"tusindvis" poems - Hello Poetry

Tusinde tanker Tiltrækker træthedens Tunge tanker Tavse tanker Tavshedspligt Talstærkt tankespind tiltrækker Til Tapperheden Tilintetgøres Timevis tortur Tilbageholdes Til tranceagtig tilstand Trillende tårer Troende Troløs Tryghedsnarkoman Tungekys tilgives Til tusindvis.

0

Nov 18, 2013

Nov 18, 2013 at 12:54 PM UTC

confidence

Tankefulde tanker

Tusinde tanker Tiltrækker træthedens Tunge tanker Tavse tanker Tavshedspligt Talstærkt tankespind tiltrækker Til Tapperheden Tilintetgøres Timevis tortur Tilbageholdes Til tranceagtig tilstand Trillende tårer Troende Troløs Tryghedsnarkoman Tungekys tilgives Til tusindvis.

18

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

0

May 29, 2016

May 29, 2016 at 5:26 AM UTC

holkenfeldt

Syren

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

7

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC

HeidiHenriksen

En Afsked...

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

40

Som tusindvis af kriblende myrer; Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord, Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe, Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden, Samarbejdsvillige, Men med forskellige funktioner, Umulige at skelne fra hinanden , Forvirrende og spørgsmålsrejsende, Svage alene, Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen, Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende, Hjerteskærende små myrer.

0

Nov 23, 2014

Nov 23, 2014 at 9:47 AM UTC

counter-intuitive

Tanker

Som tusindvis af kriblende myrer; Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord, Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe, Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden, Samarbejdsvillige, Men med forskellige funktioner, Umulige at skelne fra hinanden , Forvirrende og spørgsmålsrejsende, Svage alene, Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen, Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende, Hjerteskærende små myrer.

12