det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer