"vaklende" poems
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
jeg er en konstellation af ord
kun eksisterende i kraft af
spildt blæk og søvnløse nætter
jeg har ord under huden, ord i blodet
ord på læberne og ord i munden
ord under neglene ord i håret
ord på skrå, kryds, tværs
ord i lungerne
ind
ud
ind
ud
ind
jeg udånder ord
ord, der kommer snublende, vaklende frem
som om de frygter dagens lys og
aldrig tør være andet end
usagt; forevigt
hvis jeg havde været et ord havde jeg heller ikke turdet
May 30, 2015
May 30, 2015 at 4:54 PM UTC