på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter

Jeg bandt dig i lænker med mine unikke øjne, og nu ligger du ved mine fødder bundet fast til afhængigheden af mig
Mine kys fortryller dig og nu kan du aldrig give slip
Du forguder min krop som var den rigdom
Helt blind for mit syge sind
Bundet om min lille finger svæver du rundt i atmosfæren
Mens jeg elsker mig selv og ikke dig
Det er magten og pengene der driver mit guddommelige legeme
For jeg er syg, og behøver dig som et fiks
Men om lidt er du skrald og nede i bunken af ligegyldighed

jeg var.
En latterlig københavner, som spillede dit spil
En fanatisk tøs, gjorde dig til min porcelænsdukke.
køen til dit hjerte er vokset
jeg er bange for at stå bagerst,
skubber min kurv frem.
prøver at springe over.
DET ER MIG
skriger jeg, men du er døv.
måske.
jeg er.
Bundet af snørebåndende fra andres ******>Kvalt i garnet fra dit lange Kashmir tørklæde.

elsker ind til spindet.

I vredens tider
Med de triste munde
Er det vigtigt at huske
På de gode stunde

Kroppen bliver bundet
Af sindets tanker
Og udvikler sig efter
Til et emotionelt anker

Når vreden den rammer
Og bliver til fysiske skrammer
Bliver sund fornuft
Sat bag stål og trammer

Jeg tror mennesket stræber efter ansvarsløshed. Vi bliver født uden ansvar; i den totale afmagt. Til sidst er vi ligeså skrøbelige og uselvstændige som i begyndelsen, og ind i mellem det og den, så prøver folk at påtage sig opgaver og roller for at tildele årene og dagene noget værdi. Hertil følger ansvar. Men frihed under ansvar er ikke frihed. Når man erkender, at man forsøgte at tillægge noget nogen værdi, så er man bundet af frigørelsen. Så ser man at uanset hvilken værdi, man har lyst til at give, kan man give, så værdien pludselig får værdi, og man frigøres fra frigørelsen. Det er frihed uden ansvar og selvstændighed og årets frugt.

min far har altid sagt at jeg skulle tage det sure med det søde
at jeg skulle nyde livet, og de morgner som er røde
dog så jeg kun natten sort, jeg så det hele galt
mit spørgsmål er, hvordan jeg kunne ende så fortabt og fatalt
ikke et barn, endnu ikk’ en voksen, døde øjne og coked op på lykkepiller
hvor længe lever jeg endnu
og fortæl mig, hvornår er det tågen forsvinder?
jeg prøver at ånde ud fra den røgsky jeg mig befinder
men det er bare som om jeg mangler en stifinder
kærlighed, siger de
kærlighed, håber vi
men idag er det penge og analsex
og selv de fattigste i DK har råd til et kompleks
vi er bundet på hænder og fødder
skatter og politi,
for de første ord vi snakker i dk er
egoisme og “pansersvin”
selvorienteret, disorienteret
vi er alle født så uendeligt privligeret
opvokset med en guldske i røven,
vi spiller alle så fandens civiliseret


-Cathrine Berendt

Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld

Tågeregn
Og der stod vi
Med rødder i himlen
Fast bundet til jorden
Vi drejer om os selv
For det drejer om os
Ingen kan stop
To hjerter af glas
Men ingen har plads
Vi tabte hinanden
Blev fejet op
Nu er vi sammen igen
Knust og forladt