et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
