"eksistens" poems
Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.
De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.
Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.
Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.
Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.
Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 5:32 PM UTC
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Apr 8, 2015
Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC
Nu er det blevet forår
og jeg har tømmermænd
husker kun få ting fra i fredags
jeg gemmer mig også væk fra min egen eksistens
solen er glad i dag og lyser op med alle dens stråler
det burde gøre mig glad
men nej jeg er bare trist irriterende teenager som godt kan lide poesi og øl.
Mar 8, 2015
Mar 8, 2015 at 3:52 PM UTC
vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet
vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje
vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt
vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter
vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"
vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave
vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit
vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen
vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig
vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"
vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"
vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs ************
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv
Jul 30, 2014
Jul 30, 2014 at 7:39 PM UTC
forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft
akavet venskabelighed, fortumlet interaktion
ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved
skriver digte der dernæst glemmes
'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'
føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
hvem er jeg overfor dig? tilbageblikkets endegyldige tvivl og
hjernens omdrejninger
smilende øjeblik,
derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse
hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
filtrere al støjen væk ?
tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag
vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!
farvel!
hvem er jeg uden dig
velkommen tilbage, fremmed følelse
velkendt person
farvel
Oct 24, 2015
Oct 24, 2015 at 6:22 PM UTC
De er indspiste som selvpillede rejer
Elsker konkurrenten som de hader sig selv
Katalysatoren for deres eksistens
er udelukkelsen af andre eksistentialister
Laver en kollektiv udskillelse
når de bruger mainstreamkulturen som værktøj til succes
Deres skjulte agendaer er ikke for blotte øjne
selvom flokdyrsinstinkterne sitrer gennem deres røde skæl.
Påtaget inkompetente sociale kompetencer
smalltalk er for de prætentiøse
De kløgtige rejer vil ikke undervurderes
for fiskenettene undslipper de altid
Feb 7, 2016
Feb 7, 2016 at 3:41 PM UTC
så mange mennesker
der går med smerter
indeni eller udenpå; overset eller identitetsdannende
skævheder, sammenkrøllethed, bider det i sig
indelukkethed, folk som er låst fast, har givet op på en drøm
en rusten forventning
til hvad livet nu vil bringe en
livet vil noget andet med en, tag imod **** på **** sammen, stå fast
en stille hjerteskærende eksistens, siger ikke meget men hvis nu
man tager sig tid,
studerer, bemærker, dykker ned
står smerten klart frem
modsatretteder længsler; det nemme
og det, man virkelig vil
sikkert eller spændende? livet er kompromiløst og man
kan ikke få det hele
en ømhed, noget småt men betydningsbærende
hvor så du dig selv være nu? ikke her, ikke med
de mennesker, ikke som den jeg er blevet
jeg håber aldrig, at det bliver mig med skår i hjertet på så mut en facon
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 4:02 PM UTC
Tik, tak
En lille skrøbelig, men målrettet pind
Fra tal til tal, fra tid til tid
Når den er væk
Kommer den aldrig tilbage
Aldrig kan den stoppes.
Aldrig kan den forhastes.
Mennesker som skynder sig fra en selvopfundet og ueksisterende startlinje, til en uperfekt slutning som man aldrig når.
En uopfundet og nødvendig grund for vores eksistens, og uden at være fysisk have mere tilstedeværelse end det egentlige menneske.
Feb 4, 2015
Feb 4, 2015 at 3:51 PM UTC
Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.
Feb 24, 2015
Feb 24, 2015 at 2:11 PM UTC
Jeg glemmer aldrig den dag jeg første gang fortalte om smagen af mine tåre, om stenen i mit hjerte og om smerten i mit bryst.
Da jeg fortalte de tanker jeg altid har været bange for at tænke og hvordan jeg følte mig tusinde kilo lettere efter. Hvordan to hænder, to læber og to kroppe mødtes til en leg, hvordan du fuldendte mig og hvordan du ubevidst gjorde livet værd at leve.
Din berøring og din accept var så tilfredstillende og kompletgørende at de selv de hårdeste stunder pludselig virkede overkommelige.
