Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
og jeg vil nok aldrig nogensinde
helt
holde op med at skrive digte om dine blanke øjne og måden som du
sagde mit navn på
fredag aften vil jeg genopleve dine blå hænder mod min krop
og med knogler lavet af kokain
og universer groende under mine negle
vil jeg savne dig
og det, vi aldrig havde
- digte om det, der aldrig skete
Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er  
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.
drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind
ungdomspoet Jan 2016
kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent
Abelonia Oct 2014
Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning.  Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.
Anna Jan 2015
jeg holder øje med dine sprukne røde læber
der drikker af det høje vinglas
du krymper dig lidt, og kniber øjnene sammen
for vin er jo heller ikke det du bedst kan lide at smage med tungen
du har malet dine læber og negle, den samme farve som dit hjerte,
helt rødt
effekten er det helt samme ved både dine negle og læber
dine negle er krakeleret
dine læber er sprukne
og dit hjerte er heller ikke ligefrem i et helt stykke

så passer alle tre ting sammen
smadret
men dog stadig samlet
rødvins effekt
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart
- digte om et papmachesind
Jeg tager det stille og roligt denne gang,
jeg forventer intet af fremtiden,
men jeg forventer troskab og ærlighed, hvis jeg skal blive i det.

Jeg vil være der for ham og støtte ham,
men jeg vil hverken kontrollere ham eller bestemme over ham,
jeg vil stole på ham og lade ham nyde sit liv med sine venner og veninder, men jeg forventer han kun vil have min kærlighed og det er nok for ham.

Jeg kan virkelig godt lide ham, jeg er stolt af ham og elsker hans personlighed, han er helt sig selv og han er ikke bange for hvad andre tænker.

Jeg elsker når han kysser mig når vi vågner, nusser mig og putter sig helt op ad mig, hele natten, ligemeget hvor varmt det er, er han altid helt tæt på mig hele natten.

Han er fantastisk og han fandt mig og omvendt i en svær tid, men den tid har ændret mig både fysisk og psykisk. Jeg elsker mit nye jeg og det er sikkert også derfor det her er rigtigt denne gang, fordi jeg endelig har fundet mig selv og jeg elsker mig selv
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv
- digte om alt det, der perciperes på orange dage
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
Nikoline Oct 2014
og han lovede mig
at hvis jeg rørte ham
ville jeg blive såret
men jeg var ligeglad
fordi selvom
han var knust glas
omfavnede jeg ham
og lod hans
uperfekte skår
stikke hul
i min snehvide
uskyldige
hud
og da han forlod mig
tog han sine
sylespidse kanter med
og jeg stod tilbage
gennemhullet
blødende
og helt
helt
alene
og han holdt, hvad han lovede
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
ungdomspoet Nov 2014
min mor har altid set på mig som en kat
*** kan ikke fordrage det dyr
betegnelsen var baseret på et digt *** engang hørte
noget om en kat der strejfede rundt
og ikke havde nogen ejermand
for den var helt sin egen

trods min mor ikke kan fordrage katte
er der én kat *** elsker ubetinget
den sorte kat fra digtet
og jeg har altid været katten der ikke
ville fanges, ikke ville tæmmes eller bestemmes
så min mor gav op og lod mig gå mine egne veje

et og et halvt år gammel og store øjne
min mor prøvede at beskytte og nusse om mig
men allerede der var jeg blevet til en kat
jeg svarede hende "det skal du ikke kymre dig om mor"
så drejede jeg om og spaserede væk
min mor kunne aldrig beskytte den sorte kat

så *** lærte at elske den, netop fordi den er helt sin egen
og ingen andres
- om den kvinde jeg beundre aller mest
- om mig
Marte Lindholm Feb 2017
Her står jeg i all min nakenhet
Skriver dikt på norsk og greier
Jeg vet ikke helt hva jeg skal si
Hvordan jeg skal sette ord på det

Engelsk ville fått dette til å se fancy ut
Med kompliserte ord og uttrykk
Men her kommer det rå og nakne
Rotete formulert, uten rim og slikt

Du får fram en helt ny person i meg
En person jeg selv må bli kjent med
For dette er ikke likt noe jeg vet om
Dette er alt helt nytt og rart for meg

Følelser jeg ikke har hatt før
En tvil om hva jeg egentlig vil
Jeg vet ikke lenger faktisk
Noe jeg alltid har trodd jeg har gjort

Det er mye du ikke vet
Mye du ikke bør få vite
Jeg vil ikke ødelegge deg
Livredd for at det skal skje

