"eksisterer" poems - Hello Poetry

Petrichor lugten af eftertænksomhed. De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del. Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt. Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem. De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale. De lyser jo kun når alt andet sover. Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget. Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag. Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen. Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder. Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet. Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

0

Dec 10, 2014

Dec 10, 2014 at 5:32 PM UTC

llcb

Mit vindue står åbent

Petrichor lugten af eftertænksomhed. De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del. Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt. Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem. De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale. De lyser jo kun når alt andet sover. Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget. Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag. Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen. Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder. Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet. Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

13

Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over. Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes

0

Oct 8, 2014

Oct 8, 2014 at 1:04 AM UTC

frederikke-hyldgaard

De eksisterer ikke

Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over. Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes

2

I fantasiens hjul omkring livet løb vi rundt. Cirkelforvirrede. Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer ville søge efter lyset. Lyset har aldrig fanget os. Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt, mærkede vi glastårerne i græsset. Som i en rus gav vores hjerter ekko. Med et nu så skrøbeligt og taktløse **** måtte vi holde fast for ikke at dø i nattens kolde ånde. Stranguleret af horisontens loft og selv opspundende forventninger Eksisterer vi kun, når vi vil.

0

Aug 12, 2015

Aug 12, 2015 at 7:24 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Natsværmeri

I fantasiens hjul omkring livet løb vi rundt. Cirkelforvirrede. Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer ville søge efter lyset. Lyset har aldrig fanget os. Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt, mærkede vi glastårerne i græsset. Som i en rus gav vores hjerter ekko. Med et nu så skrøbeligt og taktløse **** måtte vi holde fast for ikke at dø i nattens kolde ånde. Stranguleret af horisontens loft og selv opspundende forventninger Eksisterer vi kun, når vi vil.

13

Når jeg tænker på dig er det kun et spørgsmål om tid før du vil sidde fast i mine tanker bestandigt og vandre til dine sko er slidt. Derefter vil jeg give dig nye sko og lade dig atter vandre. For så længe jeg tænker på dig ved jeg du stadig eksisterer. For så længe du atter vandre og ikke stikker af fra mine tanker da kan jeg stadig leve og tro at alt er godt fra min tanke-boble. (Marolle)

0

Oct 13, 2014

Oct 13, 2014 at 3:38 PM UTC

marolle

Evighedens vandring

Når jeg tænker på dig er det kun et spørgsmål om tid før du vil sidde fast i mine tanker bestandigt og vandre til dine sko er slidt. Derefter vil jeg give dig nye sko og lade dig atter vandre. For så længe jeg tænker på dig ved jeg du stadig eksisterer. For så længe du atter vandre og ikke stikker af fra mine tanker da kan jeg stadig leve og tro at alt er godt fra min tanke-boble. (Marolle)

13

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

0

Feb 4, 2016

Feb 4, 2016 at 2:46 PM UTC

en-anonym-skikkelse

vejen

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

15

hjerter i symbiose og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde en evig higen efter den fjerne hjemplanet opbygget af opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og champagnebobler som smelter sammen og genopstår sarte og bløde og i konstant venskabelighed vi er bygget til så meget mere til at brænde til at svæve, at opløses og gensamles essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den s ø g e n d e s j æ l s s a n s e l i g h e d og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn og brænde, svæve, opløses og gensamles som dit sande jeg grøn og formløs og uendelig

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 6:30 PM UTC

en-anonym-skikkelse

rum-væsenligt

hjerter i symbiose og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde en evig higen efter den fjerne hjemplanet opbygget af opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og champagnebobler som smelter sammen og genopstår sarte og bløde og i konstant venskabelighed vi er bygget til så meget mere til at brænde til at svæve, at opløses og gensamles essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den s ø g e n d e s j æ l s s a n s e l i g h e d og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn og brænde, svæve, opløses og gensamles som dit sande jeg grøn og formløs og uendelig

21

De forlader mig aldrig, trods modstand En evig modstand, en evig påmindelse En påmindelse om, at jeg eksisterer Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem For mindet om min eksistens Giver mig liv, holder mig i live De er som Vivaldis symfonier Vintermåneden Dominerende, skiftende, fængende

0

Aug 26, 2014

Aug 26, 2014 at 3:52 PM UTC

julia-galuszka

Tankestrøm

De forlader mig aldrig, trods modstand En evig modstand, en evig påmindelse En påmindelse om, at jeg eksisterer Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem For mindet om min eksistens Giver mig liv, holder mig i live De er som Vivaldis symfonier Vintermåneden Dominerende, skiftende, fængende

