Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede

Jeg har lyst til alt muligt
men jeg har ikke lyst til noget
jeg har lyst til at gemme mig
men jeg har ikke lyst til forsvinde
fra din tankestrøm
jeg har lyst til at forsvinde
men jeg har ikke lyst til at glemmes af dig
jeg har lyst til at rejse
men jeg har ikke lyst til at forlade dig
jeg har lyst til at tage dig med
men jeg har ikke lyst til at skulle fremstå
som en særligt sympatisk person
jeg har lyst til alt muligt
men jeg har ikke lyst til noget
men jeg har lyst til
at have lyst til alt muligt
men jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det

Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.

Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.

*f.b

Jeg samler på steder
engang havde jeg massere af steder
men nu har jeg kun mit lille hus
hvor alt er trygt, trygt, trygt,
i min seng kan min hjerne sove
det intense tryk kan trygt forsvinde
men selv der i MIN seng kan jeg føle mig alene

Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.

pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver

jeg nyder morgentimerne
og kaffe i efterårsmørket
og bliver ikke sendt
ind i en depressions
lignende tilstand
jeg danser og glædes
ånder og lever som
før trækker vejret
og mærker den
ætsende syre
forsvinde
hvor kom det fra
hvad er det
der sker
når jeg lige
at tænke
før du står i døråbningen
og får mine hjerteskår
til at smile og
jeg husker hvorfra
det kom

udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
  fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera

Indeni står jeg med tåre til knæerne
Indeni er jeg helt ødelagt
Indeni ønsker jeg at forsvinde
Indeni skriger jeg
Udenpå står jeg med det største smil
Udenpå er jeg glad
Udenpå er der intet galt
Udenpå griner jeg

måske flyver jeg; fri
svævende over en
flammende jord
med ildblå vingeslag

jeg er en ørn, phønix
gøg
jeg kan ikke
tæmmes, ikke
fanges
uendeligt; utæmmelig

forsvinde
sprede vingerne i
dans over himlen
friere, højere men
hvor er mine vinger?

hvorfor sove når man kan lave skolearbejde???!??

    lad os blot synke i dette mudder af ligegyldighed og

                                         falde ind i vanernes vold,


kan man undslippe? kan man forsvinde fra Det Skemalagte Liv?


       et klip-selv-ud liv, masseproduceret lige præcis til dig og dine behov
                            skal vi ikke sige det i hvert fald. det er    n e m t


            nemt      
                            konformt, kedeligt, gråt

føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere