Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

(An mémwa granfré an mwen Dodo, frè jimo a Roderik, ki disparèt an *** lanmè koté Sentlisi lé disèt maws démildisèt anbo kanno ay, In God we Troust, menm jou ti frè an mwen Toto fété swasantkatran ay)

Lè Manzè Frégat, on vyé zwazo épi tèt a sizo lan mè, rivé

Konpè Dodo té ka ba dé kudmachwa adan on ponm arak kon i té ni vyé labitid fè

Dépi lé i té ti manmay chak trwazyèm vandrèdi a mars o pipiri chantan

Sété on sèl pélrinaj pou y té pran gou a sé prèmyé ponm malaka ki té vinn friktifyé

Vyé zwazo la diy konsa: « chaben, apakonsa zafè ka fèt ! avan ou té sèvi kow, avan menm ou té comansé manjé plen vant aw, ou té dwèt ban mwen lajan an mwen, ban mwen sa anfwamenm »

Konpè Dodo pa enmé pon vyé zwazo diy pon vyé biten ! I wondi bouch, i toufé, i manké tranglé :

-Ki pawol a foumi fou ki la ? i taw ?

-i tan mwen. ban mwen lajan an mwen, man, ou alo, ranjé zafè aw byen pas dènyé vandrèdi aw rivé !

ou pé kriyéy jan ou vlé malaba, malaka, kwachimelon, otaheite, pomme d’amour, ponm tayti, manzana malaya, séw ki sav, ou pa papay

sé mwen ki mèt ay, ou tann ! Ou tann byen !? Pa fè mwen trapé dézod épiw

Pa fè mwen jiréw, avan ou ay pran zafè a moun prokiré sav ki moun ki mèt a kann la

mwen ja las jouwé domino épiw, kouté sa byen, wouvè gran zorey aw ! An ja diw sa, yo ka kriyé mwen an lot koté Jambo, Prensès Scisour Lanmè

mwen pa vlé sav si ou métodis si ou advantis si ou ka fè penti

si ou rosikrisyen si ou catolik ou si ou ka trasé lèt asi olivetti

si bon dyé aw vodou, endou, ou témwendjéova, fwa aw sé taw, tan mwen sé tan mwen,

Non an mwen pa Séza non an mwen pa Bondyé sé Jambo

ponm arak ta la sé tan mwen, sé awryè granpapa granpapa mwen ki té arawak

ki plantéy, si ou vlé sav, ban mwen diw on ti biten malgré vyé mannyé érétik ou ni dépi toupiti. ou ka ékri tout koté « In God we Troust » sé pousa ou dwèt ka vinn trousé mwen ! foutémwa likan, espèce de malélivé

manjé kénèt aw ou chenet aw ponmsitè aw fé sa ou vlé épi yo mé pa mannyé vyé pyé ponm arak an mwen

sa ja ka fè plis ki katvensètan ou ka fé la fèt asi pyé ponm arak ta la

Ou pa sa li fransé , chaben ? espèce en voie d’extinction! An ké diw li on lot fwa an nanglè si ou pa vlé tann fransé

Endangered species !

Mé Kompè Dodo pa té vlé tann march ! Kompè Dodo mété koy ri ! I pa té pé rété ! Telman i té ka ri i té ka pléré !

Ki jan i té kay péyé pou on ponm arak pou on vyé frégat malkadik, dapréy non ay té « Prinsès Scisour Lanmè »

Manzè Frégat ou ni on jan dapréw ou sé yen a dan lé trwa Moiw, on Manzé Atropos

Konsidiré séw ki mèt a bobiné é débobiné

Mé apa mwen ou ké kouyoné, sé pa jodi jou disèt mars pon vyé zonbi ké koupé filsèvolan mwen

Banw diw sa, Tiré gran zèl nwè aw anba la pli la é ay pozé kow anba on pyé kowosol

Demen samdi avan jou ouvè mwen ké vinn kué ti ponm arak an mwen

Manzè Fregat pa pèd tan, vitman i poté mannèv, i anki ouvè gran gèl ay, bèk ay té ka parèt sizo

I vorey i varéy i valéy, i wotéy – zyé a zwazo la té ka sanm on sèl fé dartifis woz fichyia –

A las siete y media de la mañana, eran las siete y media en punto de la mañana

Kompè Dodo bat dènyé ti domino ay, a las siete y media de la mañana

Manzè Frégat comansé ranjé tou dousman sé domino la an bwat a domino la

Epi rès a ponm arak la i préparé pouy on ponch ponm malaka.

