"insisterende" poems
Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.
Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.
De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.
Sep 3, 2014
Sep 3, 2014 at 2:31 PM UTC
og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 7:06 PM UTC