"vokser" poems - Hello Poetry

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har. Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko. Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke. Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden. Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært, bevæger jeg mig over dansegulvet. Strutter med munden kniber øjnene sammen prøver at se sejere ud end muligt kaster ikkeeksisterende håndtegn. Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego. Med svindende tilstedeværelse kaster jeg mig i ærmerne på en ukronet fremmed, mine døve ører dræber musikken. Bliver ved med at vaccinere mig selv mod alt det jeg gerne vil glemme.

0

Jan 9, 2015

Jan 9, 2015 at 10:28 AM UTC

ordomkasteren

Royal nat

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har. Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko. Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke. Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden. Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært, bevæger jeg mig over dansegulvet. Strutter med munden kniber øjnene sammen prøver at se sejere ud end muligt kaster ikkeeksisterende håndtegn. Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego. Med svindende tilstedeværelse kaster jeg mig i ærmerne på en ukronet fremmed, mine døve ører dræber musikken. Bliver ved med at vaccinere mig selv mod alt det jeg gerne vil glemme.

20

gravlægger mine overskudsdage nu kommer vakuumet din efterklang i mine handlinger tornadoer af ingenting indeni mine hulrum nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed undskyld, undskyld, undskyld når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som den første ************ på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg kan ikke findele min hud og klistre den over de udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke gravlægge situationen din efterklang i mit liv i min identitet i min person jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle sitrer af indebrændthed og vi selvantænder

0

May 3, 2016

May 3, 2016 at 6:20 AM UTC

en-anonym-skikkelse

Untitled

gravlægger mine overskudsdage nu kommer vakuumet din efterklang i mine handlinger tornadoer af ingenting indeni mine hulrum nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed undskyld, undskyld, undskyld når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som den første ************ på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg kan ikke findele min hud og klistre den over de udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke gravlægge situationen din efterklang i mit liv i min identitet i min person jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle sitrer af indebrændthed og vi selvantænder

17

Alle disse sprukne ord vi glemte imellem flossede sider ord der hvisker fra din fingerspids når du skriver vers i kursiv på ternet papir malplaceret slip fra underbevidstheden der hvor vi drømmer findes alle disse sprukne ord de slidte stemmer gror hæse på din hovedpude og vokser ind under øjenlågene til alle disse sprukne ord

0

Aug 16, 2014

Aug 16, 2014 at 5:30 PM UTC

Denblpige

Hæse stemmer

Alle disse sprukne ord vi glemte imellem flossede sider ord der hvisker fra din fingerspids når du skriver vers i kursiv på ternet papir malplaceret slip fra underbevidstheden der hvor vi drømmer findes alle disse sprukne ord de slidte stemmer gror hæse på din hovedpude og vokser ind under øjenlågene til alle disse sprukne ord

15

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

0

Jan 3, 2015

Jan 3, 2015 at 2:30 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Inhibitere

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

27

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

0

Jul 22, 2015

Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Endeligt

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

19

jeg føler mig lidt som glas gennemsigtigt og skrøbeligt og du jonglerer med mig kaster mig op i luften og griber mig igen men jeg ved at du en dag vil være ufokuseret og taber mig så jeg smadrer jeg har aldrig troet på mennesker der siger jeg vil altid elske dig for kærligheden er ikke en konstant men minder i virkeligheden mere om en ekspontitelfunktion som bølger og der skal arbejdes for at den kan vokse det er vel også derfor jeg ikke tror på ægteskabsløftet mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig helt vildt og ukontrolleret men jeg tør ikke når kærlighed ikke er en konstant følelse men noget man skal kæmpe for og er i konstant bevægelse jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok tvivlen på om der findes en derude som tør kæmpe for mig vokser i mine hjertekamre og jeg er bange for at tillægge mine egne følelser for dig værdi for hvad nu hvis jeg tager fejl og der rent faktisk findes en konstant kærlighed at det måske er det jeg føler for dig? tanken skræmmer mig mere end døden selv som egentlig er et dårligt eksempel fordi jeg altid har fundet døden smuk og ren og fredfyldt men måske vil jeg i min grav drømme om et liv med dig som jeg aldrig fik fordi jeg er rædselsslagen for at elske