Sé pa pou ayen ni on proverb ki ka i konsa:

Pa jen jouwé domino épi on frégat si ou ka dwouéy on biten.

Byen gider mig ikke
denne gang
Folk træder på mig,
sparker til mig
Biler råber af mig,
forgifter mig.
Byen giver mig hovedpine
denne gang,
og jeg sover om natten,
hvor jeg før fandt mig selv på altanen
og røg
og beundrede
alle de lys der lyser for mig.
Jeg savner det jo,
og den er mig sikkert utro,
men det er nok okay
fordi jeg elsker jo byen så højt
men denne gang
er det ikke længere
en forelskelse.

Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler

I kveld gikk jeg kjører
over grønne enger
Jeg så en rød solen
og en oransje månen stige
løpet lilla himmel

et sted i byen en brann brant
og svart røyk steg høyt over

Jeg tenkte på deg ...

og jeg holdt kjører ...

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Uret slår
  Tik, Tok
  Tik, Tok

Dagene forsvinder
  Revet ud af kalenderen
  De forsvinder i mængden

Bilerne kører i pendulfart
  Først på arbejde i byen
  Så hjem til forstaden

Ugerne passerer
  De bliver til måneder
  Der bliver til år

I en ivrig iver efter det hele
Forsvinder mennesket

Jeg prøvede.
Jeg ville have det hele
Nu.

Mennesket smeltede sammen
  Som en robot
  En dødsdømt robot

Rutiner blev udvasket
  Adrenalinen pumpede
  Et euforiserende stof

Jeg tabte.
Min robot brændte sammen
For altid.

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

Målet er at ramme flaskebunden.
Derefter sættes samme mål.

REPEAT REPEAT REPEAT
(Det er blevet normens faste procedure)

Målet er at være stilikonet. Tiltrække gade fotograferne. Genvejen til de fem minutters berømmelse.

KNIPS KNIPS KNIPS
(Det hele er blevet en farverolade)

Målet er at pisse byen gul. Urban gødning er vel det rette ord når køen til de røde bokse er for lang.

SSH SSH SSH
(Kan ikke længere se forskel på øl tis vand)

Målet er at score. Så mange singler samlet med håbløse forventninger.

SUT MIG SUT MIG SUT MIG
( Det er det nærmeste de kan komme kærlighed)

Målet er at have en fest. Sild i tønder til hjernedøde beats.

BASS DROP BASS DROP BASS DROP
(Når de gode endelig kommer til lukkes festen af de euforiseredes konsekvenser)

Du får din daglig opmærksomhed hver dag når du lige lægger et billede op af din morgen kaffe og smøg
På din insta profil med dine 13K følger
Poster lige et billede af et par nye sneaks eller en tur i byen med tøserne i jeres fake pels jakker
dagen efter er det billede af din veninde på en af Københavns kaffebare med teksten " kaffe med min"
Endu et billede kommer op af et par sneaks og en lille salatbar  et selfie sniger sig os ind
alle billederne skal passe til dit feed og hvis du ikke får nok likes sletter du det igen
reposter   når du lige kan få nogen flere likes
du har din Mac læbesift på og perfekte optegnet øjenbryn
Du er en rigtig insta tøs!

kolde fingre,
der glider over den kolde skærm
skriver, hentyder,
prøver at få dig til at give mig mit fix,
opmærksomhed, kærlighed
og som de kolde fingre,
hurtigt glider over den kolde skærm,
i takt med de snavsede høje hæler virrer sig fortabt over brostenene,
så spørger jeg mig selv, om det er for meget
for stalker, for desperat,
men gør det alligevel
gør alt for at få et fix,
opmærksomhed, kærlighed,
et kram, ***,
håber på det bliver til mere,
så fixet bliver dagligt,
og ikke bare en løsning,
når alkoholen dunker i venerne,
når spillet er tabt,
når brækken er i toiletten,
og ham den anden i byen

Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.

og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.

kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet

jeg maler byen rød, med mit knuste hjerte

bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut  i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens

Væk fra svedlugt,
lunkne bajere,
og gennemsnitsdanskere
I sølvmånens skær
danser de deres
holografiske sjæle ud
som i en drømmepsykose
glimter og reflekterer
Iført 90'ernes restparti
født i den forkerte generation

Du finder dem ikke
på hvert gadehjørne
De overholder normen i dagslys
Besætter byen i natten
Fylder luften med
Dr. Frank'n'Furterfremstillelse
og identitetsdigteri
Følg skyggerne hen til
euforiserende og bizarre rytmer
Du vil føle dig velkommen
For alle er ens på hver deres måde

tre biler på motorvejen
to foran os
fire røde lygter
ti synlige stjerner
how does it feel watching from upside down?
månen, reflekteret i mine øjne, som reflekteres i bilvinduet
køre forbi en gabende mand
eksistentielt overvældet
følelsesmæssigt udmattet
tilbagevendende og blodige, uvelkomne tanker om tænder mod asfalt som splinter
refleksionen: det stirrende øje, skåret ud af lysets forbipasserende søjle

køretid til indre by
-- min.
slukker radioen
et liv i en grøn parkeringshus-trappeopgang
næseblod og vintage-ure og familierelationer
tårer, der næsten ser verden men som aldrig udlever potentialet
som spirer, der aldrig bliver træer
og mod den mørke, tomme himmel snurrer byen
ud i intetheden

Dette er et opråb
Om tid og sted
Hvem du er og hvem du ikke er
Sig din mening
Råb det ud så selv spidsen af Jupiter  kan høre det
Mal et billede hæng det op i byen
Forbliv ukendt eller stå frem
Hør på de andre
Vigtigste af alt forbliv dig selv

Der er så meget mere i livet end at finde en der vil have dig eller være ked af det over en der ikke vil. Der er meget vidunderlig tid, der skal bruges på at finde dig selv, uden at håbe på at nogen vil forelske sig i dig på vejen, og det behøver ikke at være smertefuldt eller tomt. Du er nødt til at fylde dig selv op med kærlighed. Ikke alle andre. Bliv et helt væsen, på egen hånd. Tag på eventyr, fald i søvn i skoven med dine venner, tag bade uden for, gå rundt i byen om natten, sid på en café alene, skriv på toiletbåse, efterlad sedler i biblioteksbøger, pynt dig for din egen skyld, giv til andre, smil en masse. Gør alt med kærlighed, men du skal ikke romantisere livet, som kan du ikke leve uden det. Lev for dig selv og vær glad på egen hånd. Det er ikke mindre smukt, det lover jeg dig.

alt jeg vil er at male
male og skrive
kaste mine følelser på papiret
og glo op i loftet

åbne mit vindue så vidt
jeg næsten falder i afgrunden
se byen i fugleperspektiv
det kan jeg godt lide

nyde aftenduften fra min vindueskarm
der hver aften dufter af noget nyt
særligt fugtig og sød
som at beskrive en farve til en blind mand
eller vindens kys i nakken

vrikke mine ører i takt til lyden af bas
fra modsatte ende af døgnet
natten er så rar og fin og uforstyrret
det kan jeg godt lide

vi tager hjem hver for sig
mit hjerte har en bpm på 280
jeg kan ikke finde ud af om det din skyld
eller de andre ting natten har budt på

hvis du var taget med mig hjem
tænker jeg

tager hjem til mig eller dig
så ville vi bytte
du kunne være mig og jeg dig
byen har ikke sovet i mange år

hvis du kigger på mig lang tid nok
finder du måske noget du elsker
din stemme er lidt spøjs
trods de ting du siger er meget værre

kys mig, tænker jeg
men det kun min pude ved min side
så jeg sender ham et kys og jeg føler han kysser mig tilbage
jeg ånder ikke lettet