på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du så fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske

Jeg savner din duft og dit smil
Og dit rolige blik
Dit nærvær der gjorde mig tryg og glad
Og dine varme knus da du omfavnede mig

Du dømte mig aldrig
Du elskede mig og du viste det
Jeg kan knap nok huske det
Men dine knus var perfekte

Du er her stadig men bare ikke hos mig
Hvor jeg ellers følte at du tilhørte
Men mennesker tilhører ikke hinanden
Og det ved jeg også godt

Jeg prøver at acceptere det
Og selvom jeg tænker på dig hver dag
Så er det ved at gå op for mig
At jeg heller ikke tilhører dig

Jeg tror at jeg har givet slip
Men inderst inde vil du jo altid være den bedste
Og jeg ville altid vælge dig frem for alt og alle
Også selvom at vi ikke har talt i flere år

omtåget: gadelampelys
fugtighed
tåget sindstilstand
selskabelig ensomhed;
      vattet
            uvirkeligt, overfladesamtale
        den uoriginale følelse af, at være uoriginal
en kold skulder, en kold følelse
  tågesind
               spejlblankt, sælsomt
       dugget spindelvæv af følelser og interne relationer
intet og alting
   mennesket og kosmos
det virkelige og det forestillede
        opdigtet tæthed
  sløret apati, desorienterende intethed
                  u i g e n n e m s i g t i g
det eneste håndgribelige og meningsfulde er ordene; tankerne!    
  nedskrevne

         tilsløret tankegang
skummet udsyn; afskallende blå neglelak
  midlertidig glæde
et venskab bliver en vane
      støvet

  *** stemning
    bizar mental tilstand
tilsandet

         at tænke på noget fungerer som et forstørrelsesglas;
    fordampet

ude af kroppen men også helt inde i den, inderst, sammenkrøllet
        skrøbelig
  diset

gråzone,
  gråt udsyn,
    grå

jeg har ikke lyst til at være voksen jeg orker ikke ansvaret for mig selv
så nemt at dvæle ind i arbejdsopgaver og ansvar lederskab osvosvosv
naturlig leder
det ene gode råd som forlader min tunge efter det andet de klæber sig fast på vinden og blæser alle andre veje end ind i mit eget hovede
hvis du vil blive til noget skal du tage dig sammen min kære men hvis jeg ik bliver til noget er jeg jo ikke til, alle bliver jo til noget - eller har du allerede bestemt dig for hvad noget er?
hvis jeg vil blive til noget må jeg glemme alle omkring mig men ikke blive egoist eller ‘ufeminin’ jeg må også glemme ham… det har jeg egenligt også tror nærmere det en fixation end kærlighed, jeg kan kun huske hans grin og hans lugtende armhuler, nu ville jeg gerne indsætte en emoji men jeg er jo tidsløs eller noget
jeg skal grave ind siger mine lære, de siger at de tror jeg inderst inde er lidt vanvittig hvilket jeg hat valgt at tage som et kompliment, given the circumstance’s
men så ville et manuskript nok bare blive en lang pærevælling med mine små idéer om følelser