"dyb" poems - Hello Poetry

drømmesind februar måned - langt væk og lige om lidt før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning tilbageblik, koldt vinterferien: amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag et koldt hjem vejrmøller at vågne fra en dyb søvn søndagssind

0

Nov 15, 2015

Nov 15, 2015 at 4:42 AM UTC

en-anonym-skikkelse

sindstilstande

drømmesind februar måned - langt væk og lige om lidt før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning tilbageblik, koldt vinterferien: amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag et koldt hjem vejrmøller at vågne fra en dyb søvn søndagssind

11

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

0

Jan 20, 2015

Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Vinter

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

16

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

0

Apr 16, 2015

Apr 16, 2015 at 3:30 PM UTC

emilie-s-jensen

forfaldent fundament

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

33

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene. Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor. En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer. Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader, og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

0

Oct 11, 2015

Oct 11, 2015 at 5:44 PM UTC

llcb

Godnathistorie

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene. Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor. En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer. Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader, og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

5

du var som den tåge der blødt omfavner mig i den efterhånden kølige efterårs morgen ligeså svær var du at se igennem og du slørrede mit syn for omverden og da det blev sommer og du forlod mig kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig alle dine løgne var spundet åh så nøje i det smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere mister jeg også mine fjollede tanker om at kærlighed er mere end bare en myte så mine tanker flyver langt væk til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end vi kunne med vores ord jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner der næsten føltes uvirkelige som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay de aftner hvor vi skålede i rødvin og lod os synke ind i en dyb rus som dig og mig gjorde det aller bedst du var den misforståede, flabede dreng der havde røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så alle dine gode sider og alle dine slemme jeg så det hele, jeg følte det hele og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu du vil altid have mig og det ved du min evige efterårsforelskelse hvor er du jeg ved du har en anden nu og du fortjener også kun det bedste der findes så må jeg jo erkende at det ikke var mig for jeg var den misforståede, naive pige der havde røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv jeg er tom for ord for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort og jeg savner dig, jeg mangler dig og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

0

Oct 28, 2015

Oct 28, 2015 at 6:01 PM UTC

ungdomspoet

år efter år

du var som den tåge der blødt omfavner mig i den efterhånden kølige efterårs morgen ligeså svær var du at se igennem og du slørrede mit syn for omverden og da det blev sommer og du forlod mig kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig alle dine løgne var spundet åh så nøje i det smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere mister jeg også mine fjollede tanker om at kærlighed er mere end bare en myte så mine tanker flyver langt væk til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end vi kunne med vores ord jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner der næsten føltes uvirkelige som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay de aftner hvor vi skålede i rødvin og lod os synke ind i en dyb rus som dig og mig gjorde det aller bedst du var den misforståede, flabede dreng der havde røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så alle dine gode sider og alle dine slemme jeg så det hele, jeg følte det hele og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu du vil altid have mig og det ved du min evige efterårsforelskelse hvor er du jeg ved du har en anden nu og du fortjener også kun det bedste der findes så må jeg jo erkende at det ikke var mig for jeg var den misforståede, naive pige der havde røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv jeg er tom for ord for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort og jeg savner dig, jeg mangler dig og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

44

jeg faldt engang for en kvinde ikke på den der forelskede måde mere bare i form af en dyb fascination i tre år agerede *** støttehjul og så pludselig flyttede *** ud i periferien af mit liv fik sådan lidt en post-fascinations-depression og brugte yderligere tre år på at forsøge at finde hendes dobbeltgænger det lykkedes ikke da jeg endelig havde sluttet fred med fraværet af hende i mit liv dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting *** er det bål man hælder hundrede liter vand på men som alligevel blusser op igen og brænder skoven ned og jeg ved ikke om jeg skal lægge mit hoved på hendes skulder, fortælle hende at *** har reddet mit liv mindst én gang eller bare drikke kaffe og snakke om vejret

