"himlen" poems
Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.
Jan 20, 2015
Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC
Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig
Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.
Feb 1, 2015
Feb 1, 2015 at 2:44 AM UTC
Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.
Jun 1, 2015
Jun 1, 2015 at 2:57 AM UTC
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
Du holder mig vågen om natten,
Jeg tænker på de ting du siger
Selvom du ofte gør noget andet.
Når himlen er i brand, glemmer
jeg at kigge ud. Min sjæl er for fuld.
Liderlige øl strømmer som blod i årene.
Fuldemandssange om kærlighed
Ikke ægte kærlighed, men kærlighed til den kærlighed
som ingen af os føler, men mærker helt ind til skindet.
Du flår mig som et lille dyr. Forvildet i tusmørket.
Når jeg ligger her, med tanker, som kan starte en apokalypse
Tvivler jeg på det hele, på ham, på hende og alle de andre.
Undtagen dig, undtagen os og undtagen vores samtaler.
Jan 27, 2015
Jan 27, 2015 at 4:51 AM UTC
Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.
Jan 14, 2015
Jan 14, 2015 at 11:11 AM UTC
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
f.b
May 9, 2014
May 9, 2014 at 3:40 AM UTC
I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.
I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.
Jan 25, 2015
Jan 25, 2015 at 2:55 PM UTC
jeg sidder og stirrer
ud i mørket
en kold september
nat
karl william synger
om at "vi ku' ha' gjort så meget"
og jeg ved ikke om det er vinden
eller tanken om de sørgerlige
rester af
dig og mig
der får tårer til at falde
som glas på mine elfenbenskinder
kaffen er blevet bitter og kold
ligesom det jeg føler indeni
men mine hænder klamrer
sig til koppen som om
den indeholder det
sidste af dig
jeg har aldrig fundet ud af hvorfor
jeg sidder der
nat efter nat
og stirrer ud i mørket
måske håber jeg bare at se dig
få bare et eneste glimt af dig
som et stjerneskud på himlen
i et milisekund
men der kommer aldrig nogen
eller noget
og endnu en lille del af mig dør
så jeg tænder en cigaret og lader
den brænde mellem mine læber
for godt nok vil du altid
være en del af mig
men du får ikke lov til at være
den der tager livet af mig
Sep 17, 2014
Sep 17, 2014 at 3:13 PM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
Oct 19, 2014
Oct 19, 2014 at 6:18 PM UTC
Nogen kalder mig fortid
Mange kalder mig nutid
Og mine hænder ligger i andres fremtid.
Jeg savner dine øjne, og
Jeg manglede dig i fortiden
Men da du fyldte min nutid
Ødelagde du min fremtid.
Når jeg møder dig
Får himlen dit ansigt
Til at falme, og dine
Beskidte kolde læber
spidser til, når
Du siger mit navn.
Men selv en mørk aften
Savner jeg dit blik, når
Du fortæller mig at
Verdens undergang
Ikke vil skille os ad.
Oct 29, 2014
Oct 29, 2014 at 9:09 AM UTC
mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.
nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.
f.b
May 1, 2014
May 1, 2014 at 9:24 AM UTC
Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 9:25 AM UTC
Du er rød og jeg blå
Jeg er is, du er ild
Og jeg har frosset i flere dage
Jeg drømmer mig hen i en verden
hvor græsset gror til himlen
sommerfugle så store som
biler
Jeg sagde jeg var den uhyggeligste
gyserfilm jeg kunne forstille mig
og jeg vil drukne i din hud
hvis ikke i min egen
Dec 26, 2014
Dec 26, 2014 at 2:18 PM UTC
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke
(Marolle)
Aug 5, 2015
Aug 5, 2015 at 7:02 PM UTC
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?
Nov 9, 2015
Nov 9, 2015 at 1:34 PM UTC
kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord
Mar 21, 2016
Mar 21, 2016 at 7:55 PM UTC
forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig
bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund
jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt
Mar 5, 2015
Mar 5, 2015 at 5:46 PM UTC
Vi lå afklædte i din seng
og du hviskede i mit øre du ikke vil dø
Længe lå vi og stirrede op i loftet i fuldkommen stilhed
Jeg kiggede på dig og små sommerfugle fløj rundt i din mave
Jeg kyssede dig så inderligt at himlen pludselig virkede besynderligt nær
Uden at sige et ord, konstaterede jeg for mig selv
du aldrig ville dø
for jeg skrev jo lange digte om min længsel og om dine store øjne
Jeg ville ikke lade dig dø
Jeg ville gemme den bedste samling af ord om dig
og lægge den i en æske og sende den direkte til evigheden
Jan 25, 2015
Jan 25, 2015 at 9:26 AM UTC
En tom stol, forladt, ensom og itu
ligesom det kys der er blevet gemt ovre i hjørnet
et kys der aldrig vil blive samlet op igen
Du fortalte mig at det føltes som om
at livet glider igennem dine kolde hænder
men det eneste der bør glide gennem dine fingre
er mine fingre
Jeg går rundt med et kort over himlen
ikke én eneste sky at se, ingen syngende fugle
eller hurtige flyvemaskiner
Måske er dit hjerte ikke det eneste der er tomt
Men hvorfor siger man så
at der er mere mellem himmel og jord, spørger du
May 26, 2015
May 26, 2015 at 10:15 AM UTC