Tusinde tanker
Tiltrækker træthedens
Tunge tanker
Tavse tanker
Tavshedspligt
Talstærkt tankespind
tiltrækker
Til Tapperheden
Tilintetgøres
Timevis tortur
Tilbageholdes
Til tranceagtig tilstand
Trillende tårer
Troende
Troløs
Tryghedsnarkoman
Tungekys tilgives
Til tusindvis.

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...

Som tusindvis af kriblende myrer;
Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord,
Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe,
Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden,
Samarbejdsvillige,
Men med forskellige funktioner,
Umulige at skelne fra hinanden ,
Forvirrende og spørgsmålsrejsende,
Svage alene,
Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen,
Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende,
Hjerteskærende små myrer.