"fyldte" poems - Hello Poetry

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

0

Mar 2, 2015

Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter II

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

22

Nogen kalder mig fortid Mange kalder mig nutid Og mine hænder ligger i andres fremtid. Jeg savner dine øjne, og Jeg manglede dig i fortiden Men da du fyldte min nutid Ødelagde du min fremtid. Når jeg møder dig Får himlen dit ansigt Til at falme, og dine Beskidte kolde læber spidser til, når Du siger mit navn. Men selv en mørk aften Savner jeg dit blik, når Du fortæller mig at Verdens undergang Ikke vil skille os ad.

0

Oct 29, 2014

Oct 29, 2014 at 9:09 AM UTC

holkenfeldt

Fortid, nutid, fremtid

Nogen kalder mig fortid Mange kalder mig nutid Og mine hænder ligger i andres fremtid. Jeg savner dine øjne, og Jeg manglede dig i fortiden Men da du fyldte min nutid Ødelagde du min fremtid. Når jeg møder dig Får himlen dit ansigt Til at falme, og dine Beskidte kolde læber spidser til, når Du siger mit navn. Men selv en mørk aften Savner jeg dit blik, når Du fortæller mig at Verdens undergang Ikke vil skille os ad.

18

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

0

Dec 21, 2014

Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Til jeg gik hjem

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

37

forevigt jeg trasker stille rundt på mine stylter som gør mig syv centimeter længere kigger op mod himlen hvor stjernerne aldrig har lyst så klart før undtagen den gang da vi sad på din altan og smilte med røde roser i munden og røgen i vores lunger dansede vi sad under præcis de samme stjerner jeg betragtede himlen og tænkte det kunne aldrig blive mere perfekt at side under denne sorte himmel med nogen andre end dig bliver ved med at spole vores liv tilbage vi er verdens største kærlighedsdrama en roman der kunne sælge tusinde kopier for vores læber er groet sammen og syet med nål og tråd og det gør ondt at sprætte op jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud og lade min blomsterhave tilgro igen bange for at du altid vil være syet sammen men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund jeg ligger her alene på en torsdag aften og dufter lidt af sort kaffe og grå røg i den seng hvor du engang lå ved siden af og fyldte min seng med kærlighed men nu er her kun mig tomhed på hvide lagner min fornuft er forsvundet jeg vil ikke gå en til dag uden dig mit skelet visner uden dig ikke meget for at indrømme det men jeg har brug for dig det er ikke en mulighed at leve uden hvordan endte jeg her en pige som mig bliver ikke forelsket men da jeg så gjorde var det forevigt

0

Mar 5, 2015

Mar 5, 2015 at 5:46 PM UTC

ungdomspoet

forevigt

forevigt jeg trasker stille rundt på mine stylter som gør mig syv centimeter længere kigger op mod himlen hvor stjernerne aldrig har lyst så klart før undtagen den gang da vi sad på din altan og smilte med røde roser i munden og røgen i vores lunger dansede vi sad under præcis de samme stjerner jeg betragtede himlen og tænkte det kunne aldrig blive mere perfekt at side under denne sorte himmel med nogen andre end dig bliver ved med at spole vores liv tilbage vi er verdens største kærlighedsdrama en roman der kunne sælge tusinde kopier for vores læber er groet sammen og syet med nål og tråd og det gør ondt at sprætte op jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud og lade min blomsterhave tilgro igen bange for at du altid vil være syet sammen men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund jeg ligger her alene på en torsdag aften og dufter lidt af sort kaffe og grå røg i den seng hvor du engang lå ved siden af og fyldte min seng med kærlighed men nu er her kun mig tomhed på hvide lagner min fornuft er forsvundet jeg vil ikke gå en til dag uden dig mit skelet visner uden dig ikke meget for at indrømme det men jeg har brug for dig det er ikke en mulighed at leve uden hvordan endte jeg her en pige som mig bliver ikke forelsket men da jeg så gjorde var det forevigt

41

Står i et mellemspil ingen længsel efter fortiden mit spyt er 1:2 blandingsforholdet Frygt og Glæde Det splittes når strømmen tændes som syre-fyldte elektrolysekar Det er uhåndterbart Selv ingen har bedt mig håndtere Tror bare jeg vil lade det gære til det en dag er rent økologisk hjemmebrygget øl.

0

Jul 7, 2015

Jul 7, 2015 at 3:27 PM UTC

maja-klit

Stærk Saftevand

Står i et mellemspil ingen længsel efter fortiden mit spyt er 1:2 blandingsforholdet Frygt og Glæde Det splittes når strømmen tændes som syre-fyldte elektrolysekar Det er uhåndterbart Selv ingen har bedt mig håndtere Tror bare jeg vil lade det gære til det en dag er rent økologisk hjemmebrygget øl.

