Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Ordomkasteren Jan 2015
Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.
llcb Dec 2014
Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Christina Sep 2014
hendes farveløse slappe mund
rodløs og opgivende
*** kysser min hals af kærlighed og uvidenhed
*** ved ikke bedre
hendes liv forsvandt for **** år siden
jeg kan mærke hendes desperate forsøg
*** anstrenger sig for at eksistere
om ikke andet så kan sorgen bringe os sammen
syg
febrilsk stilhed
     te og treoer

i skole og
fremlæggelser med 38 i feber, stoffet
     der     omringer    min krop gør ondt

en syg pige,
et sygt samfund,
et sygt uddannelsessystem som konsekvens

giv mig bare fuld narkose,
eller et koma? kunne det ikke gavne lidt

med at slappe af, koble fra


fatal uvidenhed; dørene lukker
giver stress over de fremadrettede adgangskrav

slider sig selv ned i et desperat forsøg på
at overleve,      at drømme

av
og øv
Louise Sep 2016
mit ambivalente flyvske sind
skiftende mellem svævende og faldene
mine drømmescenarier todimensionalt
men alligevel så åndssvagt livagtige
forhåbninger og forventninger
som fatamorganiske spillefilm
forårsblomster sprang så fint og nydeligt ud
da græsset var vindstille og månen på halv
visnede dog inden længe
afblomstrede
kun en kunne gro
den anden forfalde
når sollyset bliver erstattet af skygge
og belyser andre jordforbunde væsener
forsythiaer og syrener
de syv mørkerøde rosenknopper
dyrket med al din uvidenhed

— The End —