vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet

vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje

vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt

vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter

vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"

vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave

vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit

vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen

vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig

vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"

vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"

vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs *******
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv

Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

hurtigt
dog diskret
får jeg kigget på ham
et glimt af utilpashed
og varme
stryger igennem hans ansigt
genertheden strømmer op i mig
føles som en bølge af sommerfugle
der ikke kan vente
med at slå deres vinger ud
kigger ham igen i øjnene
og åbner dørens til hans sjæl
kan se igennem ham nu
kan se at han føler det samme
som mig
men alligevel
løber jeg væk
gemmer mig
hurtigt
dog diskret

ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel

Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.

Ivrighed efter indbegrebet af intelligens
bestræber de erhverv, som normalt var mænds

Vinter, forår, Sommer, efterår, endnu vinter
sprit, sprog, regression igennem sindets filter
Tid siver igennem som var det vand
men vand kommer igen, hvad tid jo ikke kan

Onomatepoetikon
hmmm... aflæses i sindets lektikon

Lidt for meget at nå
lidt for ekstremt at formå

Lidt for mange dage af de grå
lidt for få af de blå

Lidt for lange gange at begå
lidt for lidt søvn til at stå

-

Udmattelse er en del af at leve
Vil nogle dele?
jeg har vist fået det hele

Du er diamanter, jeg kan mærke mit hjerteslag.
Og du føler at du er i live igen.
Oplevelser igennem hinder af koldsvedende løfter.
Vinden på stranden flyvende gennem mit hår.
Hvis vi kun har det her liv, med idéfyldte tanker
Lad os nyde det sammen, for husk;
Det er mørkest lige inden - du står op.
Så jeg føler at jeg er i live igen.
Jeg er din diamant, jeg kan mærke dit hjerteslag.

Jeg ved ikke hvad du leder efter
men du har efterhånden ledt i flere år

Du går i seng så du ikke kan føle
de lange beskidte negle kradse dig
langt ned af din blege ryg
Så du ikke føler alle krybene
kravle rundt i din mave
og ud igennem din stumme mund

Er du virkelig den person
som du ser i øjnene når du
står og børster dit uglede
leverpostejs-farvede hår
foran spejlet om morgnen
eller er du bare endnu en illusion

Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.

det er bare tomme ord
tomme ord der fylder rummet
tomme ord der bryder igennem
stilhedens tykke vægge
ord man ved hvis betydning
ikke eksistere
fordi de tomme ord
er ord der bliver sagt
når venskabet allerede har mistet
dets ynde og pragt

*c.t

og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen

En lille kvantefluktuation
kan udløse inflation
Du bliver til en ursuppe
Millioner grader varm
Hvor ingen elementarpartikler
kan parres
Hvor selv lyd og lys ikke kan trænge
igennem dig

Når jeg ligger søvnløs
disse nætter
Trøster jeg mig selv
ved tanken om
at om ca 13,82 milliarder år
Har du udvidet dig
og du har tempereret dig
Så systemer af sole, stjerner
og støv kan bestå
Så heliumkerner, hydrogen og
hafnium kan dannes
Og jeg endelig kan trække vejret
i dit
**kosmiske temperament

Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder

Jeg ser din lyse silhuet i mørket. Den høje figur, med en smøg i hånden og et smil på læben. Du står bare der og kigger. Hvad mon du kigger på? det som om månen oplyser dig, dig og dine smukke træk. Mit hjerte går i stå da vores øjne mødes. Det var virkelig dig. dine øjne er varme og blide, men de kigger lige igennem mig. Skipper dit hjerte også et **** når du ser mig?

*** ser ham
altid ud af øjenkrogen
ser han hende?
med smilet limet fast på de tørre læber
kæmper *** sig igennem
hverdagen, som er fyldt
til randen
med tanker om ham

tårerne presser på
*** fremtvinger solskin
i sindet
selv på overskyede dage
ingen ord, kun øjenkontakt
på ét sekund
falder hendes facade sammen
og
*** starter forfra imorgen

det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige "****! gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig

Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...

Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere

*** sang med på sange *** ikke kendte. Hendes mor sagde det var, fordi *** følte sig godt tilpas i mit selskab. Jeg børstede hendes krøllede hår igennem, for derefter at affarve det orange. Senere ødelagde *** hendes puder med sit blå-smittende hår. Du er min inspiration, du er den lyskæde på min hylde, som du engang fortalte mig om. Dine ord er smukke, meget smukkere end mine, men jeg gør hvad jeg kan, for det har du lært mig at gøre siden 11-års-alderen.

pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver

jeg kunne skrive lange breve, sange og digte om dine hænder, der altid er blødere end mine, når jeg lader mine fingerspidse kærtegne dem. dine skuldre, som jeg lader min kind hvile på, når du holder mig i dine arme. dine små mørke krøller, der kilder din nakke, og som kun jeg må lade mine fingre glide igennem. og jeg ved jo godt, at det er åndsvagt og tåbeligt, men når dine læber beder mig om at gå og dine øjne tigger mig om at blive, falder mit indre sammen i små stykker og salte dråber løber ned at mine kinder. jeg ved jo godt, at du ikke mener det, når du siger at jeg ikke kan blive i dine hvide lagner for evigt, men dine ord trænger alligevel ind i mine inderste kamre og lukker op for alle tænkelige smerter som mine årer kan rumme. jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan blive ved med at kysse dine fløjsbløde læber indtil ingenting gør ondt mere, men når dine brune øjne kigger på mig og vores næser er en millimeter fra berøring, vil den evige længsel ikke tage ende.

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.

Du bidder i din underlæbe til den er helt blodig og hudløs.
Dine hænder er gemt inde i dine alt for lange ærmer.
Neglelakken farver dine nedbidte negle grå, den er halvt afpillet og krakeleret, så der kun er en lille plet af grå tilbage. Dine øjne er mere røde end blå og de ser ned på dine sammenkrøllede tær og skæve fødder. Dit blonde hår er uglet efter et forsøg på at rive det ud af din blege blødende hovedbund i frustration. Du skriger, men skrigene når ikke ud til nogen. Bare der var nogen der ville fortælle dig at det du prøver at flygte fra er noget indeni. Det kommer krybende op igennem din ømme mave på de mest uventede tidspunkter. Den kryber sig videre op til din hals og den kvæler dig så du bliver nødt til at snappe efter vejret. Du tænker, men tankerne er kun disse negative tanker som du så *** får når du er alene om natten under din ikke så varme dyne. Du kan flygte så længe du vil, men den vil altid være i dig.

længden på de tanker der flyver igennem mit hovede varierer
fra lange snørlede snore
der kan nå hele verden rundt
til korte græsstrå af solide drømme
der alt for let blæser væk

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

Jeg har lyst til at trænge igennem dig,
jeg har lyst til at holde mine varme hænder om dit iskolde hjerte,
Jeg har lyst til at ryste forelskelse ind i dine knogler,
Jeg har lyst til at drysse mine glædestårer på dit sure morgensind,
jeg har lyst til at dine fingres nysgerrighed skal kæle for mit kærtegn
Jeg har lyst til at du skal indse, at eskapisme ikke er en nødvendighed
Jeg har lyst til ikke at være ulykkelig forelsket i dig længere...

Små spidse og aflange rugkerner
Snorer sig ind i de små tandsprækker
Prøver at passe ind
Ikke for bred til at tilpasse sig det lille næsten usynlige mellemrum som alle kender
Dog heller ikke for spinkel til at smutte sin vej lige igennem og væk fra besværet
Udefra ses det som en normal og hverdagsnødvændig handling uden ord
Ingen ligger mærke til din inderste smerte af de små kerner som langsomt river dit dyrebare lyserøde tandkød op