Du overtog mig med en sådan omhug, du gjorde at mit hjem føltes som et hjem og at mit liv føltes som et liv.
Selv din mindste berøring jog selv den værste smerte bort, og selvom jeg ikke altid siger det, så sætter jeg pris på din eksistens.
Jeg sætter pris på din medmenneskelighed, din vejrtrækning og din måde at se verden på.
Du har åbnet mine øjne for verdens vidunderlighed, og jeg har indset hvor utroligt heldig jeg er. Tak.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 5:15 PM UTC
Lille pige med hang til selvdiskruktivitet. Lille pige med tanker så højlydte, at de kan høres i Kina. Lille pige uden ønsker og drømme, men alligevel med umulige forventninger til hendes egen eksistens.
Lille pige med ar og sår, indeni såvel som udenpå. Lille pige med tårer så salte. Lille pige helt alene og lille og tom. Lille pige med mund så tør og øjne så våde, at man druknes ved synet.
Lille pige, som drømmer sig væk til det gamle. Væk til det lykkelige og uforurenede. Væk til det uskyldige og lyse. Men næste dag kigger den lille pige ud og alt *** ser er fortsat sort.
Jan 27, 2015
Jan 27, 2015 at 1:51 PM UTC
et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys
Apr 7, 2016
Apr 7, 2016 at 3:42 PM UTC
Jeg skriver mine tanker ned
ned på et ligegyldigt papir
lidt ligsom når jeg faktisk snakker om mine tanker
så føler jeg at det er ligegyldigt
jeg føler at de er ligeglade
dem der lytter
for som jeg ser mig selv
er jeg bare en ligegyldig eksitiens.
Oct 23, 2015
Oct 23, 2015 at 7:02 PM UTC
at spænde ben for sig selv, slå knuder på sine samtaler, sin eksistens
kategorisere sig selv som et håbløst tilfælde og så give op
mentalt tysse på dialoger, trække sig ind under sin skal, sit skjold, som et skaldyr overfor havets bølger
knirkende knogler, vokseværk, under huden
som frø plantet i mørk, tung, tryg muld, en spire på vej op, skrøbeligt grøn og tillidsfuld
løb en risiko! dæmpet, som under et vattæppe
verden udenfor, der bankes snart på døren
hold vejret, nyd stilheden
livet venter
Nov 24, 2015
Nov 24, 2015 at 3:28 PM UTC
ambivalent over livet
en uopnåelig eksistens
isoleret og glemt
husket og eftertragtet
jeg har ventet på dig
i lyskrydset
i biografens dybrøde sæder
modtagelig for kærlighed
én af os sover hvisker du
forsvundet i dynerne
stormvejret er på vej
bølgerne bliver større
men jeg kan ikke åbne mine øjne
af skræk for drømme
som ikke var virkelighed
vil jeg vågne op alene
uden dine stjerneklare øjne
eller bedøvende varme
drøm er bedre end virkelighed
jeg holder mine øjne lukkede
indtil det ikke mere er anstrengende
indtil jeg ikke kan kende forskel
lukkede.
Apr 30, 2015
Apr 30, 2015 at 3:27 PM UTC
bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens
May 12, 2016
May 12, 2016 at 4:39 PM UTC
De forlader mig aldrig, trods modstand
En evig modstand, en evig påmindelse
En påmindelse om, at jeg eksisterer
Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem
For mindet om min eksistens
Giver mig liv, holder mig i live
De er som Vivaldis symfonier
Vintermåneden
Dominerende, skiftende, fængende
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 3:52 PM UTC
OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE *** UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 6:40 PM UTC
vi er *** i nærkontakt
uden at at det står os klart
du er som luft for mig
jeg ser dig ikke
men du er nødvendig for min eksistens
gid jeg kunne se dig
bare én gang til
Oct 4, 2015
Oct 4, 2015 at 4:59 PM UTC
Stilhed
Du stiller spørgsmålstegn
Til min eksistens
Du efterlyser svar
Uden at du sanser
At svaret
Er min stilhed
Oct 26, 2015
Oct 26, 2015 at 1:17 PM UTC