Gi det tid, så vil jeg skjønne
Hva jeg selv innerst inne vil
Jeg vet hva jeg vil ville
Men det er ikke alltid rett

Dette er som en ny sang
Som jeg må lære å synge
Og spille på piano perfekt
Før den store framvisningen

Er det mulig at tiden vil si
At solo er formen for meg
Eller kanskje det er på tide
Å gjøre det til en duett?
Vetta fæn lenger jeg
*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
llcb Nov 2015
Det er jo på mange måder klart
at jeg stadig er sur
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Det gør ondt i hjertet
så hjernen ender op
vred og bitter
Så det er jo klart
at jeg kigger tomt på dig
og råber af dig
hen over køkkenbordet
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Og hver gang vi taler om det
så er det som
at det fungerer i teorien
men virker bare ikke helt i praksis
Vi ender jo stadig op med
døde blikke
og vrede i lungerne  

Den her aften skændtes vi
helt indtil en vigtig sandhed
røg ud af mig;
at jeg nok egentlig bare er vred,
fordi jeg sad
en time
i bus
for at komme i skole
dengang
og måtte dele seng
med mor
og de andre
siden der ikke var penge
til varme
dengang
Den vigtige sandhed om;
at jeg nok egentlig bare stadig er vred
i dag
fordi jeg blev svigtet af dig
dengang

Vrede er jo en effekt af svigt
så det er jo klart
at jeg stadig hader dig lidt

Nu ligger jeg i min bunke af vasketøj på gulvet og tænker;
at det nok egentlig var meget godt at jeg fandt ud af det nu.
Nu har jeg formodentlig sparet mig selv for hundredevis af psykologtimer som 64årig
Bare ved at vide det, som nok egentlig
er klart
hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget
- digte om et papmachesind
er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler
- digte om alt det, der skete dengang
sara p Apr 2015
den hurtighed, der har omringet os er en, som vi alle forsøger at løbe i hælene på, omfavne og vise at vi elsker
men vores Nike Free 4.0 bliver pludselig fyldt med bly
mørkegrå, tonstunge, bindende blyklodser, der hiver og trækker kroppen ned i gruset, der smuldrer mellem fingrespidserne, alt imens hurtigheden får et kilometer langt forspring
pludselig ligger vi der, pulsen falder ned til et punkt, hvor den dunker i takter, der bemærkes og føles
noget lyd er omkring dig, præcis hvad det er, ved du ikke helt: det lyder dog bekendt, hvilket giver en blussende, varm fornemmelse i kinderne, og da hører du det - fuglekvidre
en sammensætning af glade toner, der tilsammen udgør en melodi, som letter dig fra jorden
de olivengrønne træer bliver tværet til siden, som om du kørte hånden over et vådt maleri, for du bevæger dig i bløde piruetter på tåspidsen, og mærker solens nuancer indeni
langsomheden står ved din side og snurrer i cirkler sammen med dig, inderst inde, helt nede i maven, der ved du godt at noget er forandret, men det siger du ikke noget til.
ungdomspoet Jun 2015
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er endt her
jeg forstår ikke hvorfor
jeg pludselig ikke kan
føle noget for nogle
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er blevet så
kold og kynisk og ensom
jeg kan pludselig ikke
give en eneste dreng et
enkelt kys uden at det
føltes helt helt forkert
hvorfor lige mig?
hvorfor skal jeg lide under
denne forfærdelige
lidelse af kroniske hjertesorger
og et evigt håb for ægte
kærlighed
jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart
- digte om alt det, der vandaliserer os
xxx xxxxxx Jun 2015
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
llcb Apr 2016
Når du rammer min nethinde så pumper mit hjerte kraftigt blod ud fra min venstre hjertehalvdel til min højre, så jeg bliver helt varm i kroppen af al blodet der cirkulerer rundt i mine arterier, og der er nu ikke længere plads til H2O indeni, så det damper ud som sved i mine små håndflader og min krop bliver til noget jeg ikke kan holde styr på med kolesterol på speed og kolde tær og molekyler der danser ind i hinanden og årha, al den forelskede gør min krop helt udmattet og får mig til at smile som en vanvittig.
jd Sep 2014
*** frygter så meget at miste (ham)
at *** helt glemmer at nyde
mens *** har (ham)
Annesofie Olsen Mar 2015
Uro
Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt  panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert  hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt  og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.
tanker
Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?
Kristine Jensen Jun 2015
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg
- digte om papmachesind
Frederik B Jun 2014
Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

— The End —