Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Louise Sep 2016
og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere
Døren åbner
Et skarpt hvidt lys blænder mit syn
Jeg ser intet andet
End blot hvidt lys
En overvældende følelse overhaler mig
Din dør er omsider åbnet
Jeg er lettet
Jeg er tryg
Det umulige var muligt
Jeg kan nu have ro i mit faldefærdige sind
Jeg kan nu supplere de søvnløse nætter med søvn
Men det er blot en illusion
Gid det dog bare var sådan det var
For jeg står fortsat over for den lukkede dør
Døren der umuligt kan åbnes op
Døren med 47 forskellige hængelåse
Der har 47 forskellige koder
Lad mig nu komme ind
Please, luk mig ind!
Men det er intet andet end umuligt
Jeg kommer ikke ind
Ikke før jeg har svaret på dine koder
For det jeg står overfor nu
Er den lukkede dør
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Jeg undertrykker følelsen af
at ville svømme -
styrte, dykke og falde.
Alle tre på én gang.

Følelsen af at vakle mellem
Succes og fiasko
At blive forrådt og stukket i ryggen
Langsom smerte
-
med hundrede kilometer i timen.

Ideen om at blive liggende og
aldrig være i stand til at rejse sig.
Angst og tømmermænd,
i en helvedes cocktail.

At vide med sikkerhed at
tanker kan dræbe,
hvis de råber højt nok.

   Følelsen om aldrig at kunne lykkedes.
At ikke engang præcision -
gør perfektion.
Det eneste vi stræber efter.

At vi alle er engle med stækkede vinger -
holdt nede af fysikkens love –
nye højder kan vi kun drømme om.

At giraffer umuligt findes
og at ord som forståelse
og tilgivelse
Blot er ord.
-
Men hvad? Det er jo bare tanker.
Nødvendigt navn Nov 2014
Hvordan kan det være at jeg kaster mit lys på andre
Men jeg bringer ikke liv
Jeg dræber kæledyr og bryder forhold
Rundt rundt rundt,
Men jeg er der bare.

Det er umuligt for mig at bringe uheld
Men det samme gælder når jeg skal trøste nogen
Eller bare kunne se andre som personer
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare

Hvorfor har jeg det som om at jeg er solen
At alle planeter snurrer rundt om mig
Jeg sidder bare og ser andre gå
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare.
Meh.
lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Amanda Bordrup Feb 2015
Du fortalte mig engang
At der voksede smukke blomster
På månen
Og at de levede af stjernestøv
Jeg tænkte
At det var umuligt
Men dit smil overbeviste mig
For du mente
At du var ligesom stjernstøvet
Der holdt mig i live
På et ellers livløst sted

— The End —