“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

Altid vil jeg længes efter i går, for nu
Kvæles jeg i kærlighedens mønstre og i strandens liderlighed.
Havspermen, klatrer op af klitterne, i klitterne
Tegner ringe i musklerne.
En ukendt mængder af mønstrede kjoler
En forsvunden lyst og begær.
Her skal vi drikke hvidvin og spise jordbær siger vi.
Her skal vi smile og le på ny siger i.
Men her skal de ende her skal de dø.
Så jeg længes efter i går.

det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer

Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.

leve en løgn
klæde sig med en holdning som han-påfugle der pryder sig og
vil imponere hunnerne, de grå-brune væsner
og konstruerede virkeligheder er holdt sammen af så få strenge af virkelighed at de kollapser så hurtigt. springene fra én fortælling til den næste sker indenfor et par sekunder
inden kollision mellem virkelighed og det pure opspind sker, som
den brusende dans mellem skyggespillet og det implicitte
hvis man ikke observerer rives man med og glemmer ruinen af en fortælling der ligger bag ved den nye, tryllebindende historie, skjult
en ukendt dans, en ufortalt kollision

og så lever vi ufornægteligt videre i vores bizarre eksistenser
uden retning
i en fremmed bil på en ukendt vej med 93 km/h
motorvejs-lampelys under himmelen, under skæbnen
skabelse, mørkegrøn, eventyr, sump, nysgerrighed, oprigtighed, damp,
fornyelse

lad mig tage på en tur i dine tanker
lad dem føre mig hen til et ukendt sted
lad denne ekspedition gøre mig klogere på dig og livet
lad mig tage afsted i nat.

Dette er et opråb
Om tid og sted
Hvem du er og hvem du ikke er
Sig din mening
Råb det ud så selv spidsen af Jupiter  kan høre det
Mal et billede hæng det op i byen
Forbliv ukendt eller stå frem
Hør på de andre
Vigtigste af alt forbliv dig selv

et behov for noget ukendt
          ukontrolleret,
ukontrollerende

   ønsket om ændring
om kontroltab
    om kaos