0

Oct 10, 2017

Oct 10, 2017 at 4:49 PM UTC

ceciliehviid

vildledt

jeg faldt engang for en kvinde ikke på den der forelskede måde mere bare i form af en dyb fascination i tre år agerede *** støttehjul og så pludselig flyttede *** ud i periferien af mit liv fik sådan lidt en post-fascinations-depression og brugte yderligere tre år på at forsøge at finde hendes dobbeltgænger det lykkedes ikke da jeg endelig havde sluttet fred med fraværet af hende i mit liv dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting *** er det bål man hælder hundrede liter vand på men som alligevel blusser op igen og brænder skoven ned og jeg ved ikke om jeg skal lægge mit hoved på hendes skulder, fortælle hende at *** har reddet mit liv mindst én gang eller bare drikke kaffe og snakke om vejret

21

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

0

Jan 11, 2016

Jan 11, 2016 at 12:49 PM UTC

en-anonym-skikkelse

ideelt set

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

35

Rødvinsrusen komplicere vores normale nærvær Frem og tilbage om hvorvidt dette er korrekt, frem og tilbage om hvorvidt dette er forkert. Jeg kigger i dine øjne, tilbage kigger du! Samtalen stopper BRAT!!! Mine ord er blevet til ligegyldige sætninger og jeg prøver at danne *** af noget, hvor højde, længde og bredde ikke eksistere. dybden er bare ikke dyb nok! Så her sidder jeg som jeg altid har gjordt Lader mine tanker danne min virkelighed og lader realiteten fortælle mig om min uvirkelighed. Jeg lytter hverken til eller fra.

0

May 17, 2017

May 17, 2017 at 1:42 PM UTC

HazelLamb

Hvidvin

Rødvinsrusen komplicere vores normale nærvær Frem og tilbage om hvorvidt dette er korrekt, frem og tilbage om hvorvidt dette er forkert. Jeg kigger i dine øjne, tilbage kigger du! Samtalen stopper BRAT!!! Mine ord er blevet til ligegyldige sætninger og jeg prøver at danne *** af noget, hvor højde, længde og bredde ikke eksistere. dybden er bare ikke dyb nok! Så her sidder jeg som jeg altid har gjordt Lader mine tanker danne min virkelighed og lader realiteten fortælle mig om min uvirkelighed. Jeg lytter hverken til eller fra.

10

hvorfor sove når man kan lave skolearbejde???!?? lad os blot synke i dette mudder af ligegyldighed og falde ind i vanernes vold, kan man undslippe? kan man forsvinde fra Det Skemalagte Liv? et klip-selv-ud liv, masseproduceret lige præcis til dig og dine behov skal vi ikke sige det i hvert fald. det er n e m t nemt konformt, kedeligt, gråt

0

Sep 9, 2015

Sep 9, 2015 at 5:04 PM UTC

en-anonym-skikkelse

masseproduktion af blomstrende hjerner (dyb ironi)

hvorfor sove når man kan lave skolearbejde???!?? lad os blot synke i dette mudder af ligegyldighed og falde ind i vanernes vold, kan man undslippe? kan man forsvinde fra Det Skemalagte Liv? et klip-selv-ud liv, masseproduceret lige præcis til dig og dine behov skal vi ikke sige det i hvert fald. det er n e m t nemt konformt, kedeligt, gråt

8

Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem Imens familiære søvnige melodier undslipper munde Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge Baner sig vej mod møre fingre Og havner dernæst på foranliggende aviser Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden Måske det havner på gulvet så det kan trædes på Måske det havner på stolen så det kan siddes på Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder Størkner i lodret position Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens Mærker blæren presse på som var det en fødsel Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om At få tømt urinsække Nyder undslippelsen kan nu Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke Husker på ikke at være en glemsom sjæl Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore

0

Jan 11, 2019

Jan 11, 2019 at 3:37 PM UTC

lauraamstutz

Søvnbrunst

Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem Imens familiære søvnige melodier undslipper munde Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge Baner sig vej mod møre fingre Og havner dernæst på foranliggende aviser Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden Måske det havner på gulvet så det kan trædes på Måske det havner på stolen så det kan siddes på Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder Størkner i lodret position Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens Mærker blæren presse på som var det en fødsel Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om At få tømt urinsække Nyder undslippelsen kan nu Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke Husker på ikke at være en glemsom sjæl Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore

21