"hinanden" poems
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Feb 6, 2016
Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC
Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.
Mar 19, 2016
Mar 19, 2016 at 6:14 PM UTC
Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.
May 29, 2016
May 29, 2016 at 5:26 AM UTC
Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.
Dec 1, 2015
Dec 1, 2015 at 4:51 PM UTC
Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.
Jan 13, 2016
Jan 13, 2016 at 2:36 PM UTC
Vi har løbet så længe
kan vi tage det med ro
og for en gangs skyld
Lad os være hinanden tro
Du er min blomst
lad mig være din biolog
helt ærligt kvinde
Jeg vil høre hvad du tænker på
Det kan blive os mod verden
du skal ikke være bange
lad mig fri dig fra dine tanker
Vi kan klare det her sammen
Hvad er tid når du er nær mig
det står stille i mit hoved
siger ikke at vi har travlt men
Tiden går hurtigere end jeg troed
(f.b)
Oct 21, 2015
Oct 21, 2015 at 6:33 PM UTC
Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen
Nov 29, 2016
Nov 29, 2016 at 8:04 AM UTC
jeg faldt (for dig)
en aften i december
lige ned i dine arme, faldt jeg
og luften føltes ikke længere
helt så kold.
vi så hinanden i øjnene
lidt for længe til at vi to
bare kunne være venner,
og jeg vidste
at du var den jeg skulle drikke
sød kaffe og plukke solsikker med.
men nu er jeg faldet over min kærlighed
og over mig selv og mit
sikkerhedsnet af dig er borte
jeg forstår ikke hvad det var
der var så forkert ved det jeg gjorde
så jeg er holdt op med at spørge
og renser desperat mit hjerte i sprit
for at det ikke skal blive betændt
men i mit indre brænder dog
et håb om at vi vil mødes igen
en aften i december
og vi vil se hinanden i øjnene
lidt for længe til det kan være forbi
og du vil falde (for mig) på ny
Sep 1, 2014
Sep 1, 2014 at 6:05 AM UTC
smørhullets vide måler flere meter
imens vi ligger begravet i hvert vores bjerg af dyner
tildynget af puder, der slører vores syn
på tilværelsen og på hinanden
vi er blændet af ideen om hvordan det burde være
hvordan vi burde ligge
hvordan vi burde leve, elske og nyde
sengen er vores helvede
den burde være vores syvende himmel
Jul 25, 2014
Jul 25, 2014 at 8:37 PM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
Mar 13, 2016
Mar 13, 2016 at 5:21 PM UTC
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
Oct 19, 2014
Oct 19, 2014 at 6:18 PM UTC
Vi ses igen
du rækker din hånd gennem drømmenes masker
Vi ses igen
du står i en rude på tiende sal
Vi ses igen
passerer hinanden på hældende trapper
Vi ses igen
sover tilfældigt i det samme tog
Jeg ser dig igen på den mørke plads
månen hælder sølv i dit hår
Du ser mig vente for grønt
som om jeg vented på nogen
Ses igen blikkene standser i mængden
Ses igen i en tilsneet have
Ses igen i en opbrudt gade
Jul 17, 2014
Jul 17, 2014 at 6:41 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
Vi fik jo hinanden til sidst
Som dagen smeltede ind i aftenen
og vi to ind i hinanden
Den torsdag i (Hjerter)kongens by
Du lovede mig sommeren
i bytte for et løfte
om at finde min vej tilbage til dig
Satte mit bryst i brand og ilden er
endnu ikke slukket
Af askerne opstod vores begyndelse
Nov 7, 2016
Nov 7, 2016 at 12:03 PM UTC
på et øde sted
som ej er kendt af
mange
der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig
og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat
"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"
og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok
i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen
givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket
tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse
fra to triste hjerter
Jul 7, 2015
Jul 7, 2015 at 2:15 PM UTC
Du er alt
Alt hvad jeg vil have
Min måne
Og mine stjerner
Men måske
Måske er jeg solen
For din berøring
Den føles så klar
Så klar at det gør ondt
Vi rør hinanden
Så let så flygtigt
For når du er månen
Månen og stjernerne
Og jeg er solen
Så rammer vi hinanden
Men kun lige akkurat
Akkurat nok til at vide
Vide at vi rør hinanden
Ja, for vi ved nemlig godt
At vi fandeme ikke
Er skabt til at være sammen
Jun 9, 2015
Jun 9, 2015 at 6:49 AM UTC
Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.
Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen
Oct 19, 2015
Oct 19, 2015 at 1:39 PM UTC
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Sep 21, 2015
Sep 21, 2015 at 8:50 PM UTC
Kan jeg?
brænde mig selv ned
med hud og neglerod
hver en sprække
af fregnede smil
og skarpe vinterknogler
havde man fingre af kul
kunne man tegne sig selv op i silhuet
en skælvene kvindes
begyndende skygge tager form
på halvmånens blege papir
under fuldmånen er jeg
en lysende diamant
indtil da
danser jeg på tåspidsen om bålet
kan jeg se mig selv
gå op i røg og damp
stolt som den enøjede konge
Skal jeg?
presses sammen til
noget du ikke genkender
når vi støder ind i hinanden i gaderne
tilfældigt, selvfølgeligt
gyderne af vores
måneskinsvandringer
hvor vi drømte om en måne der var hel
skal jeg samle månens stykker sammen
uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme
og jeg lyser gyderne op
Må jeg?
glemme at du fandtes
den dag hvor der var måneformørkelse og du
ikke dukkede op i gyden
jeg så dig gå op i røg jeg så
at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig
må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at
jeg brændte mine fingre på dit hjerte
da du sagde at du elskede mig under månen
og jeg vidste at du var aftagende
Jul 19, 2014
Jul 19, 2014 at 3:10 PM UTC
i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det
Mar 10, 2015
Mar 10, 2015 at 5:22 PM UTC