Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Frederik B Feb 2015
en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.


*(f.b)
andenrangs poet Oct 2014
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
<3 tak for jer alle 7. og vi, alle 8.
Johanne Borup Jan 2015
jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg  kan tegne, jeg  kan  skrive, jeg  kan læse  mine  egne  tanker, ikke  altid fejlfrit, men  mine  følelser  får  jeg  i  hvert  fald  nogenlunde  forstå­et,  og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine  følelser  for  hende  der  jeg på  en  måde elsker  (det  er  i hvert  fald det, jeg har læst mig frem til) er  mere  interessante end  hende,  det  synes alle andre også, det  ved  jeg,  det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere  end dem. jeg har  god musiksmag  og god  tøjstil, og de fleste er  dummere  end  jeg.  nogle  gange  ønsker  jeg, at  de  ikke  ville være så dumme  og  uforstående  og stabile, og nogle  gange har  jeg ondt af  dem, fordi de  ikke inspirerer mig, med  mindre jeg tænker noget  om dem. men så skifter  jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra       hinanden      og     skabe      kunst     af       de      hjerneceller,       der
ryger                                                  med      ­                                                 ud.
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
siger til mig selv enogtyve gange, at det jo ikke er det,
jeg vil, men hvad ved jeg om det, når jeg ikke har prøvet
det endnu, det er jo så dumt, det jeg formår at gøre det
til, det at jeg ikke formår at fortælle dig det, jeg gerne ville
det gør det ikke mere falsk, bare indpakket i alt det fra ganen
der nu har forgrenet sig med løgne, der er viklet ind i
nylonsstrømper og neglespidser, der flænser dem og det
hele, når det ikke er, som det skal være, siger vi, det er
fint nok, men når det er, som det skal være, kalder vi det
for acceptabelt, vi siger det ikke, som det er, for hvordan
er det nu også lige, det er, udover det er svært at uddybe
er det også svært at fortælle dig alt det, jeg gerne ville for
jeg har kalk på tungen og mine øjne er grå, jeg er ikke smuk
men det er jeg også ligeglad med nu, for det er i hvert fald
ikke det, jeg behøver, at sige flere gange nu
- digte om et papmachesind
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
Maja Klit Jul 2015
Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?
sara p Feb 2015
de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig
digt til en dansk opgave om abort
Nikoline Jul 2014
smørhullets vide måler flere meter
imens vi ligger begravet i hvert vores bjerg af dyner
tildynget af puder, der slører vores syn
på tilværelsen og på hinanden
vi er blændet af ideen om hvordan det burde være
hvordan vi burde ligge
hvordan vi burde leve, elske og nyde

sengen er vores helvede
den burde være vores syvende himmel
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jane Deer Oct 2016
Du vasker dine lagner hvide
Renser dem for dårlig samvittighed
Fjerner hvert et spor
Vasker dem indtil de kun lugter af billigt vaskemiddel
og skylder minderne ud
i afløbet
ungdomspoet Mar 2016
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
Katrine Jul 2014
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
Marolle May 2015
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)
sara p Feb 2015
mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet
der er ikke en afskygning af blå
eller gul
jo længere jeg kigger
går det op for mig at farven er grumset
som rester af kaffe i morgenens krus
det er nuancen 45 på farvepaletten
den matcher ikke de falske roser
i min vindueskarm
de er cremefarvet på den uægte måde

alt imens de andre attenårige
drikker lattes med mønstre i
køber bobler og brus og
danser i høje hæle,
mens de kommunikerer
hvert sekund


så, sidder jeg blandt lilla blomster
på mit sengebetræk og
skriver ord i rækkefølge,
ser på himlens ene farve
jeg er ikke iblandt andre
L S Tesler Sep 2015
selvom vinden ikke længere hvisker
dit navn, og selvom jeg har
kysset andre læber, der var
næsten lige så kolde som dine
har jeg ikke glemt hvordan din
tunge foldede sig som en rutsjebane,
når du sad i bagagerummet med
en cigaret i din højre hånd,
og hvordan du kunne kysse mig
og røre mig
kun med øjnene, som altid smilede til mig
selv når de var slørede af tårer
jeg bar altid min kærlighed for dig
i min inderste blodårer
fordi jeg vidste at det var det mest sårbare
jeg ejede, mere sårbart end luften
i mine lunger, eller
det troede jeg i hvert fald

for du er her ikke længere, du er langt væk
og jeg kan ikke længere sende dig tanker
eller ord eller smile ad vores minder,
for jeg har foræret kærligheden i mine årer
til en anden
Maja Klit Oct 2015
Av
Jeg siger ubertænksome ord for tiden
Snubler over mig selv
Taler vågent i søvne