0

Jul 26, 2016

Jul 26, 2016 at 4:19 PM UTC

ungdomspoet

en konstant kærlighed

jeg føler mig lidt som glas gennemsigtigt og skrøbeligt og du jonglerer med mig kaster mig op i luften og griber mig igen men jeg ved at du en dag vil være ufokuseret og taber mig så jeg smadrer jeg har aldrig troet på mennesker der siger jeg vil altid elske dig for kærligheden er ikke en konstant men minder i virkeligheden mere om en ekspontitelfunktion som bølger og der skal arbejdes for at den kan vokse det er vel også derfor jeg ikke tror på ægteskabsløftet mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig helt vildt og ukontrolleret men jeg tør ikke når kærlighed ikke er en konstant følelse men noget man skal kæmpe for og er i konstant bevægelse jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok tvivlen på om der findes en derude som tør kæmpe for mig vokser i mine hjertekamre og jeg er bange for at tillægge mine egne følelser for dig værdi for hvad nu hvis jeg tager fejl og der rent faktisk findes en konstant kærlighed at det måske er det jeg føler for dig? tanken skræmmer mig mere end døden selv som egentlig er et dårligt eksempel fordi jeg altid har fundet døden smuk og ren og fredfyldt men måske vil jeg i min grav drømme om et liv med dig som jeg aldrig fik fordi jeg er rædselsslagen for at elske

45

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

0

Aug 22, 2019

Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC

victoria-wilhelm

Om metroen

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

72

dagen er lys jeg elsker lys jeg går ud i køkkenet tager en mandarin eller to tre sætter mig ind i stuen ser på min kunst lys kunst jeg sluger kernerne fra mandarinerne vokser der et mandarintræ i mig? det ville være fint at dø sådan

0

Mar 19, 2015

Mar 19, 2015 at 8:55 AM UTC

ida-glitre

Untitled

dagen er lys jeg elsker lys jeg går ud i køkkenet tager en mandarin eller to tre sætter mig ind i stuen ser på min kunst lys kunst jeg sluger kernerne fra mandarinerne vokser der et mandarintræ i mig? det ville være fint at dø sådan

8

lyden af a-mennesker lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm regndråberne løber om kap på mit vindue blomsterne på mit natbord er derimod visne jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet havet bruser et sted langt væk herfra bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni alting sker lige nu. i universet lyser stjerner og solen brænder sin evige brand fordømt og velsignet

0

Mar 2, 2016

Mar 2, 2016 at 8:17 AM UTC

en-anonym-skikkelse

det hele udenfor

lyden af a-mennesker lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm regndråberne løber om kap på mit vindue blomsterne på mit natbord er derimod visne jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet havet bruser et sted langt væk herfra bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni alting sker lige nu. i universet lyser stjerner og solen brænder sin evige brand fordømt og velsignet

13

I går alle i den grønne park diskuterer grønt miljø drikker kolde bajer, også de er grønne grøn energi grøn eufori vokser ud i luften rytmerne rækker hen over mennesketrafikkens konstante flyden det er mandag det er maj

0

May 1, 2017

May 1, 2017 at 3:34 PM UTC

lauraamstutz

1. Maj

I går alle i den grønne park diskuterer grønt miljø drikker kolde bajer, også de er grønne grøn energi grøn eufori vokser ud i luften rytmerne rækker hen over mennesketrafikkens konstante flyden det er mandag det er maj

13

der vokser en blomst udenfor mit vindue vi har begge betragtet den og begge konkluderet at den vil leve længere end vores kærlighed til hinanden

0

May 27, 2015

May 27, 2015 at 6:08 PM UTC

amanda-bordrup

Vindue

der vokser en blomst udenfor mit vindue vi har begge betragtet den og begge konkluderet at den vil leve længere end vores kærlighed til hinanden

6

jeg lægger krop til den mose der vokser ud af sandet som er dig og jeg bliver overkrop i dette lille *** og du bliver en indsunken sødme som jeg indtager gennem kirtlerne der findes på begge sider af mit bryst og jeg ligger i ske med varmen, der sniger sig ind under vinduet og beundrer solen, smagfuld, som den tør vise sig her

0

Mar 14, 2021

Mar 14, 2021 at 6:46 PM UTC

lauraamstutz

Untitled

jeg lægger krop til den mose der vokser ud af sandet som er dig og jeg bliver overkrop i dette lille *** og du bliver en indsunken sødme som jeg indtager gennem kirtlerne der findes på begge sider af mit bryst og jeg ligger i ske med varmen, der sniger sig ind under vinduet og beundrer solen, smagfuld, som den tør vise sig her

6