hvor ville det dog være dejligt hvis ***** smagte af æblejuice
så jeg kunne drikke det rent, hver morgen for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis rom smagte af 7 up
så jeg kunne drikke det rent, til hver frokost for at blive fri
fra alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis whisky smagte af lemonade
så jeg kunne drikke det rent, hver aften for at dulme smerten
der følger med alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

så hvor er det dog dejligt når hvidvin smager af glæde
så jeg kan drikke det rent, hver nat for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned

Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.

Det er forkert at holde om dig
Og uacceptabelt at holde af dig
Det er dumt være betaget af dig
Men svært ikke at kigge på dig

jeg faldt (for dig)
en aften i december
lige ned i dine arme, faldt jeg
og luften føltes ikke længere
helt så kold.
vi så hinanden i øjnene
lidt for længe til at vi to
bare kunne være venner,
og jeg vidste
at du var den jeg skulle drikke
sød kaffe og plukke solsikker med.
men nu er jeg faldet over min kærlighed
og over mig selv og mit
sikkerhedsnet af dig er borte
jeg forstår ikke hvad det var
der var så forkert ved det jeg gjorde
så jeg er holdt op med at spørge
og renser desperat mit hjerte i sprit
for at det ikke skal blive betændt
men i mit indre brænder dog
et håb om at vi vil mødes igen
en aften i december
og vi vil se hinanden i øjnene
lidt for længe til det kan være forbi
og du vil falde (for mig) på ny

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.

jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er endt her
jeg forstår ikke hvorfor
jeg pludselig ikke kan
føle noget for nogle
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er blevet så
kold og kynisk og ensom
jeg kan pludselig ikke
give en eneste dreng et
enkelt kys uden at det
føltes helt helt forkert
hvorfor lige mig?
hvorfor skal jeg lide under
denne forfærdelige
lidelse af kroniske hjertesorger
og et evigt håb for ægte
kærlighed

Nogen dage vil det stadig overvælde
Det vil komme i bølger
Og de dage, vil det at leve være forkert
Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket
De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret
Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig
Og selv den mindste bevægelse er utænkelig
Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule
Og der bor man for en stund
Lammet
Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

en forestilling; en gennemsigtig verden, en verden af luft, tanker - det pure opspind
  uvirkelighed
    en mentalt konstrueret realitet
'nu lader vi som om'
       indforstået univers

opbygge; nedbryde
   at gennembryde illusionen
selvbedrageri - vrangforestilling
og så på scenen!
intet er forkert - bortset fra det, du gør dér

et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden

jeg vil stå et sted og vente på dig. der vil jeg stå til alle tider. jeg fortæller dig ikke hvor, du finder mig nok når (hvis) du en dag får brug for det. jeg ved hvad der er det rigtige at gøre, men hvordan skal man kunne gøre det rigtige når det føles så forkert. jeg ved jeg burde gå. men det er meget nemmere bare at blive stående her. fordi et lille håb brænder om at du en dag vil komme tilbage og finde mig. indtil da vil jeg stå lige der og vente på dig. og der vil jeg stå til alle tider.

den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist

Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt  panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert  hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt  og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.

Nostalgi er erindringen om en lykkelig fortid, et savn efter gamle minder. Nostalgi er duften af hans parfume, det er bænken ved havnen hvor vi alle sad en kold dag i marts og det er sangen der blev spillet på repeat i de første forårsmåneder.
Men nostalgi er i sandhed også et væld af ødelagte brudstykker. Et skærpet syn på dengang, kun fremtvunget af dufte, lyde eller steder. Nostalgi er idéen om at alting var perfekt, og at alt nu er forkert. Det er sløret og utydeligt, en rude der er dugget til, rent synsbedrag. Bare fordi vi husker det som noget godt, er det ikke nødvendigvis rigtigt.

jeg drømte om dig i nat
jeg så dig og
jeg mærkede dig

det er forkert
det må ikke ske

men det var bare en drøm

vi kyssede ikke men
vi holdt i hånd
vi holdt af hinanden

du lukkede mig ind
du viste mig rundt
du virkede interesseret

Rødvinsrusen komplicere vores normale nærvær
Frem og tilbage om hvorvidt dette er korrekt,
frem og tilbage om hvorvidt dette er forkert.
Jeg kigger i dine øjne, tilbage kigger du!
Samtalen stopper BRAT!!!
Mine ord er blevet til ligegyldige sætninger og
jeg prøver at danne *** af noget, hvor højde, længde og bredde ikke eksistere. dybden er bare ikke dyb nok!
Så her sidder jeg som jeg altid har gjordt
Lader mine tanker danne min virkelighed og lader realiteten fortælle mig om min uvirkelighed.
Jeg lytter hverken til eller fra.

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.

Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den.
Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start.

Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.

Jeg er virkelig bange
for at ødelægge noget
bange for en forkert afslutning
så jeg undgår en start

men du kysser min skulder
imens du smiler til mig
og jeg kan jo næsten ikke undgå
at rives med.

*** har brug for tid, ligesom vi alle har. Tid til at være okay med bare at være okay, fordi nogle gange kan det, at føle sig rigtig efter at have følt sig forkert i lang tid, være det sværeste at vende sig til.

efterhånden har gangene min gane har smagt rottegift overgået gangene din mund har kysset min
jeg ved ikke hvad det siger om noget
eller det ved jeg godt men det jeg vil heller ikke sige noget om
for du har ikke sagt noget
det gør du aldrig det som om at du ligger aller nederest i bunken af ting folk vil have og at jeg bare vil have dig, men en anden kommer til at tage dig ved et uheld og smider dig tilbage fordi du ikke rigtig vil være typen nogen vil have for det nemmere at være alene end at være såret af alene, sådan avoident attachment style eller hvad kalder folk det? sådan det er noget jeg har hørt på tiktok og ville ønske jeg kunne relatere til, men jeg er bare disorganised attachment hvilket er forkert når jeg har ocd siger folk for de ved jo mere om mig end mig selv siger ingen nogensinde men alligevel siger de, de der ting
det sker hele tiden og du bliver bare liggeende der på bunden i bunken selv når jeg kigger på dig
og hvis jeg så stikker armen ned og forsøger at tage dig med bliver du til sodavand som pibler ud gennem mine fingre men som stadig klistrer sig fast til mig, som om du ikke vil mig men ikke kan lade være med at hægte dig fast og jeg bliver i tvivel
om det mig, som bilder migselv ting ind eller om du også får ondt i maven når du ser mig og ville ønske du kunne eller om du bare synes jeg er dybt mærkelig og nedern for jeg synes du dybt mærkelig og nedern men vil dig jo godt alligevel