læs mine tanker, og fortæl mig,
hvad jeg føler
spørg mig en ekstra gang, hvordan
jeg har det i dag, og hvordan jeg
havde det i går
flå dine lunger løs, riv i mig, skrig
min dybeste hemmelighed udover
altanen, så hele verden kan høre, hvad
det er, du siger, hæv stemmen, hvis
jeg ser væk, rusk i mig, hvis mine øjne
flakker, og hold dig ikke tilbage, når
jeg græder, for jeg er ikke lavet af glas,
og jeg kan ikke gå mere i stykker nu
bag månehvid hud, har jeg beskidte
knogler og mine øjne er blodsprængte
jeg er ikke smuk, men spørg mig en
ekstra gang, om jeg er ligeglad

det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
han havde mælkehvid hud og duftede af jordplantager,
da han sagde dit navn til din syttenårs fødselsdag
dengang du troede, ord var lavet af papmache
kan du huske, hvordan novembervinden rev i din
hud, hvordan dine negle skar mod dine ribben
det her digt er lavet af vaser, du har smadret
og nyvaskede lagner, du væltede sort kaffe udover
har du synder i dine håndflader fra alle de nætter,
du glemte at drømme?
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
ligesom det faktum, at du voksede op i en tid, hvor
kræft er mere almindeligt
end ordet
"undskyld"

regnen græder ned langs hendes magnetskuldre
*** er stadig blond lige dér
i novembervinden
med metalsakse i håret og
lim på fingerspidsen svajer
hendes krop elektrisk udover
en fattig altan
stiller sig på en skrøbelig
tåspids
tynger blå knæ mod ligegyldig
mur, ser mod ligegyldige horisonter
*** græder langs regnens
magnetisme

siger til mig selv enogtyve gange, at det jo ikke er det,
jeg vil, men hvad ved jeg om det, når jeg ikke har prøvet
det endnu, det er jo så dumt, det jeg formår at gøre det
til, det at jeg ikke formår at fortælle dig det, jeg gerne ville
det gør det ikke mere falsk, bare indpakket i alt det fra ganen
der nu har forgrenet sig med løgne, der er viklet ind i
nylonsstrømper og neglespidser, der flænser dem og det
hele, når det ikke er, som det skal være, siger vi, det er
fint nok, men når det er, som det skal være, kalder vi det
for acceptabelt, vi siger det ikke, som det er, for hvordan
er det nu også lige, det er, udover det er svært at uddybe
er det også svært at fortælle dig alt det, jeg gerne ville for
jeg har kalk på tungen og mine øjne er grå, jeg er ikke smuk
men det er jeg også ligeglad med nu, for det er i hvert fald
ikke det, jeg behøver, at sige flere gange nu

og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

Dengang var du Uopnåelig.

Vertikalt ragende udover andres horisonter.
Sugede du næringskilder med svælgende tentakler.
Riflede dine spor i asfalten.
Støbte du i gips og solgte som falske trofæer.
Gærede i tjenester til din profit.
Eksploderede du i din Individualsyntese

Nu er du blot en Apatisk Knoglemarv.

jeg går på knæ for dig allerede inden du spørger og jeg lægger mig på alle fire så du kan tømme din rådne samvittighed ind i min forladte krop, udover min livløse hud. hvis du ikke kvæler mig, så beder jeg dig om det, og du skal stramme til og lukke din hånd om min hals indtil du kan mærke livløsheden i mig, så jeg kan mærke at jeg er i live.

tomheden spiser dig
den kommer stille og roligt
langsomt og næsten
ubemærket

den overtager dig
fryser dig ned og sørger for
at du ikke føler noget
udover den

ingen glæde
ingen sorg

kun
tomhed

Jeg vader rundt i usunde venskaber, en verden der ville hjælpe hinanden men gør ikke noget ved det udover at skabe flere krige og diskussioner.
Jeg føler mig fanget og fortabt
Jeg vil væk herfra det hele falsk
Ville finde det såkaldte paradis, men var det ikke bare en myte ?

