Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

mit hjerte er stadig skrøbeligt
plukker flere liljer end sidste år
men hvem skal det skrøbelige
hjerte, der er meget mindre end
normalt
forære blomster til
jeg ved det ikke længere, men
dengang var solen også varm og
dagene føltes blødere og duften
var som candyfloss og dine årer
var så tydelige og næsten smukke
mit hjerte var ikke skrøbeligt dengang
der kunne du sige alt til mig
der kunne mit hjerte bære alt fra dig
nu er mit hjerte lille og skrøbeligt
og gemmer sig bag liljer jeg vander
med rød saftevand
mit hjerte er stadig skrøbeligt
det har det været lige siden den dag
hvor du sagde, du elskede mig lidt
højere, end det var passende

jeg var gladere
dengang vi var os
og du tog gerne til takke
jeg lo oftere
og højere
dengang du kaldt os for os
og du ville ikke se mig græde
jeg var (den gode form for) flyvsk
energisk
dansende
dengang vi var en pakkeløsning
og du ikke ville bryde normen
jeg drømte om nutiden
du frygtede fremtiden
imens vi blinkede
blev nutiden
til fremtiden
og fremtiden
til nutiden
og vi
os
pakkeløsningen
blev til datid

jeg glemmer aldrig
den følelse
dengang dine smil gav mig håb
dine kram gav mig tro
dengang du
reddede mig
dengang du stadig
synes jeg var interessant
nok

med en halv flaske billig rødvin i blodet
var *** allersmukkest
*** sagde sætninger som "gud spejler sig
i dit gyldne hår" og "livets smukkeste
sider opdages kun i dybe vandpytter"
dagen efter drikker vi stempelkaffe og
ryger cigaretter
jeg fortæller om smagen af tårer
du fortæller om dengang, du voksede op
i en lille by. du fortæller om dengang, du
var 12 år og ensom blandt mennesker

*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.

jeg drømte
at vi snakkede
og drak kaffe på
cafeen på hjørnet
og du fortalte
om dit år i paris
og hvordan du
havde savnet mig
jeg fortalte
om berusede nætter
og kolde morgener
i kongens have
og hvordan det ikke
var det samme
uden dig
og du rørte ved min hånd
præcis som dengang
og mit hjerte smeltede
præcis som dengang
og jeg vågnede op
alene i min seng
og tænkte på
hvordan det mon var
at vågne i paris
men alene tanken
gav mig sure opstød
og de smagte
af fortid

mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet

det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
han havde mælkehvid hud og duftede af jordplantager,
da han sagde dit navn til din syttenårs fødselsdag
dengang du troede, ord var lavet af papmache
kan du huske, hvordan novembervinden rev i din
hud, hvordan dine negle skar mod dine ribben
det her digt er lavet af vaser, du har smadret
og nyvaskede lagner, du væltede sort kaffe udover
har du synder i dine håndflader fra alle de nætter,
du glemte at drømme?
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
ligesom det faktum, at du voksede op i en tid, hvor
kræft er mere almindeligt
end ordet
"undskyld"

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

og hver gang jeg ønsker,
ser jeg omridset af dit ansigt
og føler din månehvide hud
mod mine ribben
jeg tænder en til cigaret,
men
nu kan jeg mærke mine lunger
smager af kirsebær, ligesom
den aften, du sagde, jeg var
smuk med en varm ånde og
bløde læber, der nu er kreeret
på ny; blå mærker og hende er,
hvad jeg ser, når jeg ser på dig,
men
heldigvis ses vi sjældent og derfor
ridser det i mine knogler
knager i min hjerne
at jeg stadigvæk ser dig for mig
ydmygelsen tynger mig i gulvet
duften af svaghed
og duften er magen til den
vaskepulver, du brugte dengang
men
hvad ved jeg også om det nu

Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

dengang duftede jeg kun af syntetiske roser, og
jeg så kun franske film med spanske undertekster
jeg røg 29 cigaretter om dagen, og drak 3 kopper
te med smag af håndsæbe
jeg skulle skrive en opgave om mord, men endte
med at skrive 12 ligegyldige digte baseret på din
soprane stemme, og den måde, du kunne få mandag
til at føles som en lørdag eftermiddag med vin i årerne
dit navn har klistret sig fast som lim omkring mine
tænder, men når jeg skal sige det højt, holder jeg op
med at blinke, og mine øjne forvandles til kviksølv
orkestre spiller blå toner under min hud, og hvis du en
dag ser på min tunge, vil du finde groende poesi som
en sygdom, der ikke kan helbredes
halvdelen af verden
er døende,
den anden halvdel ved
ikke engang,
de er i live

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

jeg så ham
han så mig
jeg bumpede rent faktisk ind i ham
ham den fremmede
den fremmede jeg for blot fire måneder siden lå ved siden af
blev holdt af, og holdte om
jeg så ham
men han så igennem mig
kiggede mig hurtigt i øjenene
ikke som dengang det virkede som hans eneste mål i livet, at se på mig
ikke som dengang han kaldte mig sin
jeg så ham jeg savner
ham der fik mig til at stå på altanen og overveje at tage springet fra femte
da det hele gik galt den gang
det aner han intet om, gudskelov, det fortjener han ikke
han kiggede på mig som om han aldrig havde gjort mig ondt
som om at jeg aldrig havde rørt ham
ikke engang en enkelt gang
prøvede at glemme det
drikke lidt for meget, som jeg næsten altid gør for at glemme ham
men det hjælper aldrig helt
for jeg ender altid med en anden
og så ligger jeg der med to drenge
den ene omkring mig
den anden i tankerne
jeg så ham
han så mig
jeg ville ønske han havde holdt mig, bare én gang til

*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os.
*** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende.
*** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde.
kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.

Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

hvordan får jeg dig til at forstå
at noget kærlighed
virkelig varer evigt
når din far forlod familien
dengang du var 9
og din mor
nu skal skilles fra sin tredje mand
og ham din kollega fra brugsen
fandt en anden kollega fra brugsen
selvom det var dig
der altid tog hans vagter
og din venindes venindes veninde
fortæller historier
om undtagelser og regler
og engangsknald
hvad med engangsforelskelser
der bliver til evighedsforhold
og hvis nu jeg tror nok på os
nok for os begge to
så lov mig at du lytter
når jeg fortæller
om dine øjne
og hvorfor jeg ikke vil ses på af andre

du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig

Dengang var du Uopnåelig.

Vertikalt ragende udover andres horisonter.
Sugede du næringskilder med svælgende tentakler.
Riflede dine spor i asfalten.
Støbte du i gips og solgte som falske trofæer.
Gærede i tjenester til din profit.
Eksploderede du i din Individualsyntese

Nu er du blot en Apatisk Knoglemarv.

Jeg boede engang med en fisker
Hans ansigt var endnu fint
Hans hår var et net om hans tanker
Hans liv var en gyngende skude
Hvor er han min fisker fra havet
Han sejler mod fjerne kyster
Hans tanker er fremadrettede
Hans krop blot et sted at bo
Hans ord brændte fast i træet
Dengang i mit glødende bål
Nu er det blot kul under mine fødder
Små tusind diamanter som vand

du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)

Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.

Jeg kigger på månen
og ser den er fuld
Måske kigger du også?
Mine tanker er fulde
fulde af dengang
fulde af minder
fulde af beslutninger.
Beslutninger om
at jeg vil passe på mig selv
passe på mit hjerte
passe på mit helbred
passe på ikke at blive såret
Derfor, beskytter jeg mig
Derfor, lukker jeg alle ude
Derfor, lukker jeg mig inde

*(Marolle)

Nostalgi er erindringen om en lykkelig fortid, et savn efter gamle minder. Nostalgi er duften af hans parfume, det er bænken ved havnen hvor vi alle sad en kold dag i marts og det er sangen der blev spillet på repeat i de første forårsmåneder.
Men nostalgi er i sandhed også et væld af ødelagte brudstykker. Et skærpet syn på dengang, kun fremtvunget af dufte, lyde eller steder. Nostalgi er idéen om at alting var perfekt, og at alt nu er forkert. Det er sløret og utydeligt, en rude der er dugget til, rent synsbedrag. Bare fordi vi husker det som noget godt, er det ikke nødvendigvis rigtigt.

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden