blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

jeg kunne mærke dig
du ikke led af den samme besættelse som før
din afhænghed af mig, var aftaget
din påtagenhed var indsunket og var nu mere uigenkendelig end hidtil før
dit kolde blod var steget dig til hovdet, og holdte dit hjerte så koldt som en lukket fryser
jeg kunne mærke, at det jeg før fandt irriterende og påtrængende
nu var gået hen og blevet et savn for mig
du var det jeg savnede
du var den som jeg altid ledte efter, som en travl kvinde der ledte efter sine nøgler
du var ham der holdte mig oppe, også når jeg ikke selv vidste det
og nu kan jeg mærke at du er ham der holder mig nede, og nu ved jeg det
og det føltes som om du var den eneste ene for mig
også selvom jeg ved du ikke er tæt på at være det

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?

Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.

Hvad er det dog
du leder efter
som du tror
du kan finde i mig
Har du søgt alle vegne
og er endt hos mig
Fik du et kald
der sagde
at det var jeg
som holdte nøglen
Eller er jeg blot det sidste sted
den kan være

jeg savner, at du synes jeg var nuttet og smuk
jeg savner, at du ville kysse mig
jeg savner, at du holdte min hånd
jeg savner, at du kontaktede mig hver dag

jeg savner, at du savner mig

jeg så ham
han så mig
jeg bumpede rent faktisk ind i ham
ham den fremmede
den fremmede jeg for blot fire måneder siden lå ved siden af
blev holdt af, og holdte om
jeg så ham
men han så igennem mig
kiggede mig hurtigt i øjenene
ikke som dengang det virkede som hans eneste mål i livet, at se på mig
ikke som dengang han kaldte mig sin
jeg så ham jeg savner
ham der fik mig til at stå på altanen og overveje at tage springet fra femte
da det hele gik galt den gang
det aner han intet om, gudskelov, det fortjener han ikke
han kiggede på mig som om han aldrig havde gjort mig ondt
som om at jeg aldrig havde rørt ham
ikke engang en enkelt gang
prøvede at glemme det
drikke lidt for meget, som jeg næsten altid gør for at glemme ham
men det hjælper aldrig helt
for jeg ender altid med en anden
og så ligger jeg der med to drenge
den ene omkring mig
den anden i tankerne
jeg så ham
han så mig
jeg ville ønske han havde holdt mig, bare én gang til

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

du sagde dét der

og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine tanker har kredset om det,
for der er et vivar af billeder i mit hoved.

jeg husker stadig klokkeslættet da du lænede dig selvsikkert op af springvandet og holdte om mig.

det eneste jeg husker er støvregn og hemmeligheder
men mine hvide ruskindssko er nu mørke af snavs, og så ved jeg jo at det er fra da jeg gik hjem i regnen
med læber der brændte

det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg ikke længere savner dig
for jeg kan ikke huske din duft
jeg kan ikke huske dit smil
jeg kan ikke huske hvordan du holdte om mig
det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg kun kan savne dengang jeg vidste hvordan jeg kunne savne dig

Kan bare huske jeg tog hans hånd da min hånd frøs,
og da jeg ville give slip, holdte han ved
Så hvorfor er det at når jeg ringer når mit sind fryser,
at han kun tager den, for at lægge på igen