Krummer tæer når jeg er alene
Straffer mig selv psykisk
Gemmer mig bag flovhed

Komplet forvirring er min dagligdag
Lær at føle dig hjemme her
er allerede druknet

Glemmer frem og tilbage
Vil så meget men gør så lidt
For jeg er forvirret - komplet forvirret
Tager to skridt tilbage for hvert fremad.
Anna Oct 2014
tom
jeg skriver alt hvad mit hjerte begærer
jeg har storme af ord på tungen
jeg har orkaner af sætninger der kan beskrive hvert eneste flygtig tanke der gemmer sig i mit sind
jeg kan intet og alting føle
men for første gang i lang tid
er du den eneste
der har efterladt mig tom for ord
stum for ord og følelser
llcb Oct 2015
Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert

Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.

Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.
Robin Dziedzic Dec 2017
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp

Vi kan være borte i morgen: stå opp

Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,

I morgen kan vi miste den gaven



For hver dag er vi nærmere slutten

Som kan være starten av en ny begynnelse.

Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,

Gi bort hjertet, gi bort alt,

Elsk,respekter andre, drøm,

Vær kul, vis verden at du er noen

Dag etter dag, tiden stopper ikke,

Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.

Verdens farger i mitt blod,

Folkets **** med morgendagens luft,

Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.



Stå opp med ordene på tunga, jeg lever

Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,

Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,

Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.

Alle har en vei å gå, alle er noen,

Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,

De kan lære deg å tro, vise deg vei.

Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,  

ikke vær redd for nederlag.



Jeg vekker verden, det er min vei,

Mitt oppdrag, min mening.

Så jeg sier nå til dere alle:

“Opplev hver dag, og bruk din gave.”

Og hvis du tror på kjærlighet,

Sørg for at den er gjensidig,

Sammen stå opp og se alltid samme vei,

Vær sammen til døden skiller dere ad.

DET er gaven.
Annesofie Olsen Mar 2015
Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare,  indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for  om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.
KajK Jun 2015
Hvorfor lader du mig hænge
Når du ved jeg afhænger af dig

Jeg lyser
Men aflyser
Så snart du er tæt

Vi danser på solen
Jeg bliver kun forbrændt
Mens du
Bliver gylden
I et ikke-eksisterende to-mands moment

Du iscenesætter en historie
Som så *** er fortalt
Men som dog
Fortælles forskelligt

En historie som burde være kompromiser og engelsang
Men som blot
Er en giftig afhængighed

Jeg bygger op
Mens du river ned
Jeg tæller hvert sekund

Du fortsætter
Jeg fortsætter
Hvorfor er vi ikke ærlige
Det er dét
Igen af os ved

En erklæring
Holder jeg inde
Mens jeg tror
På en kommende løsning

Men jeg ved
Og du ved
Der ingen er
I giftig afhængighed
Væk fra svedlugt,
lunkne bajere,
og gennemsnitsdanskere
I sølvmånens skær
danser de deres
holografiske sjæle ud
som i en drømmepsykose
glimter og reflekterer
Iført 90'ernes restparti
født i den forkerte generation

Du finder dem ikke
på hvert gadehjørne
De overholder normen i dagslys
Besætter byen i natten
Fylder luften med
Dr. Frank'n'Furterfremstillelse
og identitetsdigteri
Følg skyggerne hen til
euforiserende og bizarre rytmer
Du vil føle dig velkommen
For alle er ens på hver deres måde
hvorfor sove når man kan lave skolearbejde???!??

    lad os blot synke i dette mudder af ligegyldighed og

                                         falde ind i vanernes vold,


kan man undslippe? kan man forsvinde fra Det Skemalagte Liv?


       et klip-selv-ud liv, masseproduceret lige præcis til dig og dine behov
                            skal vi ikke sige det i hvert fald. det er    n e m t


            nemt      
                            konformt, kedeligt, gråt

— The End —