"vandfald" poems
S-togene er proppet af en stivnet mænge
På perronen splintres glas som et vandfald af reflektioner
Øjnene skjult bag briller, stiger han af toget
Han møder én på perronen
De spotter hinanden fra lang afstand
Kvinden i sort og med solbriller skyggende for øjnene af glas
En øredøvende larm får dem i trance hånd i hånd
Ventende på S-tog og med briller for øjnene
Scanner sig ind og ud og undslipper den frosne forsamling
Skrider i gruset
Hvorom alting er, er de to brillebærere forelsket
I en tid fuld af S-toge og glas
Kan man være forelsket i en sådan tid?
Dec 9, 2014
Dec 9, 2014 at 3:32 PM UTC
det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi
unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen
jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske
det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 5:37 PM UTC