"havde" poems - Hello Poetry

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

0

Feb 6, 2016

Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC

holkenfeldt

Dengang vi ejede hele verden

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

47

Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

0

Jan 28, 2016

Jan 28, 2016 at 3:15 AM UTC

holkenfeldt

Blomstersaft og lyserøde drømme;

Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

1

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

0

May 29, 2016

May 29, 2016 at 5:26 AM UTC

holkenfeldt

Syren

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

7

Jeg samler på steder engang havde jeg massere af steder men nu har jeg kun mit lille hus hvor alt er trygt, trygt, trygt, i min seng kan min hjerne sove det intense tryk kan trygt forsvinde men selv der i MIN seng kan jeg føle mig alene

0

Sep 21, 2014

Sep 21, 2014 at 3:49 PM UTC

mercedes-b

Fra en bus samtale

Jeg samler på steder engang havde jeg massere af steder men nu har jeg kun mit lille hus hvor alt er trygt, trygt, trygt, i min seng kan min hjerne sove det intense tryk kan trygt forsvinde men selv der i MIN seng kan jeg føle mig alene

7

kom med mig bare bliv i nat du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt hvad forventer du at jeg skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du tager min hånd og siger du har ændret dig men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke fordi for dig er det hele bare et spil så bare forfør mig nu for tiden har gjort mig stærk jeg er begyndt at komme videre jeg siger det her nu du har haft din chance og du ved jo godt at det er lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent jeg var ung og forelsket jeg gav dig alt hvad jeg havde men det var aldrig nok og nu vil du pludselig have kontakt du ved jo godt at det er lidt for sent gå hjem til din kæreste jeg slipper dig fri jeg elsker mig selv du har et problem men kom nu ikke og spørg mig om hjælp for du ved jo godt at det er lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent jeg kan elske med hele mit hjerte jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give men med en player som dig der har jeg mistet troen det er ikke den måde jeg skal leve mit liv det er bare lidt for sent det er bare lidt for sent en lille smule for forket og jeg kan ikke vente men du ved lige hvad du skal sige du ved jo godt at det er lidt for sent du siger at du drømmer om mit ansigt men det er ikke mig du savner du kan bare godt lide det du ser nu men for at være ærlig er det helt ligemeget nu for du ved jo godt at det er lidt for sent du ved jo godt at det er lidt for sent

0

Jan 3, 2016

Jan 3, 2016 at 5:11 PM UTC

ungdomspoet

aldrig har too little too late været mere passende

64

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen... Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

0

Jul 29, 2014

Jul 29, 2014 at 8:15 PM UTC

FrederikBartho

Kl. 23.23 - Bus 23 Visse/Gug Øst

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen... Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

2

Gammel kærlighed ruster aldrig siger de. Så vi overvander potteplanterne Gøder platantræerne for at få dem til at blomstre. Prøver at slå gnister. Tænder en flamme Eller bryder ud i lys lue Men der sker ikke noget. For, havde vi kærlighed? Var det bare spænding Mellem benene? Eller var det bare to venner, som kedede sig?

0

Mar 22, 2015

Mar 22, 2015 at 1:06 PM UTC

holkenfeldt

kær(optional)lighed

Gammel kærlighed ruster aldrig siger de. Så vi overvander potteplanterne Gøder platantræerne for at få dem til at blomstre. Prøver at slå gnister. Tænder en flamme Eller bryder ud i lys lue Men der sker ikke noget. For, havde vi kærlighed? Var det bare spænding Mellem benene? Eller var det bare to venner, som kedede sig?

14

her kunne jeg skrive om vores kærligheds dage da vi delte en tapas-tallerken og en flaske af den bedste vin på en fortovscafé og tog bad i de århusianske solstråler og her kunne jeg skrive om dig og mig og det vi to (aldrig) havde men jeg gør det ikke for der er ikke mere tapas og der er ikke mere vin og heller ikke flere solstråler, men værst af alt er der ikke mere dig og mig og så er der faktisk (ikke) mere tilbage at skrive om

0

Nov 5, 2014

Nov 5, 2014 at 10:51 AM UTC

emilie-s-jensen

alt det der (ikke) er

her kunne jeg skrive om vores kærligheds dage da vi delte en tapas-tallerken og en flaske af den bedste vin på en fortovscafé og tog bad i de århusianske solstråler og her kunne jeg skrive om dig og mig og det vi to (aldrig) havde men jeg gør det ikke for der er ikke mere tapas og der er ikke mere vin og heller ikke flere solstråler, men værst af alt er der ikke mere dig og mig og så er der faktisk (ikke) mere tilbage at skrive om

20

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

0

Mar 2, 2015

Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter II

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

22

I mit livs sommer er jeg Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider. I mit livs vinter lever jeg ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

0

Jan 25, 2015

Jan 25, 2015 at 2:55 PM UTC

llcb

I mit livs sommer

I mit livs sommer er jeg Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider. I mit livs vinter lever jeg ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

4

de to små streger skriger i mine øjne havde jeg været forsigtig, taget hvert skridt på æggeskaller og tænkt lange tanker, ville jeg løbe videre ubekymret i dette sekund og danse i nattens lys men nu nu, har jeg solens stråler i maven det smager bittert som om det ikke passer ind de lyseblå dråber fra mine øjne er krystalklare de skærer i mit sind og hvisker hvad jeg skal gøre de hvide vægge er kolde jeg ser min sorte pedicure og nu matcher den farven indeni jeg burde være tom men jeg fortsætter i ungdommens lange baner jeg tegner blomster på blankt papir og jeg smiler samtidig

0

Feb 27, 2015

Feb 27, 2015 at 8:59 AM UTC

sara-p

fortvivlelse

de to små streger skriger i mine øjne havde jeg været forsigtig, taget hvert skridt på æggeskaller og tænkt lange tanker, ville jeg løbe videre ubekymret i dette sekund og danse i nattens lys men nu nu, har jeg solens stråler i maven det smager bittert som om det ikke passer ind de lyseblå dråber fra mine øjne er krystalklare de skærer i mit sind og hvisker hvad jeg skal gøre de hvide vægge er kolde jeg ser min sorte pedicure og nu matcher den farven indeni jeg burde være tom men jeg fortsætter i ungdommens lange baner jeg tegner blomster på blankt papir og jeg smiler samtidig

27

drømmen om storbyslivet og drømmen om **** mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile det var sådan jeg havde forestillet mig det livet i byen versus livet i landet min forestilling var korrekt i starten nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig jeg blev det menneske jeg ikke ville være det menneske der altid er forjaget det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden det menneske der ikke kan andet end at smalltalke jeg blev det menneske jeg ikke ville være endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv jeg husker, hvem jeg var engang jeg husker de stille morgener, med den friske luft jeg husker gåtur med mine forældres labrador jeg husker roen jeg husker smilene jeg husker minder jeg savner jeg holder disse minder i live jeg bliver mindet om dem ofte specielt når jeg har de dårlige dage når jeg så tilbringer tid med mine home-girls da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene disse er splittet mellem personer fra landsbylivet personer der kender mig fra mit gamle liv disse personer søger jeg til på dårlige dage for jeg blev det menneske jeg ikke ville være nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder og omvendt forsøger jeg at forstå deres men det kan aldrig blive det samme for vi har levet forskellige liv før vi mødtes og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt man kan snakke om her og nu begivenheder og forsøge at skabe fælles minder der kan snøre os sammen som et spindelvæv eller et ekstra sikkerhedsnet men nye bekendtskaber vil forevig og altid minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være (Marolle)

0

May 13, 2015

May 13, 2015 at 4:23 PM UTC

marolle

Landsbypigen

drømmen om storbyslivet og drømmen om **** mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile det var sådan jeg havde forestillet mig det livet i byen versus livet i landet min forestilling var korrekt i starten nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig jeg blev det menneske jeg ikke ville være det menneske der altid er forjaget det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden det menneske der ikke kan andet end at smalltalke jeg blev det menneske jeg ikke ville være endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv jeg husker, hvem jeg var engang jeg husker de stille morgener, med den friske luft jeg husker gåtur med mine forældres labrador jeg husker roen jeg husker smilene jeg husker minder jeg savner jeg holder disse minder i live jeg bliver mindet om dem ofte specielt når jeg har de dårlige dage når jeg så tilbringer tid med mine home-girls da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene disse er splittet mellem personer fra landsbylivet personer der kender mig fra mit gamle liv disse personer søger jeg til på dårlige dage for jeg blev det menneske jeg ikke ville være nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder og omvendt forsøger jeg at forstå deres men det kan aldrig blive det samme for vi har levet forskellige liv før vi mødtes og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt man kan snakke om her og nu begivenheder og forsøge at skabe fælles minder der kan snøre os sammen som et spindelvæv eller et ekstra sikkerhedsnet men nye bekendtskaber vil forevig og altid minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være (Marolle)

43