Du placerer ord i min mund og det bryder jeg mig ikke om
Du frarøver mine smilehuller og graver miner i stedet
Jeg hader dig sådan
Du hælder rødvin udover min krop og jeg sidder som den lille havfrue
Jeg hader dig sådan
Du river hårtotter ud der føles som kontinenter

Jeg sidder
med en vin på skødet
og en smøg
mellem fingrene
imens jeg kigger på blå lys
Drenge som taler om byer
og piger der taler om drenge
Slørede blikke
svævende ord
hen over menneskerne
Du danser på et bord
skriger at du eger verden.

Er par år senere fortalte du mig
at du døde indeni den tid
At du var så i live udenpå
men indeni
var du helt tom
udover røgen i dine lunger
og vodkaen i din mave
At det var tre år
som du endte med at leve
resten af dit liv
Og nu lever du af resterne

Og du er selv rester nu
af en du tidligere har været.

Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.          

Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.

Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.

en 'dump ham paa din doermaatte dreng'
en aften
en fyr du elsker med hele kroppen, udover dit hjerte
en fyr du er bange for at love for meget
en fyr hvis smerte du fjerner, kun for at efterlade en ny
en af de fyrer der gentager ham selv 10 gange, fordi han er nervoes
en af de slags fyrer hvis haender sveder naar du holder ham i haanden
en af de slags fyrer der afslutter deres tilbud om et besoeg hos dem med  'men kun hvis du VIRKELIG har lyst'
en af de slags fyrer der er bange for at de vil dig mere end du vil dem
en af de slags fyre der synes det er acceptabelt at komme i dig uden at spoerge om du er paa ppiller
en af de fyrer der tager lidt for haardt fat naar han krammer dig
en af de fyrer du aldrig rigtigt kunne lide, indtil det gik op for dig at du aldrig rigtigt havde ham

Da jeg røg  min nat smøg ude på nordlysets bad, mens jeg kiggede udover broen der førte fra langeland til fyn, jeg kunne ikke se hele broen. Kunne se at den stoppet, som en vej væk fra livet. Synes det var fint på en måde også ikke, for det var bare en bro.

jeg ønsker mig et staffeli
så det kan stå i mit hjørne og være trebenet
og jeg tobenet
og pensler bløde og bevægelige
og tekster helst digtsamlinger
tunge af følelser jeg ikke selv kan sætte ord på
og kastanier fordi de er runde
og rare at holde om
som dig når du står og laver mad iført
mine omklamrende umættede arme
og solsikkekerner fordi man ikke kan spise
solstråler
udover d-vitaminpiller men de
sætter sig altid i halsen
som når man forsøger at holde tårer tilbage
og planter højere end mig fordi jeg elsker
at blive set ned på
og papir til at tørre mig med, til at tørre
fingrene i og til at tegne kruseduller på
og en gryde med gennemsigtigt låg
så jeg kan lave popcorn og følge med
fordi det er mærkeligt når de pludselig
fylder mere end til randen
som mine tårer når jeg føler for meget

Jeg ryger på grund af dig. Jeg røg første gang med dig, og nu, hver gang jeg mærker mit luftrør opsluges af smagen, så mindes jeg dine kys mellem min kæbe og øre og din lave lykkelige snak om fremtidsoplevelser og din barndom og din trang til grapefrugt og kaffe om morgenen og dit blik når du tænkte for dig selv. Og siden du ikke kysser mig længere, så må jeg bare holde mig til at kysse mine usle blå kings og føle at du sidder ved min side og holder mig på knæet mens du kigger fint udover stationen.

du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme

at stryge ind sidste sekund på en impuls, overraskende for alle inklusiv en selv (eller måske for ingen udover sig selv)
et sæde i midten; yogamåtter, barnevogne, gamle damer
overhørt bussamtale:
"det er en skam at leve sit liv i frygt"
kulde, ujævne brosten
bussen som fristed
for kulden
for livet
vinter

*** var ligesom hendes billeder. Underbukser og bare bryster som *** stod der i dørkammen. Ikke ude på noget udover at høre om jeg ville have mælk i kaffen. Bare der med lettere brun hud og få blå mærker. Og håret i en hårklemme så jeg kunne se hendes lige skuldre og lige kraveben der rakte ud fra hendes hals til arme. Klare, let puffede øjne og varme kinder af nattesøvn. Og blikket på mig.

Jeg tror ikke på kærlighed ved første blik. Men jeg tror på kærlighed. Og i det blik. Øjeblik. Blev jeg forelsket.