9

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER DER IKKE EKSISTERER FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I TØJET PÅ TØRRESNORREN OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ OM DE ER DER ENDNU HVOR MEGET VI IKKE VED HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI GÅR FRA OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN SOM EN SNESTORM I DET YDRE *** UFORKLARLIGT OG RASENDE SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET DET MEST OMVÆLTENDE OG EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN URO DEN MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 6:40 PM UTC

en-anonym-skikkelse

Untitled

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER DER IKKE EKSISTERER FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I TØJET PÅ TØRRESNORREN OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ OM DE ER DER ENDNU HVOR MEGET VI IKKE VED HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI GÅR FRA OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN SOM EN SNESTORM I DET YDRE *** UFORKLARLIGT OG RASENDE SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET DET MEST OMVÆLTENDE OG EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN URO DEN MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

27

føler mig atter gennemsigtig med hud lavet af nylon et punkteret hjerte der bløder igennem den sarte overflade så jeg kan ikke skjule at jeg stadig elsker dig det er tydeligt for alle med blod der drypper ned af maven på mig du står bare der og lader som om at jeg ikke eksisterer for det er nemmere så gør det ikke ondt du lader som om at du ikke kan se at jeg bløder at du ikke kan se at det stadig er for dig dine øjne er stadig grønne som smagrader så dybe at jeg kunne forsvinde i dem på ny og din mund er stadig sart og fin minder mig om dengang den rørte min så mange ord jeg gerne vil høre den sige men tavs er du og du kiggede lige igennem mig som om jeg ikke fandtes som om du ønskede at jeg ikke fandtes min hjerne krøller og spekulerer om du overhovedet stadig syntes at jeg er smuk nu hvor du ikke vil se på mig trods der var engang hvor du slet ikke kunne lade vær kun du har set på mig med de øjne ville ønske at du kunne læse mine utallige digte der fortæller historier om en dreng med et skrøbeligt sind en kompleks psyke som egentlig helst ville være alene men havde brug for en at holde om så han forelskede sig i en pige der løb lidt for stærkt og snakkede lidt for meget og lidt for højt historier om langsomme søndage forsvundet under grå dyner kroppe der lidenskabeligt var flettet ind i hinanden din hud mod min dit hjerte der bankede min tungespids på din mave dine kys i min pande hænder overalt på nøgen hud som jeg stadig kan mærke selvom det ikke længere er dig der rør mig vil ikke være gennemsigtig mere så jeg maler min krop i regnbuens farver jeg vil ses jeg vil betyde noget og det kan du ikke hjælpe med længere

0

Feb 19, 2018

Feb 19, 2018 at 3:26 AM UTC

ungdomspoet

historier om det der er sket

føler mig atter gennemsigtig med hud lavet af nylon et punkteret hjerte der bløder igennem den sarte overflade så jeg kan ikke skjule at jeg stadig elsker dig det er tydeligt for alle med blod der drypper ned af maven på mig du står bare der og lader som om at jeg ikke eksisterer for det er nemmere så gør det ikke ondt du lader som om at du ikke kan se at jeg bløder at du ikke kan se at det stadig er for dig dine øjne er stadig grønne som smagrader så dybe at jeg kunne forsvinde i dem på ny og din mund er stadig sart og fin minder mig om dengang den rørte min så mange ord jeg gerne vil høre den sige men tavs er du og du kiggede lige igennem mig som om jeg ikke fandtes som om du ønskede at jeg ikke fandtes min hjerne krøller og spekulerer om du overhovedet stadig syntes at jeg er smuk nu hvor du ikke vil se på mig trods der var engang hvor du slet ikke kunne lade vær kun du har set på mig med de øjne ville ønske at du kunne læse mine utallige digte der fortæller historier om en dreng med et skrøbeligt sind en kompleks psyke som egentlig helst ville være alene men havde brug for en at holde om så han forelskede sig i en pige der løb lidt for stærkt og snakkede lidt for meget og lidt for højt historier om langsomme søndage forsvundet under grå dyner kroppe der lidenskabeligt var flettet ind i hinanden din hud mod min dit hjerte der bankede min tungespids på din mave dine kys i min pande hænder overalt på nøgen hud som jeg stadig kan mærke selvom det ikke længere er dig der rør mig vil ikke være gennemsigtig mere så jeg maler min krop i regnbuens farver jeg vil ses jeg vil betyde noget og det kan du ikke hjælpe med længere

75