mine favoritpersoner har altid været dem
med sand mellem tæerne
og bølger i tankerne
(for ikke at glemme salten på deres læber)
jeg synker al skylden for disse ting
- bliver kvalt
ligesom vandmelonfrøene
man ikke måtte sluge
som mor altid sagde
disse frø voksede til planter
der aldrig visnede
jeg har gemt kys som valuta
og skyld er bare frø
og kys er bare læber
men hvad er valutakursen på hukommelsen

og jeg har altid sagt, at jeg gerne ville
gemme mig og blive gemt bag andres
katastrofer, så jeg søger dem, og sørger
over og under dem, gemmer mig i smalle
gulvsprækker i dit køkken, for  jeg vil jo
bare gerne være hende, der hjælper i stedet
for at være hende, der bliver hjulpet, men
dine problemer virker så tunge  og du virker
så  ligeglad, når jeg står med grønne øjne,
og fortæller dig, jeg elsker dig, og det er du  
ligeglad med nu, og det var du også i går, men
nu sitrer rødvinen pludselig  lige  omkring mit
højre ribben, og  jeg kan se silhuetter af dig ude
i gangen, men jeg tør ikke længere  at se dig i
øjnene, for mine ord er ikke nok,
det er de jo også så sjældent, men jeg ville
så gerne gøre en undtagelse, bare lige gøre dig
til en undtagelse værd  og spise morgensolen
som du altid sagde, jeg skulle, men jeg sover
altid over mig
jeg gemmer mig bag andres katastrofer,
men jeg blev væk et sted imellem
dine

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Mit forsvindingspunkt
er langt væk
Jeg er så nær
og så fjern
Kigger bare rundt
og betragter alle,
andre end dig.

For din plads
Som engang var i mit hjerte
er nu gemt,
lysår væk.

Perler af sved glinser på min pande
Det må være 20 grader eller varmere
Jeg ved ikke hvor jeg er
Eller hvem jeg er sammen med
Et sted ude i intetheden
Ligger mine tanker gemt
De venter på at du kommer og
Overtager dem
Jeg kigger ud
Søger, spejder og leder
Efter dig

Tag mig

den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter
flød
gled
smuttede
hen over dine læber
rev fat i mig så langt inde
at det næsten ikke kunne mærkes

du åbnede op til dine inderste blodårer
lige foran min trommehinde

verbalt
brutalt
genialt

du er en demo på mine tideligere dårlige idéer
du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir
og gemt langt, langt ned under min seng

Dine fødder,
der bruger en str. 46 i ******>trådte på mig
ydmyget
med halen mellem benene
flygtede jeg
men jeg kunne aldrig slippe væk
fra dig
du er forevigt i mine tanker
gemt væk i de hjørner
der gør ondt
når man kommer til at nærme sig dem

Blandt rustne rør, gemt bag et flosset forhæng,
under den brusende brusers glædeskilde
skyller *** sin knoglede krop i flydende lykke
*** lader den lune bagsiden af sit halve hjerte,
hvorefter den flygtigt forsvinder ned i afløbet

Og når *** om lidt vil træde ud på de kølige fliser igen,
mens forhænget ukueligt vil klamre sig til hendes volatile varme,
mens bruseren bag hende stadig vil friste med boblende behag,
vil *** blot vikle *** sit hår op i et håndklæde af endeløs ensomhed
Og dér - lige dér - vil *** føle sig allermest tilpas

Du bidder i din underlæbe til den er helt blodig og hudløs.
Dine hænder er gemt inde i dine alt for lange ærmer.
Neglelakken farver dine nedbidte negle grå, den er halvt afpillet og krakeleret, så der kun er en lille plet af grå tilbage. Dine øjne er mere røde end blå og de ser ned på dine sammenkrøllede tær og skæve fødder. Dit blonde hår er uglet efter et forsøg på at rive det ud af din blege blødende hovedbund i frustration. Du skriger, men skrigene når ikke ud til nogen. Bare der var nogen der ville fortælle dig at det du prøver at flygte fra er noget indeni. Det kommer krybende op igennem din ømme mave på de mest uventede tidspunkter. Den kryber sig videre op til din hals og den kvæler dig så du bliver nødt til at snappe efter vejret. Du tænker, men tankerne er kun disse negative tanker som du så *** får når du er alene om natten under din ikke så varme dyne. Du kan flygte så længe du vil, men den vil altid være i dig.

Rimen har lagt sig
Fjorden er gemt
I smug ryger jeg
Hellige substanser
?Du bryder mit tabu?
èn chance for at leve
Mine hemmeligheder strømmer
Ud på hver en læbe
Efter at røbe hendes sorg
Fordærvede jeg mig selv
Djævlen lod jeg tage over
Mit sind
Og min sjæl
Nu itu  
Er de begge
Men hellige substanser
Ryger jeg i smug
For de nu
Kan fortælle min historie videre
Til enhver der tør lytte
Til de hellige substanser
Jeg ryger i smug

jeg er mig
og du er dig
men vi er ikke længere os
så vi går
en tid
men kommer så tilbage
og sidder bare og venter
på at den ene eller den anden
af os
rejser sig for at gå igen
og for at spørge
om ekstranøglen stadig ligger gemt under måtten
for det kan jo være svært at få en taxa og noget der minder om (oprigtig) kærlighed
en lørdag morgen klokken halv ni
i indre københavn

drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør

Bedende øjne og knuste hjerter,
sprang over det hele
som sultne hunde
tiggende efter spildte følelser
som da du slog mig
med din dunklende pik
og det fløj med stjerner,
som i en dårlig tegneserie
og børnene nede på gaden,
når de snakker om kærlighed
og gudskelov for det,
at de snakker om det
for det gjorde vi aldrig,
men dine følelser hang
udenpå tøjet, som udsalg
i Superbrugsen
i konstrast til mine, gemt
som papmache figuren,
jeg lavede i 4 klasse,
da du hviskede fortryllende ord
i mine lukkede ører;
for tre år siden,
sagde du at du elskede mig;
i dag, da du kyssede mig,
sagde jeg det næsten igen

Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner

du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme

*** kom videre og jeg har ondt af dig, for *** overså alle dine fejl, dit temprament, din egoisme, din manglende evne til at elske andre end dig selv. *** kunne have fået alle i verden, men *** valgte stadig dig, hver gang. Alt du er nu, er en revne i hendes fortid, et ar på hendes bryst, et minde der falmer hurtigere end et billede af dig i en forseglet kasse, der er blevet gemt. Måske *** nu vil kæmpe for en der elsker hende, i stedet for en der suger livet ud af hende, aldrig tilfreds, selv ikke med hendes slående hjerte i hans grådige hænder.