Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel

Denne morgen
tager det mig tre dage at vågne
det tager mig tre dage at tænke
det tager mig tre dage at gå
Jeg sover
inden jeg tager fat på dagen
jeg drømmer i farver og i billeder, blomster, smil, kroppe
for jeg er ikke blind
Denne morgen
tager det mig tre dage at vågne

bitter kaffe, salte tårer, rodet værelse, rodede tanker, sprukne læber, en ufortjent karakter, nøgne træer, nøgne kroppe, ****** musik, adskillige vabler, lykkeønskninger fra nogle bekendte, manglede lykkeønskninger fra nogle venner, udspilede øjne, tunge øjenlåg, forsvundet hårnåle, krakeleret neglelak, kortvarig latter, kortvarig solskin, lektier jeg ikke fik lavet, fladt baghjul, velbehag, ubehag, løbende sminke, ukomfortable kram, ulovlig film-streaming, længsel, oprigtige smil, påtagede smil, ubesvarede e-mails, tiltrængte gensyn, sammenbrud over en matematisk ligning, sammenbrud på min fødselsdag, sammenbrud over min farmor, sammenbrud

Man sku ha været barn af en anden verden
Tænk sig aldrig at skulle tabe noget på gulvet
Eller aldrig plages af lyden af service fra køkkenet
Mit livs værste dage har været alle dage
Og de dage hvor jeg har underlagt mig systemet
Jeg kan ikke holde alle lydene ud
Jeg har ikke lyst til andet end at spise nudler
I sengen med en jeg elsker
Jeg kan ikke fungere ret længe ad gangen uden hende
*** ser mine bare fødder og mine udvoksede kønshår
*** ser mine tårer og hører mig græde 500 kilometer væk
Kun hende vil jeg se om kun hende drejer min verden
Og kun kan jeg undvære hende fordi jeg ved *** kommer tilbage

*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.

der er aftner som i dag
hvor jeg savner dig

der er aftner som i går
hvor jeg har glemt dig

der er aftner som i forgårs
hvor jeg falder i

der kommer dage som i morgen
hvor jeg kommer til at længdes efter dig

men ligesom smerte, er kærlighed kun en følese
og der kommer dage hvor det skal føles, og dage hvor det gør så ondt man glemmer at føle det

Nogen dage vil det stadig overvælde
Det vil komme i bølger
Og de dage, vil det at leve være forkert
Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket
De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret
Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig
Og selv den mindste bevægelse er utænkelig
Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule
Og der bor man for en stund
Lammet
Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)

UDBRÆNDT ILDSJÆL
  INGEN FLAMMER I BÅLSTEDET;
BLOT GLØDER
               EN ULMEN
        INGEN ÅBEN ILD, MEN:
                           INDRE VARME, SVITSEN
EN DØDBRINGENDE KERNE
               UNDER DEN GÅ, OPBRUGTE
                                  SKAL

     SÅ RØR MIG IKKE,
                       PÅ TRODS AF MIN
                                             UDSLUKTHED
MEDMINDRE DET ER MED
                            FORBRÆNDINGER I TANKERNE
                      FOR JEG ULMER STADIG;
                                    ILDEN ER IKKE
                                                  BEKÆMPET
     ­                       JEG BRÆNDER
                                                      OP
­                    LANGSOMT
                                    ­                          SÅ KOM IKKE NÆR

"Du skal huske, at det er let at tage to dage ud af kalenderen. Det svære er at få dem tilbage igen. Nyd dit liv og gør det til dit eget."

(Aksel Bartholomæussen)

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede
frost, og lagde sig som  et tykt lag af dug mod
beskidte ruder
de var på tilbud i det lokale supermarked
vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære
dem til, men det var rart at være i besiddelse
af noget, der var mere håbløst
end jeg selv
noget, der var skrøbeligere
end mit sind
så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem
ned i en transparent vase i køkkenruden
ventede på, de ville visne
dø af sult
ventede på de ville skille sig ad
dø af ensomhed
lovede mig selv at holde lige så længe
som dem
stoppede et par dage senere med at drømme,
og begyndte at lukke øjnene i,
når jeg krydsede veje

hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget

endnu en aften
hvor jeg smager af billig ***** og stjålent vin
du siger månen græder, fordi cirkler kun findes i helvede
jeg genkender dine ord,
der knaser som grus under dine sko
jeg tror ikke på tårer
så vis mig dine arme,
der ligner lydløse pigeskrig
vis mig din digtsamling, du gemmer
under beskidte negle
jeg har blå mærker langs min rygsøjle,
og når jeg tænker på dig
giver det hele mening
derfor ved jeg, du tog fejl den nat,
hvor du sagde, at cirkler kun findes i helvede,
for der er jeg først om 4 dage
og alligevel
lever jeg
cirkulært

jeg sidder jo lige her og
betragter dine ribben, der har
form som halvmånen over os
jeg har duftet til dit hjerte, men
det er ikke ligesom de dage,
hvor tågen spiste os ved søen
jeg har druknet mig selv i rødvin,
der stadig lister rundt i mine årer
mens du smiler til hende
sidder jeg jo lige her

Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

Smilet er væk.
Det var engang så klæbrigt.

De grå dage har opslugt alt liv,
alt hendes.
- Men *** elsker de grå dage,
selvom *** bliver opslugt.

min næsetip er ikke længere kold
vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser
nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen
den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser
mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab
hænger over stolen
dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og
grundlæggende stærkt
det kræver mod og styrke at være sårbar
følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede
endelig endelig endelig
boblende forår
sjette marts. tiende marts
glade dage, lune dage

her kunne jeg
skrive
om vores kærligheds
dage
da vi delte en
tapas-tallerken og en flaske
af den bedste vin
på en fortovscafé
og tog bad i de århusianske
solstråler
og her kunne jeg skrive
om dig og mig og det vi to
(aldrig) havde men jeg gør
det ikke for der er ikke
mere tapas og der er ikke mere
vin
og heller ikke flere solstråler, men værst
af alt er der ikke mere dig og mig
og så er der faktisk (ikke) mere tilbage
at skrive om

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?

I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.

*** ser ham
altid ud af øjenkrogen
ser han hende?
med smilet limet fast på de tørre læber
kæmper *** sig igennem
hverdagen, som er fyldt
til randen
med tanker om ham

tårerne presser på
*** fremtvinger solskin
i sindet
selv på overskyede dage
ingen ord, kun øjenkontakt
på ét sekund
falder hendes facade sammen
og
*** starter forfra imorgen

Du er rød og jeg blå
Jeg er is, du er ild

Og jeg har frosset i flere dage

Jeg drømmer mig hen i en verden
hvor græsset gror til himlen
sommerfugle så store som
biler

Jeg sagde jeg var den uhyggeligste
gyserfilm jeg kunne forstille mig

og jeg vil drukne i din hud
hvis ikke i min egen

Jeg skulle have krammet dig lidt længere i morges
Ved godt der kun er to dage til vi ses igen
men jeg måler det ikke i døgn, men i matematikmoduler;
og det løber hurtigt op
Men jeg havde en drøm om at du elskede mig
og da jeg vågnede var det virkelighed
Så jeg kan godt vente

Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne

Din krop er blevet så lille,
der er ikke meget af dig tilbage
selvom du er i bedring ved jeg ikke hvordan det hele vil gå
for de lange dage med længere nætter gør mig tankeløs
jeg svæver og flyver
jeg leder
efter et svar på et spørgsmål der aldrig blev stillet
og det ridser i mine knogler når jeg tænker på min hverdag
som den er nu
uden dig
alene
---^-^------^----^-^------------------------