holder mig nede, og nu ved jeg det
og det føltes som om du var den eneste ene for mig
også selvom jeg ved du ikke er tæt på at være det

som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte

en sort kat på en mørkegrøn trappe
hvæser af den anden reserverede kat, som trækker sig tilbage
og jeg kan relatere til følelsen af
at fordufte, at flygte
vi går rundt som observerende, i
en fremmed bys liv  
med vores sorte notesbøger, som vi fylder med rodet skrift fra gåturen
og vi har travlt med ikke at gøre et stort nummer ud af, at vi
har spidse samtaler og kantet kommunikation med
hemmeligheder sendt ud i æteren som
glaspusterens kreationer,
holdt af en uhensigtsmæssig tilskuers klodsede hænder
at omforme følelser til erfaringer
min underkøje er klaustrofobisk og værelset er koldt og lyset er skarpt
det bliver en hvirvelvindsuge

lysende, snefnug
det mørke - det endegyldige
at stå op for sig selv, at leve på lånt tid
vækkeuret
selvantændelse, start forfra
cementbelægning, enevældighed, dilemma
papirnusseri, uforbeholdenhed, glimrende, asfalt, storbyliv
sorteringsmaskineri; intelligens-optrevling
en finger på pulsen, koldt vand i blodet, sne på brillerne
jord under neglene,
regn, slud, sne, sludder
menneskelig magt over naturlige
   krafter; naturlige krafters magt over mennesker
ild på pakke, is på frys
      at gisne, en gnist
færdiggør din sætning og kom videre

Og din himmel vil altid være blå
Og dit græs vil altid være grønt
Og dit hav vil altid være vådt
Men aldrig igen vil mit hjerte være sammenhængende

For min himmel vil altid være grå
Og mit græs vil altid visne
Og mit hav vil altid være isnende koldt
Og aldrig vil du kunne forstå