11

nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner det mønster min løbende mascara malede på min hvide kinder efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting om mit skrøbelige væsen men alligevel ville du ikke lukke mig ind i dit sind lavet af glas hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med klar ***** og døsende rødvin så kiggede du på mig med et blik som sagde hvor jeg dog elsker dig men du kunne aldrig sige det og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid på at rende rundt efter dig og behage dig da du endelig kyssede en anden og kiggede i hendes unge funklende blå øjne istedet for mine grove safir grønne øjne at jeg havde spildt min tid på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele så nu har jeg lært at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint og ikke kan finde mig jeg kan ikke få dig til at elske mig hvis du ikke gør det og nu har jeg givet op på dig hvis dine lange fingre en dag skulle lange ud efter mig så skærer jeg dem af din ubetydelige krop

0

Mar 24, 2015

Mar 24, 2015 at 2:11 PM UTC

ungdomspoet

afsked

nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner det mønster min løbende mascara malede på min hvide kinder efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting om mit skrøbelige væsen men alligevel ville du ikke lukke mig ind i dit sind lavet af glas hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med klar ***** og døsende rødvin så kiggede du på mig med et blik som sagde hvor jeg dog elsker dig men du kunne aldrig sige det og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid på at rende rundt efter dig og behage dig da du endelig kyssede en anden og kiggede i hendes unge funklende blå øjne istedet for mine grove safir grønne øjne at jeg havde spildt min tid på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele så nu har jeg lært at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint og ikke kan finde mig jeg kan ikke få dig til at elske mig hvis du ikke gør det og nu har jeg givet op på dig hvis dine lange fingre en dag skulle lange ud efter mig så skærer jeg dem af din ubetydelige krop

28

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

0

Jun 25, 2015

Jun 25, 2015 at 10:16 AM UTC

kajk

Farveblind

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

22

**** sapiens der savler over deres blå lys direkte i smasken. i trance af det finurlige univers der findes inde i metalklodsen med logo og til overpris. hjerneceller der langsomt blive udvisket. hvisket ud. en klump gummi der tværes henover over en fejl, som du ikke lavede med vilje. den fejl som du begik om og om igen. uger gik. måneder gik. der skal hviskes ud. du bukkede under for fejlen. han var fejlen. den lille fejl der fyldte så utroligt meget. nu er du fejlfri. efter lang tids frustration, irritation*

0

Oct 7, 2015

Oct 7, 2015 at 3:32 AM UTC

flyvskefia

fejlen

**** sapiens der savler over deres blå lys direkte i smasken. i trance af det finurlige univers der findes inde i metalklodsen med logo og til overpris. hjerneceller der langsomt blive udvisket. hvisket ud. en klump gummi der tværes henover over en fejl, som du ikke lavede med vilje. den fejl som du begik om og om igen. uger gik. måneder gik. der skal hviskes ud. du bukkede under for fejlen. han var fejlen. den lille fejl der fyldte så utroligt meget. nu er du fejlfri. efter lang tids frustration, irritation*

5

føler en eller anden form for afmagt fordi jeg ikke kan styre tiden tabet af at være barn måske er det en god ting at blive voksen men når man som mig har følt sig voksen hele sit liv virker det pludseligt skræmmende rent faktisk at blive en voksen person som har et ansvar i verden og i samfundet og jeg fanger mig selv i at tænke at jeg måske har spildt min barndom på at ønske at jeg var ældre nu er der ingen vej tilbage den 18 februar døde det lille barn der lever inden i mig d. 18 februar som også bare er min fødselsdag fyldte jeg 18 og jeg har egentlig også altid syntes at tallet 18 er rimelig pænt fordi det minder mig om min fødselsdag som for 18 år siden bare var en dag hvor min mor havde rigtig mange smerter og veer og var højgravid men i dag er den 18 februar min 18 års fødselsdag og det betyder at jeg nu er voksen og jeg kan gøre alt nu dét er måske det der skræmmer mig mest

0

Feb 17, 2016

Feb 17, 2016 at 6:59 PM UTC

ungdomspoet

18

føler en eller anden form for afmagt fordi jeg ikke kan styre tiden tabet af at være barn måske er det en god ting at blive voksen men når man som mig har følt sig voksen hele sit liv virker det pludseligt skræmmende rent faktisk at blive en voksen person som har et ansvar i verden og i samfundet og jeg fanger mig selv i at tænke at jeg måske har spildt min barndom på at ønske at jeg var ældre nu er der ingen vej tilbage den 18 februar døde det lille barn der lever inden i mig d. 18 februar som også bare er min fødselsdag fyldte jeg 18 og jeg har egentlig også altid syntes at tallet 18 er rimelig pænt fordi det minder mig om min fødselsdag som for 18 år siden bare var en dag hvor min mor havde rigtig mange smerter og veer og var højgravid men i dag er den 18 februar min 18 års fødselsdag og det betyder at jeg nu er voksen og jeg kan gøre alt nu dét er måske det der skræmmer mig mest

35