jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod fra mine åre
jeg distrahere fra smerten
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

Alle jeg kan se -
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så?
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.