"byrde" poems
Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
Feb 13, 2015
Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC
For evigt sagde uret.
Mens viseren stod uden lærling,
En kold sommerdag
Mellem linjerne
Jeg hviskede et smil
Som kun verden kunne se.
Uvidenhedens byrde
Ubøjelig og støvet
Som bogen på hylden
Gerninger udviskes
Man slog med terningen.
Profitpolitik til taberne.
Profeternes livstegn,
Dagenes endelidt
Ledte til visdom
Hos den brave indianer,
Solgt som bankekød
I gårsdagens tumult.
Farvel sagde timen,
Da klokken slog tre.
Døde hen i solen.
Et matematisk spørgsmål.
Hav blot barmhjertig
Tikkende tastes tak.
Apr 3, 2015
Apr 3, 2015 at 4:46 AM UTC