"kalder" poems - Hello Poetry

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

Nogen kalder mig fortid Mange kalder mig nutid Og mine hænder ligger i andres fremtid. Jeg savner dine øjne, og Jeg manglede dig i fortiden Men da du fyldte min nutid Ødelagde du min fremtid. Når jeg møder dig Får himlen dit ansigt Til at falme, og dine Beskidte kolde læber spidser til, når Du siger mit navn. Men selv en mørk aften Savner jeg dit blik, når Du fortæller mig at Verdens undergang Ikke vil skille os ad.

0

Oct 29, 2014

Oct 29, 2014 at 9:09 AM UTC

holkenfeldt

Fortid, nutid, fremtid

Nogen kalder mig fortid Mange kalder mig nutid Og mine hænder ligger i andres fremtid. Jeg savner dine øjne, og Jeg manglede dig i fortiden Men da du fyldte min nutid Ødelagde du min fremtid. Når jeg møder dig Får himlen dit ansigt Til at falme, og dine Beskidte kolde læber spidser til, når Du siger mit navn. Men selv en mørk aften Savner jeg dit blik, når Du fortæller mig at Verdens undergang Ikke vil skille os ad.

18

Et enkelt hvæs Råb og skrig i mit indre Som at kalde på en livløs solsort i det fjerne Fjern fra min egen benløse krop Jeg stod ved siden af og så på mig selv En såret solsort med en brækket vinge Fløj og fløj uden at bevæge mig Den konstante angst Tænk hvis de nogensinde vidste De sorte penselstrøg Jeg har mishandlet solen Og jeg kan kun se på mens det sker Med en brækket vinge ser jeg til Mens en livløs solsort ødelægger min krop

0

Apr 30, 2015

Apr 30, 2015 at 11:20 AM UTC

InvisbleMoon

Kalder på mig selv

Et enkelt hvæs Råb og skrig i mit indre Som at kalde på en livløs solsort i det fjerne Fjern fra min egen benløse krop Jeg stod ved siden af og så på mig selv En såret solsort med en brækket vinge Fløj og fløj uden at bevæge mig Den konstante angst Tænk hvis de nogensinde vidste De sorte penselstrøg Jeg har mishandlet solen Og jeg kan kun se på mens det sker Med en brækket vinge ser jeg til Mens en livløs solsort ødelægger min krop

14

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

0

Feb 22, 2016

Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC

050198

Glæden ved de små øjeblikke

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

4

Er det strafbart At sige du er rar I mens vi drikker kaffe på en kaffebar Kigge i dine øjne, er det rart? Eller skal du forberede dig 3, 2, 1 Eller er du bare klar? Vi kan også sige Klar, parat start, der flere muligheder Men du vælger bar! Vi kan også bare snakke? Men jeg venter svar! for lige nu, er du det jeg kalder for en smule uparat. Tror ingen af os, kom så godt fra start

0

Jun 17, 2017

Jun 17, 2017 at 7:11 PM UTC

HazelLamb

Kaffebar

Er det strafbart At sige du er rar I mens vi drikker kaffe på en kaffebar Kigge i dine øjne, er det rart? Eller skal du forberede dig 3, 2, 1 Eller er du bare klar? Vi kan også sige Klar, parat start, der flere muligheder Men du vælger bar! Vi kan også bare snakke? Men jeg venter svar! for lige nu, er du det jeg kalder for en smule uparat. Tror ingen af os, kom så godt fra start

15

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

0

Nov 18, 2015

Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

skyer

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

47

et stille øjeblik mens musikken dunkede og folk dansede drevet af lyster begær eller rutine? ødelagde et naivt hjerte som nu græder over den mand, *** aldrig kunne kalde sin sitrende og boblende vredestårer over en veninde, *** nu ikke længere kalder sin eller nogens

0

Sep 7, 2014

Sep 7, 2014 at 4:44 PM UTC

gymnasiepoesi

gift

et stille øjeblik mens musikken dunkede og folk dansede drevet af lyster begær eller rutine? ødelagde et naivt hjerte som nu græder over den mand, *** aldrig kunne kalde sin sitrende og boblende vredestårer over en veninde, *** nu ikke længere kalder sin eller nogens

10

Du krydser mine grænser fremprovokerer tanker Tanker slår ihjel Kvæler min usle sjæl Jeg ved jeg aldrig krydser Den grænse man kalder Line Jeg kan ikke gå på tværs Ej heller rappe som Per vers Jeg sygner hen i stoffer Sniffer til jeg bliver offer For samfundets usle hænder Jeg taber mine tænder For kvaler har jeg nok af Kampe skal jeg nok ta' Indtil jeg sir nok Går ud og tager det aller sidste Hop Ned fra bygninger jeg falder Til sidst er det mig de knalder En lille samfundsnasser Som nægter at bære kasser

0

Feb 22, 2015

Feb 22, 2015 at 5:11 PM UTC

amalie-kjr-andersen

Uddøende rimeleg

Du krydser mine grænser fremprovokerer tanker Tanker slår ihjel Kvæler min usle sjæl Jeg ved jeg aldrig krydser Den grænse man kalder Line Jeg kan ikke gå på tværs Ej heller rappe som Per vers Jeg sygner hen i stoffer Sniffer til jeg bliver offer For samfundets usle hænder Jeg taber mine tænder For kvaler har jeg nok af Kampe skal jeg nok ta' Indtil jeg sir nok Går ud og tager det aller sidste Hop Ned fra bygninger jeg falder Til sidst er det mig de knalder En lille samfundsnasser Som nægter at bære kasser

21

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

0

Feb 4, 2016

Feb 4, 2016 at 2:46 PM UTC

en-anonym-skikkelse

vejen

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

15

Latterlig uendelighed Fortsætter ustoppeligt I en drejende spiral Samme dag som igår Vi vælter ind i andres liv Men ikke helt ind Så ingen kender hinanden fuldt ud Bare en trailer, en reklame for dig Uendelige og anerledes tilværelser Kan stoppe brat hvis der tænkes for meget Vi kalder det depression Hvis nogen ikke vil leve for evigt Er der noget galt

0

Dec 9, 2014

Dec 9, 2014 at 3:41 PM UTC

annastorm

Udødelige

Latterlig uendelighed Fortsætter ustoppeligt I en drejende spiral Samme dag som igår Vi vælter ind i andres liv Men ikke helt ind Så ingen kender hinanden fuldt ud Bare en trailer, en reklame for dig Uendelige og anerledes tilværelser Kan stoppe brat hvis der tænkes for meget Vi kalder det depression Hvis nogen ikke vil leve for evigt Er der noget galt

13

Mig, jeg kaster skovle efter angsten Kaster mig ud i diverse dårlige ideer Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre Kaster karamelpapir til fuglene så de dør Så de mærker alle andres lidelser og længsler Kaster konkylier tilbage i havet fordi de ikke skal have lov til at være andetsteds end hvor de hører til Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig i takt til klapsalver Klapper ude af takt Klapper du af mig når jeg kvajer mig? Klapper du af mine dårlige ideer og konsultationer med kroppens indre kaotiske kaos Når jeg ikke selv kan konfrontere mig selv? Knuser kantstenens kølige, spørgende higen efter mit latterlige liv

0

Feb 1, 2019

Feb 1, 2019 at 5:33 AM UTC

lauraamstutz

boKstavrim

Mig, jeg kaster skovle efter angsten Kaster mig ud i diverse dårlige ideer Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre Kaster karamelpapir til fuglene så de dør Så de mærker alle andres lidelser og længsler Kaster konkylier tilbage i havet fordi de ikke skal have lov til at være andetsteds end hvor de hører til Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig i takt til klapsalver Klapper ude af takt Klapper du af mig når jeg kvajer mig? Klapper du af mine dårlige ideer og konsultationer med kroppens indre kaotiske kaos Når jeg ikke selv kan konfrontere mig selv? Knuser kantstenens kølige, spørgende higen efter mit latterlige liv

19

Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den. Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start. Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.

0

Aug 12, 2017

Aug 12, 2017 at 6:46 AM UTC

llcb

Askepot

Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den. Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start. Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.

3

Jeg har lidt mavepine over det, det her, det der, hvad end vi kalder det os det er blevet så utydeligt efterhånden at jeg kan ikke se dig i det hele og jeg kan ikke se mig selv og vi kan ikke høre hinanden nok fordi jeg hvisker og du ikke taler jeg går på listetæer for ikke at skræmme dig og for at kunne tyde hvordan du har det gætteri og gådeløsning for helvede hvordan kan det her, det der, os, hvad end vi kalder det være så svært, når vi ikke engang har et navn til det?

0

Jan 15, 2017

Jan 15, 2017 at 9:29 AM UTC

llcb

Limbo III

Jeg har lidt mavepine over det, det her, det der, hvad end vi kalder det os det er blevet så utydeligt efterhånden at jeg kan ikke se dig i det hele og jeg kan ikke se mig selv og vi kan ikke høre hinanden nok fordi jeg hvisker og du ikke taler jeg går på listetæer for ikke at skræmme dig og for at kunne tyde hvordan du har det gætteri og gådeløsning for helvede hvordan kan det her, det der, os, hvad end vi kalder det være så svært, når vi ikke engang har et navn til det?

23