"kendt" poems
på et øde sted
som ej er kendt af
mange
der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig
og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat
"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"
og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok
i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen
givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket
tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse
fra to triste hjerter
Jul 7, 2015
Jul 7, 2015 at 2:15 PM UTC
livet passerer gennem spejlet
drager parallel
hudløs uærlighed, den halve sandhed
vi skriver uden at tænke os om, hvorfor
tidlig bustur, fastfood-køb; pludseligt indblik i en andens hverdag
forbløffelse er en mærkelig størrelse
en skikkelse personificerer tanken om en andens liv
at føle sig tiltrukket af ideen om, at have kendt dem i en anden sammenhæng
det magiske hvis
bearbejdet, gennemtænkt, finpudsning
et øde *** drænet for mennesker, lagt øde (ødelagt)
at kultivere kulturarven
ønskebarnets strabadser
et savnet ord
Dec 7, 2015
Dec 7, 2015 at 4:13 PM UTC
Jeg lover jeg ikke er gået fra min forstand
men siden jeg gik fra dig
bærer alle din jakke og ingen dit ansigt
Jeg kan slet ikke huske din krop
kun fremkalde dit blik da du bad mig blive
Det er jo ikke fordi jeg ikke stadig elsker dig
Jeg har jo altid kendt dig som var du min egen baglomme
Det er bare fordi jeg ikke kan genkende mig selv når jeg har de bukser på længere
Dec 14, 2018
Dec 14, 2018 at 2:31 PM UTC