"forsvandt" poems
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
Nov 13, 2014
Nov 13, 2014 at 3:05 PM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
Han var alene, selvom han var sammen med en anden.
Oct 25, 2015
Oct 25, 2015 at 7:06 AM UTC
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
hendes farveløse slappe mund
rodløs og opgivende
*** kysser min hals af kærlighed og uvidenhed
*** ved ikke bedre
hendes liv forsvandt for **** år siden
jeg kan mærke hendes desperate forsøg
*** anstrenger sig for at eksistere
om ikke andet så kan sorgen bringe os sammen
Sep 3, 2014
Sep 3, 2014 at 2:10 PM UTC
Hvor er jeg alene med mine øjeblikke
Som jeg sidder her fyldt op med dem
Det kradser af dig i min hals
Men jeg kan ikke hoste nu
Hvor er jeg ene om at kende de ord
Hoste dem op og gengive dem
I mit øre er der stille som dødt vand
Men halsen er forlængst stoppet til
Jeg kan ikke tale, ikke fortælle
Og til hvem skulle jeg det
Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt
Jeg smager på dine mørke øjne
Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd
Klistrer som din stemme på mine læber
Min mund er tør
For du har taget det hele
Dec 13, 2014
Dec 13, 2014 at 6:55 PM UTC
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
Nov 12, 2014
Nov 12, 2014 at 4:21 AM UTC
Jeg kendte til mystiske væsner
Mærkværdige fabeldyr
nogle man aldrig har hørt om før
nogle der ikke kan beskrives med ord
Jeg blev budt velkommen af mange
men der var nogen der var forunderlige
de var nærmest som skygger, der krydsede folks veje
uden at møde nogen
Jeg lod dem vandre, for hvad ville der ske hvis man talte til dem
Måske forsvinde, det var hvad jeg havde hørt
Man bør aldrig forstyrre en skyggegænger
de går i cirkler, men vender aldrig tilbage til samme sted
Jeg ved ikke, hvor de forsvandt hen
Jeg ser dem aldrig mere
Jeg havde hørt det ville ske, at det sker for alle
Jeg håber de har det godt
May 23, 2015
May 23, 2015 at 2:02 PM UTC
Duften af kaffe forandre sig når vandet rammer de knuste bønner
Kan spejle mig i regnbueboblerne på skummet
Tilføjer vand mer og mer i en tynd stråle
De siger det sådan den bedste smag trænger igennem
vent 5 minutter og så pres
Jeg ved ikke om jeg tror på dem
Men jeg gør det for hvis nu det er sådan
Vil jeg ikke gå glip af den særlige smag
jeg vil ikke vente 5 minutter har trang til at presse nu
Det er spild ikke at få det bedste ud af det
Den gode duft forsvandt jo allerede da vandet ramte de knuste bønner.
Det sidste må ej forsvinde for så er det hele meningsløst
Jun 13, 2015
Jun 13, 2015 at 12:21 PM UTC
Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.
Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.
Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.
Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.
Oct 14, 2015
Oct 14, 2015 at 7:01 AM UTC
Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby come home, you angels bring her home
Imens står solen over højen
Han mindes den sommer hvor *** strålede
Forsvandt I haven grøn, og træernes sang *** fandt
(In the mean while the sun stands above the hill
He recalls the summer she shone
Vanished in the green garden, and she found the song of the trees )
Time keeps painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby still I am waiting in the light
Hoping the angels would carry you home
Den sang tog mørket I sin pote
Den bar hans kvinde I dens kolde favn
Og lagde hende for hans dør I silkekjole
(That song the darkness took in its paw
It carried his woman in its cold embrace
And laid her at his door in a silken dress)
Hoping the angels would carry her home
Leaving it all with my only friend
Her beauty was lifeless on the stair
Oh baby I´ll carry you away into the garden´s tale
But everything (had) died and turned to stones
I laid her down under the old oak
Seeing it all blossom forever more
Time keeps on painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby now I know you´re in the light
Painting it all with your colorful songs
Imens står solen over højen
Hans skygge kastes ud I haven grøn
Forsvandt for evigt og uden en note
Hoping the angels will carry will carry her home
(In the mean while the sun stands above the hill
His shadow stretches out into the green garden
Vanished forever and without a note)
Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby you´re home, you angels where are you.
Feb 18, 2014
Feb 18, 2014 at 1:08 PM UTC
Fordi de kender mig ikke
Jeg er hende pigen som aldrig har været barn, hende med smøg i hvæs og koffein som adrenalin
Og jeg bearbejder dig ikke
men ærger mig måske en smule
fordi med dig
så var jeg forelsket
og det er det nærmeste på at være ligeglad og glad
jeg nogensinde
har været i nærheden af
Jeg tænkte kun på dig
og nu er det ligemeget
fordi skråt op med dine søde historier om pis og papir
og små suk
når regnen kom til os
fordi du forsvandt
og nu er jeg igen voksen og asken fra min cigaret svæver ned ad mig
og jeg gider ikke rykke mig
fordi jeg synes
at mit tøj skal se lige så rodet ud
som mit hoved er indeni.
Jul 21, 2015
Jul 21, 2015 at 8:35 PM UTC
bløde krøller indrammer dit ansigt
flydende chokolade på min bare hud
charmerer piger landet over
elektriciteten mellem vores hænder
da du i smug lagde en cigaret i min håndflade
forførende ord fik mig til at tøve
drevet af lyst og høj i en sommerrus
da vores ansigter mødtes
der alene i teltet
glemt af verden
da hundrede tusinder mennesker forsvandt i et kort sekund
mens dine læber
skrev ord i mit indre
som jeg sent vil glemme
Sep 7, 2014
Sep 7, 2014 at 4:41 PM UTC
I nattens mulm og mørke
Fandt sjælene vej
Min mund føltes som tørke
Men du gjorde det til en leg
Mit hjerte var tomt og øde
Og kulden blæste på mig
Men kun med dette møde
Fandt kærligheden vej
Nu blev jeg helt varm
Og stjernen skinnede for oven
Byens høje larm
Forsvandt ligesom sorgen
Du tog mig i din favn
Jeg var ikke alene
Pludselig blev du min havn
Du forstod at forene
Dec 2, 2016
Dec 2, 2016 at 10:55 AM UTC
Bladene forsvandt langsomt og stille fra træets grene,
og gjorde det endnu mere skrøbeligt,
end det allerede var.
Med hvert vindpust hørte der en risiko for,
at det ville knække, brase, falde til jorden.
Som træet er jeg.
Jeg er træet,
som har mistet mine blade i stormen.
Nov 14, 2014
Nov 14, 2014 at 8:59 AM UTC