Hello Poetry
Submit your work and get some sparkles! Create free account
"glimt" poems
jeg sidder og stirrer ud i mørket en kold september nat karl william synger om at "vi ku' ha' gjort så meget" og jeg ved ikke om det er vinden eller tanken om de sørgerlige rester af dig og mig der får tårer til at falde som glas på mine elfenbenskinder kaffen er blevet bitter og kold ligesom det jeg føler indeni men mine hænder klamrer sig til koppen som om den indeholder det sidste af dig jeg har aldrig fundet ud af hvorfor jeg sidder der nat efter nat og stirrer ud i mørket måske håber jeg bare at se dig få bare et eneste glimt af dig som et stjerneskud på himlen i et milisekund men der kommer aldrig nogen eller noget og endnu en lille del af mig dør så jeg tænder en cigaret og lader den brænde mellem mine læber for godt nok vil du altid være en del af mig men du får ikke lov til at være den der tager livet af mig
0
Sep 17, 2014
Sep 17, 2014 at 3:13 PM UTC
kan du mærke mig
Smilende, glad og fuld af energi Blomstende og fantasifuld, - narrer jeg dem til at tro at jeg er glad. Bilder mig selv det samme ind. Tror, føler og mærker glæden      vælte ind over mig. Ikke hele tiden, glimt af lykke.     Men i en melankolsk og sentimental tilstand dybest. Desperat for at komme ud, bryde kæden op og vælte ud med sol-strålende sprudlende livsglæde.    Jeg kommer ovenpå, jeg er ovenpå, jeg er i sommerhumør selvom vi er i oktober. det lykkedes mig, min lykkefangst Jeg er OK.
0
Oct 18, 2015
Oct 18, 2015 at 6:36 AM UTC
OK tober
kigger ind på lejlighederne og gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af vægtløshed og mørkeblå og bålrøg som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i mit hoved når jeg tænker på det perfekte som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik verden er opløselig ubetinget tidsløshed livet er elastisk hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg aldrig har været mit eget menneske før og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen det hele er slimet og formløst i min forståelse jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en sejlbåd midt i saltvandet hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed saltvandet
0
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 6:04 PM UTC
smelt
hurtigt dog diskret får jeg kigget på ham et glimt af utilpashed og varme stryger igennem hans ansigt genertheden strømmer op i mig føles som en bølge af sommerfugle der ikke kan vente med at slå deres vinger ud kigger ham igen i øjnene og åbner dørens til hans sjæl kan se igennem ham nu kan se at han føler det samme som mig men alligevel løber jeg væk gemmer mig hurtigt dog diskret
0
Dec 9, 2014
Dec 9, 2014 at 5:28 PM UTC
hurtigt dog diskret
Små pupiller sorte som min kaffe med en et lys glimt hvidt som dine Nike air force 1 mit hoved sover månen viser dens former.
0
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 11:17 AM UTC
Hvad
et lille stykke sky et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer en tom taleboble, der venter på at nogen snakker et enligt ben der leder efter en makker et mindre skænderi, der aldrig blev løst en lille glød i et slukket bål en knækket kam et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe en førstepræmie, der aldrig blev vundet en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet en tyggegummi-klat foran et storcenter et vindue ingen kigger ud af et udbrændt fyrfadslys en sæbebobbel der aldrig sprang en lille månesten der flyder rundt i rummet en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren en stor plet en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen et glimt i øjet en rusten skrue, der engang har siddet i et skib et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
0
Dec 14, 2015
Dec 14, 2015 at 1:15 PM UTC
banaliteter
De kigger på mig Jeg ved det For jeg ser alt Jeg kan mærke deres blikke i min nakke Jeg kan se dem iagttage mig i vinduets afspejling Men når de ikke kigger på mig Hvorfor kigger de så ikke på mig? Er der noget galt med mig? Mit hår er grimt i dag Et glimt fra spejlet i morges, fortæller mig det Det er nok det Eller måske ser jeg tyk ud Måske ser jeg trist ud Kan de virkelig se, at jeg er trist? Kan de se, at jeg længdes? Længdes efter noget, jeg ikke burde længdes efter For man ved Man ved når noget har gjort ondt på en lille piges barneglade sjæl Så kig dog på mig Se mig For jeg kan ikke se mig selv Ikke lad mig forgå For jeg sulter efter bekræftigelse Jeg er afhængig af deres blikke For jeg ved Hvad de tænker Når de kigger på mig Men de kigger kun De ser mig ikke Blot en uransagelig facade Men jeg forstår dem godt For jeg forstår ikke mig selv
0
Nov 19, 2017
Nov 19, 2017 at 9:06 AM UTC
SE MIG
OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER DER IKKE EKSISTERER FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I TØJET PÅ TØRRESNORREN OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ OM DE ER DER ENDNU HVOR MEGET VI IKKE VED HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI GÅR FRA OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN SOM EN SNESTORM I DET YDRE *** UFORKLARLIGT OG RASENDE SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET DET MEST OMVÆLTENDE OG EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN URO DEN MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET
0
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 6:40 PM UTC
Untitled