jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte

Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

Du viser mig

Dit smukke jeg

Det forblænder mig

At kende dig

Hvor er jeg

Uden dig?

gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane

ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under

stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig

Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.

Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.

De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.

'k Zie u daar nog liggen
in uw doodsbed
Uw laatste woorden ben'k vergeten
en gij zijt blijven leven

Maar 'k zie u daar nog liggen
een schaduw van de vader die ik kende
En gij zijt blijven leven
maar de schaduw is gebleven

'k Zie u daar nog liggen
met ogen die het einde zien
en handen die *** grip verliezen

En gij zijt blijven leven
maar 'k zie u daar nog liggen
in uw doodsbed

ambivalent over livet
en uopnåelig eksistens
isoleret og glemt
husket og eftertragtet

jeg har ventet på dig
i lyskrydset
i biografens dybrøde sæder
modtagelig for kærlighed

én af os sover hvisker du
forsvundet i dynerne
stormvejret er på vej

bølgerne bliver større
men jeg kan ikke åbne mine øjne
af skræk for drømme
som ikke var virkelighed

vil jeg vågne op alene
uden dine stjerneklare øjne
eller bedøvende varme
drøm er bedre end virkelighed

jeg holder mine øjne lukkede
indtil det ikke mere er anstrengende
indtil jeg ikke kan kende forskel
lukkede.

hver dag er jeg en anden
end jeg var igår

jeg kan ikke huske hvem jeg var,
jeg ved bare at jeg smilte
det skal jeg også gøre i dag
så de kan kende mig

så de ikke tror jeg græder
så de ikke skal lade som om
at de ikke græder

Hej. Jeg er egentlig skuffet over dig. Du spørger ikke hvordan jeg har det eller hvad jeg laver eller hvordan jeg er nu. Du ser mig slet ikke i øjnene. Men du ser på mig. Jeg tror du prøver at gætte. Gætte hvordan jeg har det, gætte hvad jeg går og laver og gætte hvordan jeg er nu. Jeg synes det er mærkeligt ikke at kende dig, når jeg kender dig så godt.

Og jeg blev ældre.
Præcis som blomsterne i din have, blomstrede jeg.
Og i dag skal jeg klippes.
Jeg ved det allerede.

Du er min kritiker,
min gartner,
og hvilken gartner du er.

I dag bliver jeg en anden,
i dag mine blade forsvinder,
min stilk knækker
og du vil ikke kunne kende mig længere.

Aj me apnia purania emails pad reha c
Sach kaha ta sala pad ke rona a gea
Jida hi start kita rona a gea
Tuci menu kende c ips ban jao
Ye ban jo wo ban jo
Nd me sala kuj ni kita
Asli kasoorwar me hi ha
Ki apna viah ni ** sakea
Me apne busienss de chkr wich thuhanu gawa lea
Sala mere to fuddu bNda koi ** sakda dunia wichh, nai koi bi nai.

Aj a reha c wapis office to.
Ikala c gaddi wich.
Sach dasa. Sare raste ronda aya me
Meeh pe reha c nd me ro reha c
Sad song wi chal rahe c
Hawa de warkea te , tera naa likh lea.
Paun lai me tenu, krna payar sikh lea.

Sala bada rona aya aj.
Am sorry heena ji

Nog maar net begonnen
en al twijfels
en al zweten.
Zijn dat nu duizend zonnen
die mijn huid brandmerken
of is mijn lijf vergeten
*** spieren horen te werken?

In de helft,
buitenshuis en buiten adem.
Waarom kijkt zij nu zo raar?
Lijkt het maar of gaat het langzaam,
hijgt het luid of schort iets aan mijn slik?
Terug thuis schiet mij te binnen:
****, dat meisje kende ik.

En dump ham på dørmåtten dreng, som aldrig helt kunne kende forskel på fisse eller pesoir
En pige, som i bund og grund er ligeglad, men ikke lige havde noget bedre at tage sig til, da mødet indtræffende
Parforhold eller et mislykket forsøg på at mærke noget som ikke længere er muligt
Når man giver sig hen, så mister man aldrig rigtig noget
For alt du siger, skal være sandt
Men det er ikke alt som er sandt, du skal sige
Sagde ***
Det skal jeg nok selv finde ud af
Mumlede han

Uforløsligt, men man har jo ikke brug for svar, når man ikke vil høre dem
Ikke sandt?

hvordan kan man seriøst
ikke kende mennesker man bor sammen med
i 3 måneder
hvordan kan man
ligge 1,5 meter fra hinanden
og græde
uden at komme hinanden ved
det sætter tingene i perspektiv
når man klarer sig
uden nogen
i 3 måneder