"umuligt" poems - Hello Poetry

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

0

Feb 6, 2016

Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC

holkenfeldt

Dengang vi ejede hele verden

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

47

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

0

Jan 10, 2015

Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Dig

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

26

Jeg undertrykker følelsen af at ville svømme - styrte, dykke og falde. Alle tre på én gang. Følelsen af at vakle mellem Succes og fiasko At blive forrådt og stukket i ryggen Langsom smerte - med hundrede kilometer i timen. Ideen om at blive liggende og aldrig være i stand til at rejse sig. Angst og tømmermænd, i en helvedes cocktail. At vide med sikkerhed at tanker kan dræbe, hvis de råber højt nok. Følelsen om aldrig at kunne lykkedes. At ikke engang præcision - gør perfektion. Det eneste vi stræber efter. At vi alle er engle med stækkede vinger - holdt nede af fysikkens love – nye højder kan vi kun drømme om. At giraffer umuligt findes og at ord som forståelse og tilgivelse Blot er ord. - Men hvad? Det er jo bare tanker.

0

Dec 20, 2014

Dec 20, 2014 at 3:43 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

At undertrykke

Jeg undertrykker følelsen af at ville svømme - styrte, dykke og falde. Alle tre på én gang. Følelsen af at vakle mellem Succes og fiasko At blive forrådt og stukket i ryggen Langsom smerte - med hundrede kilometer i timen. Ideen om at blive liggende og aldrig være i stand til at rejse sig. Angst og tømmermænd, i en helvedes cocktail. At vide med sikkerhed at tanker kan dræbe, hvis de råber højt nok. Følelsen om aldrig at kunne lykkedes. At ikke engang præcision - gør perfektion. Det eneste vi stræber efter. At vi alle er engle med stækkede vinger - holdt nede af fysikkens love – nye højder kan vi kun drømme om. At giraffer umuligt findes og at ord som forståelse og tilgivelse Blot er ord. - Men hvad? Det er jo bare tanker.

30

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

Hvordan kan det være at jeg kaster mit lys på andre Men jeg bringer ikke liv Jeg dræber kæledyr og bryder forhold Rundt rundt rundt, Men jeg er der bare. Det er umuligt for mig at bringe uheld Men det samme gælder når jeg skal trøste nogen Eller bare kunne se andre som personer Rundt rundt rundt, Og jeg er der bare Hvorfor har jeg det som om at jeg er solen At alle planeter snurrer rundt om mig Jeg sidder bare og ser andre gå Rundt rundt rundt, Og jeg er der bare.

0

Nov 5, 2014

Nov 5, 2014 at 3:38 PM UTC

Nodvendigtnavn

Centrum

Hvordan kan det være at jeg kaster mit lys på andre Men jeg bringer ikke liv Jeg dræber kæledyr og bryder forhold Rundt rundt rundt, Men jeg er der bare. Det er umuligt for mig at bringe uheld Men det samme gælder når jeg skal trøste nogen Eller bare kunne se andre som personer Rundt rundt rundt, Og jeg er der bare Hvorfor har jeg det som om at jeg er solen At alle planeter snurrer rundt om mig Jeg sidder bare og ser andre gå Rundt rundt rundt, Og jeg er der bare.

15

lakerede negle tanken om et eventyr; på vej computergeneret velbefindende høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk anderledes udstråling velovervejet, pludseligt hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt sammenkrøllet, gult kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed dovenskab, at gøre sig umage talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst sæt tempoet ned; umuligt vi lever i en hurtig verden alt snurrer alle søndage føles underlige

0

Nov 22, 2015

Nov 22, 2015 at 8:58 AM UTC

en-anonym-skikkelse

velovervejet

lakerede negle tanken om et eventyr; på vej computergeneret velbefindende høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk anderledes udstråling velovervejet, pludseligt hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt sammenkrøllet, gult kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed dovenskab, at gøre sig umage talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst sæt tempoet ned; umuligt vi lever i en hurtig verden alt snurrer alle søndage føles underlige

18

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:20 PM UTC

Louiselarsen22

[indprentet spillefilm]

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

37

Døren åbner Et skarpt hvidt lys blænder mit syn Jeg ser intet andet End blot hvidt lys En overvældende følelse overhaler mig Din dør er omsider åbnet Jeg er lettet Jeg er tryg Det umulige var muligt Jeg kan nu have ro i mit faldefærdige sind Jeg kan nu supplere de søvnløse nætter med søvn Men det er blot en illusion Gid det dog bare var sådan det var For jeg står fortsat over for den lukkede dør Døren der umuligt kan åbnes op Døren med 47 forskellige hængelåse Der har 47 forskellige koder Lad mig nu komme ind Please, luk mig ind! Men det er intet andet end umuligt Jeg kommer ikke ind Ikke før jeg har svaret på dine koder For det jeg står overfor nu Er den lukkede dør

0

Dec 8, 2017

Dec 8, 2017 at 9:13 PM UTC

Josefine

Den lukkede dør

Døren åbner Et skarpt hvidt lys blænder mit syn Jeg ser intet andet End blot hvidt lys En overvældende følelse overhaler mig Din dør er omsider åbnet Jeg er lettet Jeg er tryg Det umulige var muligt Jeg kan nu have ro i mit faldefærdige sind Jeg kan nu supplere de søvnløse nætter med søvn Men det er blot en illusion Gid det dog bare var sådan det var For jeg står fortsat over for den lukkede dør Døren der umuligt kan åbnes op Døren med 47 forskellige hængelåse Der har 47 forskellige koder Lad mig nu komme ind Please, luk mig ind! Men det er intet andet end umuligt Jeg kommer ikke ind Ikke før jeg har svaret på dine koder For det jeg står overfor nu Er den lukkede dør

24

Du fortalte mig engang At der voksede smukke blomster På månen Og at de levede af stjernestøv Jeg tænkte At det var umuligt Men dit smil overbeviste mig For du mente At du var ligesom stjernstøvet Der holdt mig i live På et ellers livløst sted

0

Feb 28, 2015

Feb 28, 2015 at 2:31 PM UTC

amanda-bordrup

Stjernestøv

Du fortalte mig engang At der voksede smukke blomster På månen Og at de levede af stjernestøv Jeg tænkte At det var umuligt Men dit smil overbeviste mig For du mente At du var ligesom stjernstøvet Der holdt mig i live På et ellers livløst sted

11