"abstrakt" poems - Hello Poetry

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

høje og lange som halsen på giraffer tynde som et skellets silhuet perfekte som den første dreng du forelsker dig i falske som den første dreng der knuser dit hjerte smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld *min mor betragter mig: mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad og siger, "jammen Rebekka du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up" jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige jeg er jo hendes eget lille kunstværk jeg tror ikke på hende hvorfor gør jeg egentlig ikke det?*

0

Oct 30, 2014

Oct 30, 2014 at 6:35 PM UTC

ungdomspoet

modeller

høje og lange som halsen på giraffer tynde som et skellets silhuet perfekte som den første dreng du forelsker dig i falske som den første dreng der knuser dit hjerte smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld *min mor betragter mig: mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad og siger, "jammen Rebekka du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up" jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige jeg er jo hendes eget lille kunstværk jeg tror ikke på hende hvorfor gør jeg egentlig ikke det?*

14

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

0

Nov 18, 2015

Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

skyer

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

47

Jeg er en idé, skaberen af spillets regler jeg er, hvad du tænker, i det billede du maler mening formes med værktøj abstrakt som farverne til evig tid hos bjergene og hos larverne jeg er ikke vandet, men bølgen derpå spejlende kommer fornemmelsen af, hvad vi aldrig vil nå hvordan kan ikke vides, hvorfor skal ikke kendes hvad der er at finde, skal søges i hans og i hendes forsæt omend en vej er af tvivlen og latteren for i dette taler jeg igennem forfatteren

0

Dec 26, 2015

Dec 26, 2015 at 7:10 AM UTC

karl-otto-haushofer

Uden titel

Jeg er en idé, skaberen af spillets regler jeg er, hvad du tænker, i det billede du maler mening formes med værktøj abstrakt som farverne til evig tid hos bjergene og hos larverne jeg er ikke vandet, men bølgen derpå spejlende kommer fornemmelsen af, hvad vi aldrig vil nå hvordan kan ikke vides, hvorfor skal ikke kendes hvad der er at finde, skal søges i hans og i hendes forsæt omend en vej er af tvivlen og latteren for i dette taler jeg igennem forfatteren

10

eksistensiel forsømthed fordømt, for tømt for ting et hvidt *** blænder tænderne under læberne sammenknebne livet har trukket mig med sig på slæb jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig som en fantomforbløffelse hvem er du men det er vel et unfair spørgsmål ikke enhver kan besvare taber man energien, taber man pusten, taber man tråden? endten har ingen det, ellers har alle det alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en treo i vandhanevand som blod på tube gennemanalyseret og forsømt min krop er af gelé og jeg smelter ned i min madras hvem vil ikke gerne danse hver aften? hvordan opnår vi hvad vi vil hvorfor vil vi det livet er abstrakt for tiden

0

Apr 23, 2016

Apr 23, 2016 at 5:55 PM UTC

en-anonym-skikkelse

usammenhængende

eksistensiel forsømthed fordømt, for tømt for ting et hvidt *** blænder tænderne under læberne sammenknebne livet har trukket mig med sig på slæb jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig som en fantomforbløffelse hvem er du men det er vel et unfair spørgsmål ikke enhver kan besvare taber man energien, taber man pusten, taber man tråden? endten har ingen det, ellers har alle det alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en treo i vandhanevand som blod på tube gennemanalyseret og forsømt min krop er af gelé og jeg smelter ned i min madras hvem vil ikke gerne danse hver aften? hvordan opnår vi hvad vi vil hvorfor vil vi det livet er abstrakt for tiden

25